Gnisten bag optøjerne i Storbritannien var politiets drab på Mark Duggan. Den Uafhængige Kommission for Politiklager (IPCC), der behandler klagesager over politiet, siger nu i modsætning til tidligere oplysninger, at der ikke er beviser for, at Duggan selv havde affyret et håndvåben, inden han blev skudt (Ritzau, 9.8.2011).

Drabet udløste protester og sammenstød med politiet, og siden er det hele eskaleret til eksplosive optøjer, hærværk, berigelseskriminalitet og vold i socialt belastede bydele i flere store britiske byer.

Ole Helmersen, lektor med speciale i britiske forhold og politik, CBS, forklarer meget præcist, hvilken vifte af faktorer, der spiller ind: »Der er en generel mistro til politiet i de her områder, som er årsag til denne eksplosion af uroligheder. Samtidigt er det en cocktail af sociale problemer. Folk i disse områder har lav uddannelse, lavt socialt niveau og høj arbejdsløshed. Og det er områder, der er blevet ramt endnu hårdere af Englands økonomiske problemer.« (Ekstrabladet.dk, 9.8.2011).

Selv om omfanget har chokeret alle, er intet kommet som lyn fra en klar himmel. Før det hele brød løs har advarslerne ikke været til at overse fra bydelen Tottenham, hvor unge havde advaret om, hvad der var på vej. Otte af tretten ungdomsklubber blev lukket og sendte i forvejen socialt marginaliserede unge uden jobs på gaden med deres frustrationer og udsigtsløshed i et område, der i forvejen er præget af fattigdom, bandekriminalitet og vold.

»Der kommer optøjer, der kommer optøjer,« lød det ugen før, det brød løs.

Lara Oydele, der leder en bolig-organisation for sorte unge i London, fastslår, at uroen har ventet på gnisten: »Bålet stod klart og ventede. Det ville ske. Det har jeg sagt, siden den nye regering (Camerons, red.) offentliggjorde besparelser og arbejdsløsheden begyndte at gøre ondt.«

Den britiske forsker i bandekriminalitet, professor John Pitts, advarede tidligere mod følgerne af de sociale nedskæringer: »Der bliver ikke bare fjernet midler fra unge mennesker, de bliver fjernet fra fattige, unge mennesker. (...) På et basalt niveau kan det føre til en stigning i antisocial opførsel og vandalisme. Hvis man fjerner statens understøttelse på lang sigt, vil der blive endnu større afhængighed af de grupperinger, der opstår i det vakuum.«

Den britiske regerings voldsomme sociale nedskæringer har med andre ord gjort ondt værre, og en udbredt følelse af at politiet overdriver lemfældige visitationer og farer unødigt hårdt frem, er alt sammen blandt ingredienserne i den voldelige eksplosion, der har hærget flere bydele, men som selvfølgelig også har givet frit slag for mere organiserede kriminelle, der i værste fald kan turnere fra uro-område til uro-område.

Men balladen udnyttes simpelthen også til noget så banalt som at 'tage for sig af retterne' af ganske uorganiseret og elementær karakter - de ellers så uopnåelige materielle goder flås simpelthen ned af hylderne og ud af butikkerne.

Derfor er der naturligvis heller ikke tale om politiske optøjer, lige så lidt som de voldsomme plyndringsbølger har noget at gøre med protesterne over politivold, endsige drabet på Mark Duggan, men dette er de aktuelt udløsende faktorer. Det har vi set før, i Grækenland, i Storbritannien, i USA osv. En kædereaktion sættes i gang af en aktuel voldsepisode, og en bydel står i flammer.

Politikerne er nødt til at forstå, at det ikke bare handler om »dårlig opdragelse« og afstumpede »ballademagere«, men at social marginalisering har en pris. Det handler ikke om »etnicitet«, som nogle har villet gøre det til - det nav, der får destruktionshjulet til at komme i omdrejninger, er frustrationerne fra de værst socialt ramte arbejderklasseunge uden fremtidsudsigter.

Det betyder ikke, at de brutale optøjer er nogen retfærdig eller rimelig pris for den cocktail af faktorer, der er udløsende, og der er ikke nogen som helst logisk sammenhæng mellem de sociale frustrationer og konsekvenserne for de lokale forretningsdrivende, hvis butikker og indtægtsmuligheder smadres i det vilkårlige kaos. Sociale eksplosioner er hverken revolutioner eller terror, men slet og ret socialt betingede optøjer i hvis kølvand kaos slipper løs.

At der er grunde, som fremmer et sådant kaos, frikender selvsagt ingen for et personligt ansvar eller personlig skyld for lemfældig brutalitet, og det er kun forståeligt, når lokale forskellige steder danner egne vagtværn og beskytter butikker, templer og andre bygninger. Men det er en eskalering og oprustning i civilsamfundet, der kun kan bekymre, og som de højreradikale English Defence League ligefrem forsøger at profitere af politisk med udmeldinger om at ville »patruljere« i gaderne.

Når branden dør ud, er det altafgørende, at man erkender, at den onde spiral af socialt armod og kriminalitet skal brydes, hvis ikke de næste udbrud blot skal blive endnu værre, næste gang en isoleret episode tænder gnisten.

I 1985 oplevede vi lignende optøjer, dengang udløst af en kvindes død i politiets varetægt, men selv om de mellemliggende 26 års bestræbelser på at overvinde mistilliden mellem politiet og socialt marginaliserede grupper har haft positive effekter, drukner de let, når Tottenham stadig væk er et af de fattigste og mest udsigtsløse områder i London. Alene det seneste år er der kommet ti procent flere ungdomsarbejdsløse i det i forvejen belastede Tottenham.

På (meget) længere sigt er det kun radikale sociale forbedringer, der kan bryde cirklen.