Da Breivik blev anholdt, mens han netop havde skudt og dræbt 69 unge medlemmer af Arbeiterpartiet på Utøya med utallige vidner, var der ingen tvivl om, at han stod bag massakren, og meget hurtigt indrømmede han også at have stået bag bomben mod regeringskvarteret i Oslo, der havde krævet yderligere 8 dødsofre. Derfor var det også på sin plads, når kommentatorer og politikere m.fl. umiddelbart omtalte Breivik som gerningsmanden, for her var ingen som helst tvivl, selv om domstolene ikke havde talt.

Nu er fem unge venstrefløjsaktivister anholdt og sigtet for bl.a. at have forsøgt at sætte ild til Politiskolen, Nordeas hovedsæde og flere pelsvirksomheder samt at planlægge angreb på politibetjente og brandattentater mod Christiansborg, Integrationsministeriet og Faderhusets ejendom m.fl.

I modsætning til Breivik er der ikke tale om dødsofre for de gennemførte aktioner, og i modsætning til Breivik erklærer de sig alle uskyldige. En byretsdommer har imidlertid vurderet, at der er grundlag for at sigte de pågældende for terror - dog ikke i forbindelse med de angivelige planer om at sætte ild til Christiansborg.

Men eftersom de fastholder deres uskyld, og der ikke foreligger nogen dom om deres skyld, er der selvfølgelig et spørgsmålstegn i overskriften på dette indlæg.

Men derfor kan man jo godt beskæftige sig med hvis-scenariet, for perspektiverne er selvfølgelig potentielt særdeles alvorlige.

Hvis de sigtede står bag de pågældende brandattentater og planer, er spørgsmålet, om der er tale om ualmindelig groft politisk motiveret hærværk eller decideret terror? Det er selvfølgelig afgørende for retssagen og en eventuel straf, hvorvidt terror-mærkatet er i spil eller ej, men hvis planer om brutale angreb på betjente er faktuelle, og med den overhængende fare for civile ofre in mente (der uundgåeligt vil være forbundet med brandattentater), er det væsentlige for debatten ikke, hvad vi andre kalder det, men at der i alle tilfælde er tale om en udtalt og skræmmende parathed til også at bringe tilfældige civile i fare for en politisk motiveret kamp.

Hvis de kendes skyldige, er det med andre ord endnu et eksempel på, at der også i Danmark er politiske grupperinger, der er parate til at acceptere - eller i det mindste risikere - dødsofre for en politisk kamp.

I den konkrete sag springer især de angivelige personangreb på betjente såvel som planerne om brandattentater mod Christiansborg og andre offentlige institutioner i øjnene som udtryk for lige dele kynisme og politisk idioti - hvis de står til troende.

Men uanset den konkrete sag, og uanset udspringet og det politiske eller religiøse sigte med sådanne metoder i almindelighed, er al skalten og valten med civile liv lige så bekymrende som det er forkasteligt.

Det sidste, som nogen med skyggen af bekymring for udviklingen af noget samfund, kan ønske - menneskeligt såvel som politisk - er, at det lykkes nogen som helst at foranstalte en 'Rigsdagsbrand', der blot vil udløse nye krav om nye retssikkerhedsskred, mere overvågning, større frygt og yderligere radikalisering i det pågældende samfund.

Indtil videre er i øvrigt det meget enkle politiske konsekvens-regnestykke i forhold til al politisk motiveret brutalitet i et retssamfund mere eller mindre klar og banal: højreradikal vold har en tendens til at gavne venstrefløjens agenda i den politiske debat, og venstreradikal vold har en tendens til at gavne højrefløjens agenda i den politiske debat.

I et retssamfund bør politisk afmagt og utilfredshed finde afløb i ord og demonstrationer, eller i yderste tilfælde i ikke-voldelige aktioner og civil ulydighed. Og Danmark er et retssamfund, hvor megen kritik af flossede kanter og andre politiske urimeligheder, der så ellers med rette kan mønstres.

At brænde et ministerium ned vil kun afstedkommen en politisk kædereaktion, der med altoverskyggende sandsynlighed afmonterer mere af det retssamfund, som imidlertid har brug for at blive styrket, ikke svækket.