Efter Joachim B. Olsen fik heltestatus i pressen pga. Carina-sagen, der en overgang fjernede al fokus fra den reelle fattigdomsdebat, blev hans virkelighedsforladte grundforestillinger for nylig demaskeret og sat til vægs af Clement Kjersgaard.

Her viste ex-kuglestøderen sig som en simpel udenomssnakkende kyniker, der er ligeglad med fakta. De fattige kan bare »bage selv«, er hans svar til flygtninge på starthjælp, der mangler 1.000 kr. om måneden for overhovedet at kunne købe de daglige fornødenheder.

I samme udsendelse trak Joachim B. Olsen som så mange gange før - og som så mange andre - dét kort, der bygger på, at jo mere beskedne de offentlige ydelser er, desto flere befinder sig i kortere tid på ydelserne.

Og det er jo rigtigt - men kun den ene halvdel af fortællingen. Når man beskærer offentlige ydelser eller øger tvang og pres, vil flere af de ledige hurtigere komme ud på arbejdsmarkedet. Konklusionen heraf er bare ikke, at der nødvendigvis kommer flere i job.

For den del af regnestykket, der ikke kommer med, er jo, at det bare flytter rundt på, hvem der er på offentlige ydelser, og hvem der ikke er. Når der er flere hænder end arbejdspladser, kan man nok tvinge de mest ressourcestærke ledige til hurtigere at få de jobs, som andre forlader (fordi disse bliver pensionerede eller fyret), men det reducerer ikke pr. automatik ledigheden i sig selv.

Og det er kernen i diskussionen, som heller ikke beskæftigelsesminister Mette Frederiksen forholder sig til.

I en selvforherligende glansbilledehistorie beretter hun derimod i ramme alvor om, hvor sundt og godt hun selv er opdraget til at »man skal arbejde og kunne forsørge sig selv, passe sine ting og gøre det, der står i loven.« (Information, 2.12.2011).

Man hører allerede violinerne i baggrunden, når denne velopdragne, lovoverholdende og moralsk retskafne beskæftigelsesminister roser sin sunde opdragelse - til forskel fra så mange ledige kontanthjælpsmodtagere, forstås. Omvendt er det nemlig gået grueligt galt for nutidens unge i dag, fordi vor tids forældre ikke tager ordentligt ansvar. Nej, der er alt for mange, som slet, slet ikke ejer den kernesunde arbejdsmoral, som lille Mette blev opflasket med.

Der er ligefrem »en del unge, som synes, at det er OK, at være på kontanthjælp. Her er der sket et skred,« bemærker hun beskæmmet.

Av.

Hvor kan de? Skulle de ikke skamme sig? Kravle og krybe langs husmurene? Græde sig i søvn? Sådan reagerer man på kontanthjælp, hvis man er et kernesundt, lovoverholdende og moralsk ungt menneske, eller hvad?

Selvfølgelig er det da OK at være på kontanthjælp. Der er jo ? for 117. gang - ikke arbejde til alle.

En tredjedel af kvinderne på kontanthjælp i matchgruppe 1 ønsker ifølge »en særkørsel fra Danmarks Statistik« ikke arbejde, hvilket Mette Frederiksen finder »vildt provokerende«.

En tredjedel af en begrænset del af kontanthjælpsmodtagere er med andre ord gerne fri for at arbejde ? men særkørslen fortæller ikke, hvorfor. Nogle er måske nybagte forældre og vil gerne passe deres barn længere, end en kort barselsorlov muliggør; nogle har måske problemer, der ikke afdækkes i særkørslen ? faktum er: Mette Frederiksen aner det ikke, men er alligevel parat med en hurtig moralsk fordømmelse.

UPDATE: Det viser sig oven i købet, at det statistiske grundlag for at konkludere, at en tredjedel af kvinderne i matchgruppe 1 ikke vil arbejde, er helt utilstrækkeligt for at drage en konklusion. Det er Dansk Arbejdsgiverforening, der har trukket tallene ud af Danmarks Statistik, »men det er at bruge tallene på en måde, de ikke kan bære,« siger kontorchef i Danmarks Statistik, Sven Egmose (B.T., 6.12.2011). REL.

Men selv om én eller anden begrænset del af kontanthjælpsmodtagerne helst ikke vil arbejde, betyder det jo i alle tilfælde ikke, at de ikke skal følge reglerne. Det fortæller blot, at der er nogen, som kunne give lidt mere plads til, at andre ressourcestærke ledige lidt hurtigere kunne komme ud på arbejdsmarkedet. Og hvorfor ikke? Hvorfor ikke prioritere at hjælpe og gavne de ressourcestærke ledige, der lider under manglende job, frem for at forarges over de få, der ikke lider under det - når der nu ikke er jobs nok?

For vi skal jo igen huske på, at de ledige, der kommer ud på arbejdsmarkedet, ikke i sig selv forøger antallet af arbejdende hænder, fordi deres plads uden for arbejdsmarkedet så blot overtages af en anden. Det er denne mølle, der kører og kører i samme rille.

Som systemet er, og som ledigheden er i dag, er konsekvensen af at tvinge en ledig på arbejdsmarkedet blot, at en anden skubbes ud eller forlader det (frivilligt eller ufrivilligt).

Hvis selve ledigheden skal ned, skal enten det eksisterende lønarbejde deles (hvilket kræver mange flere på orlov og på nedsat tid), eller også skal Danmark kunne udkonkurrere bl.a. Kina på lønninger - eller alle andre på innovation, know how og teknologi.

Disse veje kan man have forskellige ideologiske og politiske holdninger til og graduere i forskellige blandinger, men så lad os diskutere konsekvenserne af dét frem for en dumsmart moraliseren over ledige og fattige.

For Mette Frederiksens moralske pegefinger er ikke andet end et formålsløst hak i tuden til de ledige, når hun dogmatisk gentager, at det bare handler om »at stille klare krav til dem, der ikke møder kontanthjælpssystemet med den sunde indstilling, at det er er min sidste mulighed, og at jeg gør alt, hvad jeg kan for at forsørge mig selv igen.« (Information, 2.12.2011).

Vi skal ha' Mettes goe gammeldags moralske sundhed tilbage, så går det nok, ikke sandt?

Beskæftigelsesministeren er åbenbart blottet for erfaring fra den anden side af disken i socialsystemet, hvor idiot-aktivering for spildte milliarder og kafkaske forløb i socialsystemet er virkeligheden for titusindvis af borgere - krav og kontrol har allerede i årevis været mantraet. Men hvad det er for en »sund« indstilling, der skal skabe jobs, hvor der er krise og mange flere ledige end jobs, er hun åbenbart lykkeligt fri for at tage stilling til.

APROPOS

> Kuldegysende socialsystem