Henrik Sass Larsen blev for nylig detroniseret med en ultrakort ekspeditionstid, der sjældent er set i dansk toppolitik - men hans exit illustrerer i sig selv, hvorfor det af efterfølgende grunde var godt, at han ikke kom til tops, uafhængigt af de ukendte grunde, der forinden måtte have været udslagsgivende.

Problemet er ikke, at han har holdt tæt angående kompromitterende forhold, som PET måtte have på ham, for siden de åbenbart ikke har været tungtvejende nok til at retsforfølge ham, kommer de ikke nødvendigvis offentligheden ved.

Men at de på den anden side har været tilstrækkelig tungtvejende til, at han tilsyneladende i løbet af nul komma fem selv har accepteret et fald fra magtpyramidens øverste top i Socialdemokratiet (såvel som den kommende regering) til folketingsgruppens allerbagerste geled, fortæller naturligvis, at Sass-Larsens egen forklaring på faldet er helt hen i vejret.

Her havde enten den fulde forklaring eller et »ingen kommentarer« været på sin plads - i stedet valgte han utvivlsomt en mellemversion, som af politiske grunde er alt andet end betryggende.

For selvfølgelig har PET ikke fældet ham, blot fordi han har mødtes et par gange med et medlem af Bandidos, som Sass Larsen var hurtig til at 'erkende' - i så fald hersker jo nærmest politistatsforhold, og hvis han accepterer det, er der virkelig noget galt.

En politiker må kunne mødes og tale med hvem som helst, også uanset om vedkommende måtte betragtes som moralsk anløben eller være kriminel. Så længe der ikke foregår noget kriminelt, der involverer politikeren, og så længe der ikke er tale om nogen aftale om politiske 'tjenester', er der intet at komme efter i et åbent samfund.

At Sass Larsen ikke har villet ud med hele forklaringen er som nævnt ikke problemet, men ved selv at fremhæve en detalje som et par uskyldige møders samtale med en rocker som et »fejltrin« så voldsomt, at det skulle være en fuldt ud legitim grund til at blive vraget som minister, gør han det derved til et politisk statement om, at der er mennesker, man som politiker slet ikke må tale med, uden at en efterretningstjeneste med største ret og rimelighed kortslutter hele ens politiske karriere.

Ved selv at gøre dette til gyldig politisk norm har Sass Larsen vist, at hans forståelse for et åbent samfunds elementære og vide politiske rammer for samtale og dialog kan ligge på et meget lille sted - og uanset PET's materiale har han derved ydermere demonstreret, at det i alle tilfælde er betryggende, at han er ude af dansk toppolitik.