Erhvervsmanden Asger Aamund er hyppigt brugt som orakel i danske medier, ikke bare som debattør, hvilket er helt naturligt, men som ekspert, der får lov at hælde strengt subjektive holdninger ud som ekspertviden. Men dét, at han tilfældigvis er erhvervsmand, må siges at være det absolut eneste kriterium for hans 'ekspertise' - hvilket der imidlertid er mange, mange andre der også er.

Aamund har tidligere angrebet den rettighedsligestilling, der er fundamentet for ethvert retssamfund, ved at så tvivl om rimeligheden af, at også arbejdsledige har samme rettigheder som lønmodtagere.

I sommers er han citeret (f.eks. her) for følgende: »I dag har folkestyret taget en grotesk drejning, hvor et flertal, der ikke laver noget, kan stemme sig til de penge, der tilhører det mindretal, som arbejder. Konsekvensen er den enorme offentlige sektor og det høje skattetryk, og det gør det svært at få ny vækst.«

Samme synspunkt gentages for nylig:

»Den offentlige sektor i Europa er blevet for stor med alt for mange på overførselsindkomster og alt for mange, der går for tidligt på pension. I et land som Danmark står over halvdelen af vælgerne uden for arbejdsmarkedet. Derfor har man fået et politikerkorps, der er blevet bange for deres egne vælgere og for ikke at blive genvalgt,« lyder det fra Asger Aamund.

»Vi har fået et forvredet demokrati, hvor de, der står udenfor arbejdsmarkedet, kan stemme sig til de penge, der tilhører det mindretal, der arbejder. Det er ikke lige det, jeg forstår ved et pulserende og vitalt demokrati.«

Asger Aamund peger på en demokratisk krise i både USA, hvor politisk uenighed blokerer for vigtige beslutninger, og i hele EU-systemet, hvor man i form af kommissær-systemet allerede har det teknokrat-styre af ikkefolkevalgte embedsmænd, som der nu også er kommet i Grækenland og Italien.

Jyllands-Posten, 18.11.2011

Med andre ord er dét, han siger, at krisen skal løses ved, at de ledige, der er krisens primære ofre, skal straffes ved at få frataget eller indskrænket deres stemmeret! Selvfølgelig kan det ikke forstås på anden måde - ellers er der ingen substans overhovedet i hans udsagn, og så var der jo heller ingen grund til rette skytset imod det forhold, at ledige også har medbestemmelse på lige fod med ikke-ledige, og ved at reducere en kompleks beskæftigelsessituation til en éndimensional forestilling om, at ledige bare stemmer sig til deres egen fede selvforsørgelse.

Karakteristisk nok har Aamund ingen planer om, at stemmeretten skal fratages fra de ansvarlige spekulanter, der har forårsaget krisen - det er de mange, der har mistet deres arbejde, som udgør en trussel imod Aamunds »pulserende og vitale demokrati« (læs: fordi de ikke allesammen stemmer ligesom Aamund).

Som man nok har bemærket, tillader jeg mig at kalde dette for »Asger Aamunds totalitære angreb på arbejdsløses stemmeret«. Jeg er åben for andre begreber, men kan ikke på stående fod komme i tanke om ét, der er meget mere dækkende for den tankegang, Aamund udtrykker.

At dette angreb på de lediges basale og rettighedssikrede ligeværd ikke har udløst et ramaskrig, skyldes kun den aura af ophøjet visdom, denne fuldkommen ligegyldige og tilfældige erhvervsmand tillægges af medierne, som gerne stikker ham en mikrofon i snuden uden at følge op med skyggen af et kritisk modspørgsmål, som om han var en 'neutral ekspert'.

Aamunds parathed til en totalitær tilsidesættelse af lediges rettigheder baserer sig ikke alene på den opfattelse, at en ledig er mindre værd som borger end en lønmodtager, men tillige på den uudtalte forestilling, at ledige dybest set er skyld i, at de er ledige. Hvorfor ellers straffe dem?

Men faktum er og bliver, at ledigheden helt banalt og elementært skyldes, at der er flere ledige hænder, end der er ledige jobs. Den eneste måde, en ledig kan komme i arbejde på p.t., er stort set ved at skubbe en anden ud af sit job og derved skabe en ny ledig.

De to overordnede retninger for reelt at få flere i arbejde her og nu er enten 1) at skabe et pjalteproletariat, der er parat til - eller kan tvinges til - at knokle røven ud af bukserne for så lidt som overhovedet muligt, så vi kan konkurrere os ud af krisen ved at underbyde kineserne på arbejdslønnen (så bliver der naturligvis flere kinesiske ledige - but who cares - ud fra filosofien eat or be eaten); eller 2) i højere grad at dele det arbejde, der er, og konstatere, at en vis mærkbar ledighed er uundgåelig.

Aamund sigter naturligvis efter den første model, idet han radikalt vil fremtvinge et pjalteproletariat ved ligefrem at afskære de ledige fra basal medindflydelse på det samfund, de er ledige i. Skide være med, om de er ledige, fordi hovedrige egoister har spekuleret dem fra hus og hjem? Skide være med, om de er ledige, fordi de slet og ret har været uheldige? Skide være med, om de er ledige, fordi samfundet nu engang er indrettet på en måde, der aldrig nogen sinde har haft (og aldrig nogen sinde vil få) alle i arbejde?

Alt dét kunne en kritisk journalist jo have spurgt Aamund om.

I Stalintiden fik Sovjetunionen ny forfatning, der bl.a. fastslog: »Arbejdet er i Sovjetunionen en Pligt og en Æressag for enhver arbejdsdygtig Borger efter Princippet: 'Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have noget at spise.'«

Bemærk igen - den, der ikke vil arbejde ... Det er den lediges skyld, at der er ledighed. Den samme letkøbte umynddiggørelse af ledige er dybest set kernen i Aamunds tankegang, selv om den er pakket ind i begrebsforvredne plattituder om »et pulserende og vitalt demokrati« - hvor der imidlertid ikke er plads til at give de ledige samme rettigheder som alle andre.

Kritisk journalistik, tak - også over for Aamund.