Peter Thorsboe, der er medforfatter til flere populære tv-serier, bl.a. »Livvagterne«, har for nylig udtalt: »Virkeligheden overgår jo langt forfatterens fantasi. Ingen af os kunne have udtænkt et plot så ondt som det, der skete i Oslo og på Utøya.« (Politiken, 7.8.2011).

Jeg tror nu, at megen god kunst er skabt af kunstnere med en fantasi, der godt kan overgå virkeligheden, hvad enten den så bruges til at skabe film, litteratur eller anden fiktion. Eller som Oscar Wilde sætter det på spidsen i essayet »The Decay of Lying« fra 1889: »Life imitates art far more than art imitates life.« Nogle gange mere åbenlyst end andre, men ikke så direkte som et foto imiterer sit motiv, og slet ikke så plat, som når kunstnere får vanæren for denne eller hin konkrete forbrydelse.

Da det kom frem, at en af Anders Behring Breiviks yndlingsfilm var Lars von Triers mesterværk Dogville, overreagerede filminstruktøren: »Jeg har det vanvittig dårligt med at tænke på, at ?Dogville?, som ellers i mine øjne er en af mine mest vellykkede film, skulle have været en slags drejebog for ham.« Han tilføjede, at han var ked af at have lavet filmen, »hvis den har givet sig det udslag«.

Ordet »hvis« har været glemt i store dele af den efterfølgende debat.

Lars von Triers overreaktion er sympatisk, fordi den viser en sjælden parathed til at beklage utilsigtede konsekvenser af egne ord og handlinger, men det er ikke desto mindre en overreaktion, for kunstnere kan i almindelighed ikke holdes ansvarlige for, om individer 'inspireres' af deres værker til forfærdelige misgerninger.

Måske var den såkaldte Unabomber, Ted Kaczynski, inspireret af romanen Den hemmelige agent fra 1907 af Joseph Conrad, og måske var de to massemordere Eric Harris og Dylan Klebold inspireret af musikeren Marilyn Manson, da de dræbte 12 personer på Columbine High i 1999. Men de er end ikke tilnærmelsesvis blevet opfordret til at gøre, hvad de gjorde, af de pågældende kunstnere, og de ville utvivlsomt have gjort det samme eller noget lige så slemt, om de havde haft en anden litteratur- og musiksmag.

Dogville er lige så lidt som musikken til filmatiseringen af Ringenes herre skyld i Utøya, skønt Breivik angiveligt lyttede til sidstnævnte, mens han koldblodigt begik massemord. Og von Trier ville utvivlsomt være blandt dem, Breivik helst havde plaffet ned, hvis han havde haft chancen og havde et begreb om von Triers univers ? hvilket kun gør enhver sammenkædning yderligere illusorisk.

Naturligvis er der film, musik og litteratur, der kan inspirere rabiate handlinger, men medmindre de kunstneriske udtryksformer har karakter af direkte opfordringer til vold eller indskutabel foragt for specifikke individer eller grupper, er det helt misvisende at mistænkeliggøre kunstnere, fordi enkelte rabiate 'fans' måtte kaste sig ud i blodige misgerninger.

»Life imitates art« i den forstand, at vores perspektiver på verden utvivlsomt er ubevidst farvet af kunst og fiktion, der har sat historiske og aktuelle spor, men den resulterende farvepalet er individuel og iblandet nuancer fra mange forskellige sider, herunder genetik og miljø.

Et er, at en kunstner selv kan føle trang til at reflektere over et »hvis«, noget andet når nogle har villet 'hævne' sig på von Trier for hans parallelisering af ideologiske fællestræk hos Breivik og visse hjemlige politikere ved at overtyde instruktørens selvrefleksion og overdramatisere Breiviks begejstring for Dogville. Naturligvis kan politiske anskuelsers overlappende grundperspektiver sammenlignes, ligesom forskellige æbler kan sammenlignes (derfor behøver man ikke være enig i sammenligningen), men kunstnerisk fiktion hører en helt anden sfære til, og når en film oven i købet slet ikke udtrykker et sammenfaldende sigte med konkret politisk motiveret vold, er filmen og handlingerne selvfølgelig så meget desto mere usammenlignelige.

Og meget kan man sige om Lars von Triers komplekse film med flertydige fortolkninger, men deres sigte er ikke spor beslægtet med Breiviks verdensanskuelse.

[Klummen har været trykt i Politiken]

> Lars von Triers fejltrin og Søren Espersens hykleri