Selvfølgelig bliver man ikke en Anders Behring Breivik eller medansvarlig for hans massakrer af at skrive islamkritiske indlæg i debatten. Heller ikke af at ty til hårdkogte vendinger og en bramfri tone. Skyld er personlig, og så længe man ikke opfordrer en eller anden til vold mod nogen, er man heller ikke medskyldig i vedkommendes eventuelle vold.

Derfor synes jeg også, at der er gået lovligt meget selvsving i B.T.s sammenkædning af den danske nationalkonservative og meget islamkritiske blog Uriasposten og Breiviks antimuslimske favoritblogger, Peder Jensen, der i årevis har skrevet under pseudonymet »Fjordman«. Det er ikke blot i gråzonen, men overskrider journalistisk redelighed og anstændighed at hive de store typer frem og på et dobbeltopslag under den store sensationalistiske overskrift »Jagter dansk Breivik« at udbasunere ikke mindre sensationalistisk: »Opsøgt: Dansk højreblogger fra Aarhus har haft uanmeldt besøg af PET« (7.8.2011).

Dagen før er der et næsten helsides billede af Breivik med automatvåben på samme opslag som et foto af Kim Møller, placeret klods op ad navnene på en række af Breiviks ofre.

Opsætningen af artiklerne og vinklingen er mistænkeliggørende, og kædet sammen med den værste massemorder og mest skånselsløse terrorist i Skandinaviens efterkrigstid, er det en helt urimelig fremstillingsform.

Historien er den, at Kim Møller, der står bag Uriasposten, er blevet opsøgt af PET, som har spurgt, om han kunne bidrage med oplysninger af relevans for efterforskning af det højreradikale miljø.

Jeg er i reglen lodret uenig med den selektive og alarmistiske fremstilling, som Kim Møller i mine øjne lægger for dagen, men jeg mener ikke, at det på nogen måde er rimeligt med den type sensationalistiske gabestoksjournalistik, der i overskriftsform nærmest gør Kim Møller til en 'dansk Breivik' - eller som minimum til en suspekt nøgleperson i jagten på en sådan.

»B.T. har tidligere sat navne og ansigter på nogle af de værste - og dømte - højre-ekstremister, og de udgør et soleklart problem,« hedder det i avisens leder, og det er efter min opfattelse helt på sin plads, at denne fokus endelig finder sted, så offentligheden ikke forbliver lullet ind i den tornerosesøvn, at højreradikal vold kun er en by i Rusland - eller Norge. Men at kæde disse rabiate og voldelige personer såvel som Breivik mere eller mindre direkte sammen med Uriaspostens Kim Møller, er proportionsforvrængende uredeligt.

Dér, hvor problemet opstår i 'debatten', er dér, hvor visse politikere og debattører igen og igen fremstiller muslimerne som havende ondskabsfulde og voldelige planer og i stærkt generaliserende udfald beskylder dem for at være nedrige, utroværdige og aggressive pr. definition - så er man ganske vist ikke med til hverken at udføre eller at opfordre direkte til vold, men er med til at skabe et klima, hvori radikale personer kan finde det nødvendigt at 'forsvare' sig ved at 'slå først'. Det er dette krigeriske klima, som visse antimuslimske debattører som vor hjemlige Lars Hedegaard og den norske blogger Fjordman fremmaner i deres indlæg med stor udbredelse, og som altså er noget helt andet end den standende og misvisende debat om en 'bramfri' debat og en 'kontant' tone.

Det gør dem selvsagt ikke medskyldige i Breiviks terror - det gør dem medansvarlige for et urimeligt usagligt antimuslimsk trusselsbillede, som også gennemtrænger tankegodset blandt de mest radikale dele af det antimuslimske segment, og dette bør selvfølgelig afdækkes og imødegås ord for ord.

Af denne grund er det også oplagt, at PET opsøger Kim Møller, eftersom Fjordman har skrevet en lille håndfuld kommentarer til hans blog, men det er ikke det samme, som at Møller personligt er kædet sammen med hverken Fjordmans skriverier eller Breiviks misgerninger. Uriasposten tiltrækker også læsere, hvis kommentarer til bloggen til tider er helt ude i yderkanten af den horribelt usaglige dæmonisering af muslimer, men der findes næppe den aktivist og debattør i det vide spektrum fra bløde nationalkonservative islamkritikere til rabiate antimuslimske hysterikere, der ikke har kommenteret et blogindlæg blandt de titusindvis, hvis ikke hundredtusindvis af kommentarer, Uriasposten har fået gennem et tiår.

Man kan debattere og kritisere Kim Møllers synspunkter og perspektiver - og om han tager for let på de mest rabiate kommentarer - men det er en anden diskussion. Vi må selvfølgelig skelne mellem kommentarer til en blog og blogindlæggene på samme.

Derfor er til gengæld også Hedegaards forargelse over norsk politis fokus på netop Fjordman helt absurd, når han udtaler: »Jeg har faktisk aldrig hørt noget lignende. Det minder om metoder for en politistat. Når de både gennemroder hans hjem og beslaglægger hans computer og telefon. Det hører jo ingen steder henne, når der ingen beviser er mod, at han har gjort noget. Jeg synes, at det lyder som metoder fra den 3. verden og et diktatur.« (B.T., 6.8.2011).

Selvfølgelig bliver netop Fjordman afhørt og ikke blot 'opsøgt', og selvfølgelig leder politiet efter informationer af relevans på hans computer - det har jeg da heller aldrig hørt Hedegaard brokke sig over er tilfældet, når yderligtgående islamister er genstand for det samme i forbindelse med en terrorsag, selv om der ikke er nogen beviser mod dem. Det er led i en efterforskning og derfor enten en jagt på beviser eller på relevante oplysninger, der kan føre til yderligere belysning af Skandinaviens værste terrorsag - hvilket er noget andet end at dømme Peder Jensen alias Fjordman på forhånd. Og det var Peder Jensen selv, der valgte at stå frem offentligt.

Fjordman er Breiviks absolut største helt, og Fjordmans skingre militarisering af muslimer, hans krigeriske apokalyptiske 'profetier' og negative generaliseringer er ikke kun platte, men decideret hysteriske og egnede til at skabe et klima af frygt og foragt, hvor nogen vel nok kan finde på at gribe til brutale midler for at 'forsvare sig' imod muslimerne, der en bloc ifølge Fjordman slet ikke hører hjemme i Vesten. Og som Breiviks store analytiske forbillede ville det unægtelig være underligt, hvis ikke han var genstand for det norske politis interesse og efterforskning.

APROPOS

> Debatkultur og voldskultur i Danmark