Gad vide, hvor Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale havde gemt hjernen, da de forhandlede aftalen om Nordsøolien og -gassen på plads med A.P. Møller i 2003? En aftale, der løber helt frem til 2042, og som giver A.P. Møller-Mærsk eneret til at udvinde olie og gas.

Den danske stat kunne have fået meget, meget mere ud af aftalen, viser beregninger, for mens Shell, Chevron og A.P. Møller tager styrtebad i indtægterne, går staten glip af milliarder hvert år. I alt har tabet beløbet sig til ikke mindre end 76 milliarder kroner i den periode, der er gået, siden aftalen blev indgået, og med den skyhøje oliepris er det efterhånden i omegnen af 10 milliarder kroner om året, staten kunne og burde have fået yderligere.

Concitos cheføkonom Frans Clemmesen udtaler: »Der er tale om en klar overbetaling til olieselskaberne og en økonomisk skandale af hidtil uset omfang.« (Politiken, 15.11.2011).

Ifølge Skatteministeriet er det overskud, som selskaberne henter hjem fra nordsøolien, nogle år 28 (otteogtyve) gange højere end dansk erhvervslivs gennemsnitlige overskud.

Inden aftalen blev indgået, anbefalede kulbrintebeskatningsudvalget i 2001 en skattemodel, der ville have givet staten op til 84 procent af olieindtægterne ved høje oliepriser, men den daværende VK-regering ville tilsyneladende hellere forgylde A.P. Møller end det danske samfund.

Olieselskabernes indtjening før skat, der ved aftalens indgåelse i 2003 blev estimeret til at runde 67 milliarder kroner i perioden til og med 2010, viste sig håbløst undervurderet - overskuddet for perioden landede i stedet på 286 mia. kr. før skat.

Mon ikke en del af disse milliarder kunne have lunet i statskassen og være kommet mange gode formål til gavn?

Information skriver: »Da man i 2003 regnede på fordelingen i indtjeningen mellem olieselskaberne og staten, var udgangspunktet, at olieprisen ville forblive på ca. 22 dollar pr. tønde frem til 2010 og derefter langsomt stige til 36 dollar i 2042, hvor aftalen ville udløbe. Men i foråret 2011 var prisen helt oppe på 115 dollar pr. tønde, det vil sige over fire gange mere end aftalen forudså.« (Information, 15.11.2011).

Hvilke politikere og embedsmænd har ansvaret for at forhandle en sådan aftale på plads? En aftale, der åbenbart slet ikke i tilstrækkelig grad er skræddersyet til, at stigende oliepriser kommer staten til gavn?

Hvem kan det undre, hvis efterlønnere, førtidspensionister, dagpengemodtagere og kontanthjælpmodtagere, der er under konstant pres og har oplevet adskillige forringelser, føler sig hensat til klassisk Joakim von And-politik, hvis ikke denne lukrative aftale genforhandles med et markant bedre resultat for staten til følge?

Klimaminister Martin Lidegaard vil se aftalen igennem igen - det kan kun bifaldes, og det kan kun gå for langsomt.

Det har imidlertid fået Venstre til at storme de stakkels olieselskaber til undsætning - det er en »en meget farlig vej« at begive sig ud på, når man åbner mulighed for en genforhandling af aftalen, advarer Venstres skatteordfører Torstens Schack Pedersen: »Det er nogle meget alvorlige og farlige tanker. Der er brug for tryghed og sikkerhed omkring vilkårene for en så stor og langsigtet aftale. Det er rigtig mange penge og arbejdspladser, der er på spil.«

Det er med andre ord meget farligt ikke at forære olieselskaberne 28 (otteogtyve) gange det gennemsnitlige overskud i dansk erhvervsliv ...? Det er meget farligt at revurdere en aftale, der i 2003 forventedes at sikre selskaberne et overskud på 67 milliarder kroner, men i stedet har foræret dem det firedobbelte ...?

Skatteordfører Torsen Schack Pedersen kunne ikke sige mere klart, at han alene står vagt om sit partis sponsor, ikke om de danske borgere og skatteydere, der kunne have undgået ikke så få mærkbare nedskæringer for en større andel af nordsøguldet.

APROPOS

> Farvel, Nestlé