1) Lad os antage, at Forsvarskommandoen har ret - der afsløres så afgørende detaljer i bogen, at de kan informere de forkerte i en grad, der vanskeliggør danske soldaters internationale operationer.

Forsvarskommandoen kan nu gøre to ting:

De kan vælge at ærgre sig stille. Tage deres forholdsregler, ændre visse procedurer og så håbe, at bogen ikke bliver en bestseller i Afghanistan - og holde mund. Ville der i givet fald have været en voldsom sandynlighed for, at bogen ville komme til at pryde reolen i Osama bin Ladens pakistanske klippehule? At personer, der skulle kunne finde afslørende detaljer om jægersoldaters måde at gebærde sig på, ville høre om dens eksistens? Næppe.

Og hvis de gjorde - er det så detaljer, som Forsvaret slet ikke kunne tage højde for fremover? Næppe.

Det var det ene reaktionsmønster.

Det andet reaktionsmønster (udfra den præmis, at bogen virkelig skulle indeholde problematiske oplysninger) er dét reaktionsmønster, som Forsvaret aktuelt har valgt: At ægre sig højlydt - nej, at rase højlydt.

At fare ud i offentligheden med en gennemtrængende sirene i samtlige medier, der kan høres i hver en afkrog af landet. Hvis der således skulle være nogen som helst, der kunne finde det af afgørende vigtighed at lede efter afslørende detajler og skyndsomt varsko Taleban & Co., ville de da først nu blive fuldstændig opmærksomme på denne "farlige" bog.

2) Men lad os nu antage, at Forsvaret i stedet tager helt fejl, eller i det mindste overreagerer voldsomt i antagelsen af, at der er truende afsløringer i bogen. Det er simpelthen ubegrundet panik at tro, at der er noget som helst, der på nogen realistisk måde udgør en reel trussel mod danske soldater eller andre i det store udland - for slet ikke at nævne »rigets sikkerhed«.

I så fald er Forsvarets dramatiske trampen i gulvet og trusler om censur og ransagninger ikke andet end dét, de tager sig ud som fra et nøgternt synspunkt: Et utilstedeligt forsøg på at sætte sig magtfuldkomment på informationsstrømmen fra krige og konflikter, som Danmark er militært involveret i, og en slet skjult vendetta mod en tidligere jægersoldat, der i virkeligheden primært har 'forbrudt' sig ved ikke på forhånd at give obersten ubetinget censur-ret under manuskriptudarbejdelsen.

Men hvad enten 1 eller 2 er tættest på sandheden, er konklusionen dog den samme: Censuren er i bedste fald kontraproduktiv, i værste fald totalitær - i alle tilfælde uacceptabel.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 16.9.2009