Der er ingen fattigdom i Danmark, brølede Liberal Alliances Joachim B. Olsen for nylig og bidrog til at tegne den dagsorden, der har forøget foragten over for ledige og trængte i det danske samfund.

Ord er afgørende i den politiske debat - men derfor glemmes også ofte, at det er mennesker, vi taler om, hvad enten vi kalder socialt og økonomisk trængte medborgere for fattige eller noget andet.

For den, der bliver smidt ud af hus og hjem, er det selvfølgelig en dybt traumatiserende og ulykkelig oplevelse med ofte uoverskuelige konsekvenser, og det er fløjtende ligegyldigt, om vedkommende så optræder i en statistik over »fattige« eller ej. Tragedien er og bliver den samme. Og problemet er stigende.

Landets største boligselskab, KAB, opsagde 25 procent flere lejemål i 2011 end i 2010, hvor fogeden måtte smide beboere ud. Boligselskabet Danmark oplevede en lignende stigning, og i hele København Kommune er ti procent flere smidt ud af deres bolig med tvang - hver femte gang var det en børnefamilie, der røg.

KAB's direktør Jesper Nygård betegner stigningen som »gruopvækkende« og udtaler: »For ti år siden satte vi en eller to ud om ugen. Nu er det to hver eneste arbejdsdag bare i vores boligselskab. Og for ti år siden så vi næsten aldrig børn i denne her situation. Nu ser vi mange.« (Politiken.dk, 7.2.2012).

Landstallene for 2011 er endnu ikke opgjort, men fra 2009 til 2010 steg det samlede antal udsættelser fra godt 3.900 til knap 4.400. I 2002 var antallet godt 1.800.

Alarmklokkerne burde have ringet for længst. I 2009 var diskussionen også oppe at vende, men udviklingen er fortsat i samme sort retning. Dengang udtalte Socialrådgivernes formand Bettina Post: »Kontanthjælpen er simpelthen ikke fulgt med det generelle prisniveau i samfundet. (...) Flere er i den situation, at de er nødt til at vælge mellem at spise mad eller betale husleje.« (24timer, 8.10.2009).

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan den slags kan foregå:

Udsættelser foregår på den måde, at en lejer, der ikke kan betale huslejen, sættes på gaden af fogedretten. Det sker på den rituelt ydmygende måde, at fogeden symbolsk sætter en af boligens stole ud på gaden, og hvis ikke udlejeren dernæst selv fjerner sine ejendele fra ejendommen, sørger politiet for, at et flyttefirma gør det. Herefter har man to måneder til at tilbagekøbe sine ting (og betale for flytteomkostningerne m.m.), ellers kan flyttefirmaet uden videre sælge indboet gennem et auktionshus. (Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 8.10.2009).

KABs direktør Jesper Nygård peger på, at den fortsatte stigning i tallene er udtryk for voksende fattigdom og ekstra lave kontanthjælpssatser til visse grupper.

Et første skridt for at modvirke dette er regeringens afskaffelse af fattigdomsydelserne, men der skal mere grundlæggende nytænkning og medmenneskelig omtanke til.

Mange ryger f.eks. ud, fordi de ikke er mødt op til den i forvejen udsigtsløse og klientgørende tvangsaktivering, hvorefter de uden videre trækkes i kontanthjælpen og derfor ikke kan betale deres husleje.

Det er fuldkommen grotesk, at man kan smide mennesker ud af deres hjem, fordi de ikke er mødt op til formålsløse idiotforløb, som helt indlysende ingen som helst nævneværdig betydning har på den samlede beskæftigelse i landet. Overhovedet.

Det er et uhyggeligt og koldt samfund, der er indrettet på så kynisk vis, at tvangsarbejde og udsmidning af økonomisk og socialt trængte familier går hånd i hånd.

APROPOS

> Ledige er de nye muslimer?