Helle Thorning-Schmidt har tabt, tabt, tabt, og tabt hele vejen til Statsministeriet. Folketingsvalget endte med Socialdemokraternes fjerde valgnederlag på stribe med Thorning-Schmidt som partileder ? to folketingsvalg, et kommunalvalg og et EU-parlamentsvalg har skåret skive efter skive af vælgertilslutningen, og regeringsmagten er således vundet med det værste valgresultat siden 1905.

Heller ikke Villy Søvndal er båret ind i ministerkontorerne af ny vælgerbegejstring, men på baggrund af et nederlag på syv mandater og udsigten til ualmindelig komplekse forhandlinger for at få regeringsgrundlaget i hus.

Det er selvfølgelig efterrationaliserende vrøvl, når Søvndal siger, at mandattabet til S-SF skyldes det »ansvar«, de to partier har taget for at sikre et regeringsskifte. Der er ingen politisk 'ansvarlighedslov', der siger, at et regeringsalternativ nødvendigvis bæres IND i ministerkontorerne på ryggen af et valgnederlag, og derfor er det selvfølgelig heller ikke 'forklaringen' på mandattabet.

Sandheden er den enkle, at det, der bar gejsten frem i opgøret med VKO og tippede magten mellem blokkene, ikke var S-SF-aksens »ansvarsparathed« til at ofre sig, men derimod Enhedslistens og De Radikales samlede jordskredssejre på seksten nye mandater.

Meget er med rette blevet sagt og skrevet om forskellene på De Radikale og Enhedslisten, men blandt de områder, der forener dem, er værdipolitikken ? og det er et længerevarende ryk på netop dette felt, der ikke alene har tippet flertallet fra blå til rød blok, men også har forrykket magtbalancen inden for rød blok til gavn for De Radikale og Enhedslisten.

Ud fra et dogme om Dansk Folkepartis værdipolitiske uovervindelighed har S-SF imidlertid været så ensidigt og stædigt fokuseret på at matche partiets udlændingepolitik, at de byggede store dele af S-SF-alliancen på en fatal kopi-værdipolitik, bankede al intern nuance og kritik på plads og arrogant lod Sohn og Sass-Larsen fastslå, at Enhedslisten og De Radikale kunne få nul indflydelse som 'tak' for at ville pege på Thorning-Schmidt.

Så benhård har kursen været, at partiledelserne alt for sent opdagede konsekvenserne, før baglandets tidevandsbølge af protester rejste sig i efteråret 2010 og bl.a. blev bakket op af en lang række tidligere socialdemokratiske ministre. S-SF's parathed til at omklamre VKO's dehumaniserende pointsystem fik frustrationerne over en årelang kæde af populistisk retssikkerhedssvigt og diskriminationspolitisk medløberi til at koge over ? ikke længere kun internt, men også offentligt.

Medvirkende til oprøret var S-SF's nedladende afklapsning af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, da han samme efterår lancerede et europæisk opgør med de yderligtgående nationalistiske partier og tillod sig at placere Dansk Folkeparti i denne kategori. Henrik Dam Kristensen bad ham klappe i, og beskeden fra SF's Europaparlamentsmedlem Emilie Turunen markerede et nyt lavpunkt: »SF til S: Forkert at kritisere højrebølgen.« (Information, 18.11.2010).

Filmen knækkede for alvor, da S-SF lancerede deres egen version af pointsystemet, som bevarede grundtanken om at reducere mennesker til værdipoint. Endelig måtte en presset Thorning-Schmidt for første gang nødtvungent meddele, at der vist var »strammet nok«.

For sent og for halvhjertet. Da S-SF havde chancen for at vise, at dét i det mindste var ærlig snak i forbindelse med Søren Pinds nye diskriminationstiltag i sommers, kaldte SF's integrationsordfører Astrid Krag muligheden for betinget landsforvisning af 14-åriges bagatelagtige overtrædelse af knivloven for »et fint signal at sende« (Information, 23.6.2011).

Nej, når S-SF vandt regeringsmagten med et sviende valgnederlag, skyldes det ikke, at de har taget »ansvar«, men at populismen blev så åbenlyst kynisk og kalkuleret, at et voksende antal af de vælgere, der ønskede VKO's afsked, fravalgte S-SF til fordel for De Radikale og Enhedslisten. Værdipolitikken flyttede stemmer i humanistisk retning.

Den kommende tid vil vise, om Enhedslisten og De Radikale også efter valgkampen vil kæmpe for, at den værdipolitik, der var med til at sikre deres fremgang, ikke bliver tvunget ud af den politiske kabale med S-SF. Og om også S-SF forstår vigtigheden af at bevare det værdipolitiske momentum, der er vundet, og som karakteristisk nok markerer det første valgnederlag nogen sinde til Dansk Folkeparti.

»Det er lige før, det er blevet en folkeafstemning for og imod Dansk Folkeparti,« konstaterede Pia Kjærsgaard i TV2 News tidligt på valgdagen ? symptomatisk for partiets forestilling om at være det centrum, hvorom riget altid drejer sig. Men så lad os da tage hendes logik på ordet og gøre resultatet af folkeafstemningen op: 12,3 procent for og 87,7 procent imod Dansk Folkeparti.

Meget er uvist om regeringsgrundlag og samarbejdsmuligheder ? men så er dét i det mindste på plads.

[Klummen har været trykt i Politiken]