»Den eneste løsning for begge siders håb er at mødes gennem to stater, hvor israelere og palæstinensere hver især lever i fred og sikkerhed.«

Sådan sagde præsident Barack Obama den 4. juni 2009 i Cairo. Men han gik en del skridt videre, da den arabiske verden skulle forsikres om, at der fra nu ville lyde nye toner i Israel-Palæstina-konflikten fra det Hvide Hus. Bush-æraen var forbi, Obama-æraen kunne begynde. Yes we can.

I Cairo bekræftede Obama selvfølgelig USA's tætte bånd til Israel og erindrede om de usammenlignelige lidelser og forfølgelser, jøderne har været udsat for, kulminerende i historiens værste folkedrab nogen sinde. Men han understregede også, at det var »ubetvivleligt«, at »det palæstinensiske folk, muslimer og kristne« har lidt gennem mere end 60 år. Og han lagde ikke fingrene imellem: »De udholder daglige ydmygelser ? store og små ? som følger af besættelse. Så lad der ikke herske nogen tvivl: Situtationen er utålelig for det palæstinensiske folk. Og Amerika vil ikke vende ryggen til den legitime palæstinensiske stræben efter værdighed og en stat, der er deres egen.«

Det var dengang. Dengang Obamas »Audacity of Hope« stadig havde et vist momentum og for en tid også syntes at give palæstinenserne en smule tro på omverdenen. Dengang Obama under stort applaus forsikrede: »USA accepterer ikke lovligheden af fortsatte israelske bosættelser. Dette strider mod tidligere aftaler og underminerer bestræbelserne på fred. Det er på tide, at disse bosættelser indstilles.«

Dengang kunne Mahmoud Abbas måske også være fløjet til New York, have holdt sin tale og præsenteret en ansøgning om FN-medlemskab. I kølvandet på Cairo ville Obama måske ikke have foretaget det tåkrummende tilbagetog, vi netop har været vidner til i FN, og dengang ville USA måske ikke have truet med et veto i Sikkerhedsrådet.

Hvem ved. Men hvis der nogen sinde har været en Obama-æra i forhold til den israelsk-palæstinensiske konflikt, sluttede den dér i FN. No we can't.

For Israel er alting business as usual ? mere besættelse og flere bosættelser. Hver en bosættelse har været endnu en torpedo mod Obamas luftkastel fra Cairo og en fortsættelse af årtiers målrettede parcellering af Vestbredden, som for længst er reduceret til et gennemskåret og usammenhængende patchwork.

I 1983 var der over 20.000 israelske bosættere alene på Vestbredden. I 1993 var der over 100.000, og i 2009 var der over 300.000. Der er over 100 officielle israelske bosættelser og over 100 uautoriserede bebyggelser. Samlet set bor der nu over 500.000 israelere i områder, der har været besat af Israel siden 1967. En halv million israelere i bosættelser, der er ulovlige ifølge international lovgivning.

År efter år trevles landet op af israelske bebyggelser veje og tjekpoints, der æder sig ind på palæstinenserne. Og for at det ikke skal være løgn, har Israel netop annonceret yderligere 1.100 nye boliger i Østjerusalem. Få dage efter Abbas' tale i FN.

Hvordan reagerede USA, hvis præsident i 2009 understregede, at bosættelserne »strider mod tidligere aftaler og underminerer bestræbelserne på fred«? En talsmand udtalte: »Vi er dybt skuffede over erklæringen fra den israelske regering.« (Politiken.dk, 27.9.2011).

USA er skuffet over Israel og løfter pegefingeren. Det var også reaktionen, da der var 100.000 bosættere. Det var reaktionen, da der var 500.000 bosættere. Og det bliver reaktionen, når der er 1.000.000 bosættere.

USA farer ud med et skuffet: »Vil De ikke nok være så elskværdige og la' vær'?« Så æder Israel endnu en bid. »Vil De ikke nok holde op med det dér,« siger USA. Så æder Israel endnu en bid. »Jamen, det er altså for galt,« siger USA. Så æder Israel endnu en bid ...

Selvfølgelig ønsker den israelske regering ikke en palæstinensisk stat, så enkelt er det. Og hvad end Obama selv måtte have ønsket, da han fløj på en historisk rygvind i Cairo, så er alt igen ved det gamle i Det Hvide Hus.

Ved FN's generalforsamling i november 1974 viftede PLO's leder Yassar Arafat metaforisk med en olivengren i den ene hånd og en frihedskæmpers våben i den anden, da han talte Palæstinas sag. Ved FN's generalforsamling i september 2011 viftede Mahmoud Abbas venligt med en konkret ansøgning om medlemskab.

Hvad skal palæstinenserne vifte med næste gang?

Vejen forbi FN er det eneste rigtige skridt i palæstinensernes bestræbelser på at generobre deres egen dagsordenen, fri for trykket fra USA's væltede despot-ven i Egypten, Mubarak, og med et arabisk forår som rygstød og inspirationskilde.

Derfor bør den nye danske regering heller ikke gemme sig bag USA eller vente på EU. Alt andet end en utvetydig tilkendegivelse af 100 procents opbakning til palæstinensernes helt elementære, beskedne og uafviselige ønske om et medlemskab af FN, er endnu et bidrag til en historisk hån af et besat folk.

Yes we can? Vi både kan og bør.