For et par måneder siden fik Aarhus et nyt slogan: »Aarhus. Danish for progress.« En million kroner havde det kostet at få to engelske bureauer til at udvikle fire ord, som vel vanskeligt kan gøre krav på titlen som verdens mest oopfindsomme. Siger det noget om Aarhus, som ikke enhver by i verden ville sige og mene om sig selv? Siger det noget originalt, tankevækkende, vittigt, pudsigt eller blot et eller andet, der på fjerneste måde er interessant, informativt og substantielt, og som karakteriserer Aarhus til forskel fra andre byer? Næppe.

Selvfølgelig giver det mening, at landets næststørste by gerne vil brande sig selv internationalt og undslippe skyggen af storebror København, men i stedet for at finde en vinkel, der udtrykker noget særegent for Aarhus, er det blot blevet det samme som alle andre. Smilets by er blevet fremskridtets by.

At dét skulle vække gavnlig opsigt i udlandet, er svært at se, og indenlandsk er det ufrivilligt komisk.

Mere ræson er der heller ikke i beslutningen om at tage imod en 100-200 millioner kroner dyr donation af en gigantisk Robert Jacobsen-skulptur. Det drejer sig om en 72 meter høj kæmpe (som storebror København ikke ville have stående), og ideen er at placere den ved havnefronten som et vartegn for Aarhus.

Det er ikke et værk, der er skabt til formålet. Det er ikke et værk, der er tænkt i de gigantiske dimensioner, som projektet lægger op til. Men skulpturen er stor, og Aarhus vil også gerne være stor. Som vartegn fortæller den imidlertid (heller) ikke noget karakteristisk om byen, og som kunstværk er det mere end noget andet »tilbageskuende«, vurderer formanden for Aarhus Kommunes Kunstråd, Jette Gejl Kristensen. Danish for regress?

Foreløbig er intet fastlagt, for selv om der er tale om en donation, er mange detaljer stadig usikre, og imellemtiden har den lokale billedkunster Arnt Uhre foreslået et andet projekt, Aros Øksen, der er udformet som et gigantisk øksehoved fra vikingetiden. Dermed knyttes an til Aarhus som gammel vikingeby, og i modsætning til Store Robert er den et vartegn, som i det mindste er relateret til byen. »Vikingerne er vores rødder her i Aros. Den tid skal vi brande os på,« mener kunstneren, som imidlertid ikke har en kreds af finansstærke givere med en skattekiste af millioner bag sig.

Men måske er begge ideer i ordets bogstaveligste forstand lovligt klodsede? Forvoksede kompensationer for en provinsbys mindreværdskompleks?

Hvis ikke man har noget selvstændigt at fremvise, kan man jo altid føre sig frem ligesom alle andre: Progress. Og hvis man ikke rigtig kan få ørenlyd, fordi man åbenbart ikke mener at have noget interessant at blive bemærket for, kan man jo altid råbe øredøvende højt: 72 meter højt.

Ikke at størrelse ikke kan være imponerende og kunstnerisk relevant, hvilket Ingvar Cronhammars gigantiske Elia ved Herning er et fremragende eksempel på. Men i Aarhus er det størrelse for størrelsens skyld, det handler om.

Trist at de mange velvillige millioner, der er i spil om Store Robert, er take it or leave it. For tænk, hvis byen fik 200 millioner kroner til ti større værker frem for ét? Eller til 100 skulpturer fordelt på lige så mange kunstnere, der kunne pryde en i forvejen alt for skulpturforladt by? Tænk, hvis man turde tænke stort i lidt mindre skala, men med større mangfoldighed og dybsindighed i stedet for denne monstrøse ensidighed?

Mon ikke det ville blive bemærket både nationalt og internationalt? Danish for finesse? Eller Danish for openmindedness, måske?

Det er ikke gigantiske proportioner, der skaber gigantisk kunst, men kunsten i sig selv, der i sjældne tilfælde er gigantisk ? og her er det mindre altafgørende, om vi måler i centimeter eller meter.

APROPOS AARHUS - men noget helt andet ...

> Rummet i Spanien 19C