Den tyske samfundsforsker Ulrich Beck påpeger i Fagre nye arbejdsverden, hvordan frihed, der i det antikke Grækenland og Rom nærmest var synonym med at være fri for at arbejde, i moderniteten bliver vendt 180 grader: »Denne radikale omvurdering af arbejdet fuldbyrdes med reformationens, den borgerlige revolutions og den politiske økonomis sejr. Ordet 'industri', som med begrebet 'industrisamfund' gav epoken dens navn, stammer, som man kan læse det hos dets skaber, Saint-Simon, fra industria og betyder det 'flittige' samfund. For så vidt var dette epokebegreb et kampbegreb, som vendte sig mod den uproduktive adels herredømme. Arbejdsmennesket begyndte at forbande fornøjelsesmenneskene og at hellige sig vækstideologien. (...) Den bibelske forbandelse, der siger, at kun den, som arbejder, spiser ? må spise ? er blevet til den arbejdsmoral, som begrunder menneskeværen: kun den, som arbejder, er ? et menneske.«

Det er især i det 20. århundrede, at denne udvikling for alvor har taget fart, i mest ekstrem grad i Sovjetunionen, hvor arbejdet bliver et disciplinerende instrument i den totalitære strategi, og hvor Becks pointe kommer helt bogstaveligt til udtryk. Mens arbejderbevægelsen således generelt kæmpede for mere fritid og en bedre sikring af de lediges vilkår uden for Sovjetunionen, bevægede arbejdernes nye fædreland sig i den modsatte retning.

Da Stalin i 1936 havde proklameret realiseringen af kommunismens første fase, socialismen, skærpedes arbejdspligten, der blev formuleret således i den nye forfatning: »Arbejdet er i Sovjetunionen en Pligt og en Æressag for enhver arbejdsdygtig Borger efter Princippet: 'Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have noget at spise.'«

I takt med at øget arbejdstid og et stadig længere arbejdsliv generelt er blevet politiske plusord, også uden for den totalitære kontekst, bliver der lagt stadig mindre vægt på fritiden i den herskende frihedsforståelse. I den privilegerede del af verden handler det ikke længere om, at arbejde er et nødvendigt onde, men derimod om at mere og mere arbejde kun er en velsignelse, der giver øget vækst og stigende forbrug ? paradoksalt nok samtidig med, at både manglende arbejde og føde er et spørgsmål om liv og død for mange i den tredje verden.

At arbejde i stigende grad opfattes som en statsdikteret pligt, er også blevet virkeligheden for flere og flere ledige i flere i kraft af såkaldt workfare og aktivering, hvor man tvinges til at arbejde i særlige statslige jobordninger eller på særlige vilkår i det private erhvervsliv. For arbejdsgiveren er der gerne tale om billig arbejdskraft, der er helt eller delvist finansieret af det offentlige ud fra den tankegang, at fordelagtige støtteordninger og lav løn kan hjælpe ledige ud af arbejdsløsheden og samtidig skabe hidtil ikke-eksisterende (og for arbejdsgiveren hidtil ikke-rentable) stillinger.

Risikoen er bare, at enten skabes midlertidige jobs, som alene kan opretholdes i kraft af statslig finansiering, og som derfor ikke består efter en aktiveringsperiode; eller at aktiveringen udkonkurrerer eksisterende stillinger og dermed heller ikke skaber ny beskæftigelse. Der opstår med andre ord et rettighedsbeskåret aktiveringsarbejdsmarked, som konkurrerer med og underminerer det ordinære arbejdsmarked.

Og hvad værre er: Hvis ikke den ledige underdanigt underkaster sig tvangsarbejdet, fratages vedkommende al støtte. Stalin har ikke levet forgæves.

Hvis der var en overflod af beskæftigelse, ville det vel være rationelt, men det er der ikke ? der er en overflod af ledige. Gad vide, hvor mange man kunne få i ægte og meningsfuld beskæftigelse for de spildte aktiveringsmilliarder, hvis man i stedet oprettede reelle jobs til reel timeløn på samme vilkår som på det reelle arbejdsmarked?

Altsammen uden at tabe én offentlig krone og uden at chikanere, patronisere, disciplinere og idiotisere ledige i flæng.

Det var måske værd at undersøge for den nye regering, der er på vej ind i ministerkontorerne?

APROPOS

> Grænser for vækst?