I midten af december præsenterede analyse- og it-virksomheden KMD en rapport, der anslog, at der blev begået socialt bedrageri for op imod 12 milliarder kroner årligt i Danmark. Alt var baseret på diskutable gisninger ud fra en spørgeundersøgelse og kommunale skøn, men straks var politikere med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen på banen med forargelse til op over begge ører. Straks bebudedes stramninger og sanktioner med den populistiske automatpistol.

Nina von Hielmcrone, der er jurist og lektor i offentlig forvaltning, udtalte imidlertid: »Jeg mener bestemt, at man bør være kritisk over for validiteten af undersøgelsen. Derudover viser erfaringer fra blandt andet Sverige, at kontrolgrupper har en tendens til at forstørre problemerne.« (Information, 14.12.2011).

Ja, gad vide hvor mange af de 22 pct. af de adspurgte i KMD's undersøgelse, der 'kender til' socialt bedrageri, som forarget har sluttet sig til naboens mistænkelige adfærd ud fra rygter og simple fejlantagelser?

Samtidig er det kommet frem, at KMD står til at tjene kassen på det milliard-bedrageri, de selv har regnet sig frem til eksistensen af, idet firmaet skal udarbejde den it-løsning, der ordner problemet ...

Ganske fikst, ikke sandt?

KMD's it-løsning er netop blevet præsenteret, og Information skriver bl.a. herom:

It-løsningen fra KMD hedder Kontroludtræk og går ud på, at kommunerne kan lave omfattende registersamkøringer af samtlige oplysninger om borgerne fra de forskellige myndigheder under kommunen. Kommunerne kan selv vælge hvilke slags sammenfald i folks personlige oplysninger, der skal ’poppe op’ som mistænkelige og på den baggrund ende på kommunens såkaldte undringsliste.

Eksempelvis kan en kommune vælge at udtrække oplysninger om samtlige fraskilte fædres boligforhold, og hvis der bor flere enlige mænd i én lejlighed, dukker mændenes eks-koner automatisk op på kommunens undringsliste. Tesen er, at flere enlige mænd på én adresse kan være tegn på, at det er en proformaadresse, så mødrene til deres børn kan indkassere ekstra ydelser som enlige forsørgere.

Jurist og tidligere lektor i socialret på Den Sociale Højskole i København Simon Thorbek kritiserer dette skred i overvågningen, og lektor i persondataret på Aalborg Universitet Charlotte Bagger Tranberg kalder det »et meget vidtgående indgreb« og fastslår, at man mistænkeliggør uskyldige: »Bare fordi ens eks-mand har ustabile boligforhold, er det ikke ensbetydende med, at man har gjort noget galt. Og hvis logikken er, at ingen, der ?har rent mel i posen?, dukker op på listen, så har man allerede mistænkeliggjort en hel gruppe mennesker ud fra nogle kriterier, som ikke i sig selv er et tegn på, at man er bedrager. (...) i de mange situationer, hvor sporet ender blindt, er det så det værd at mistænkeliggøre en kæmpe gruppe borgere, for at fange nogle trods alt relativt få? For det er jo det, man gør.«

Tænk, at det er kommet dertil? En stat, der på semi-totalitær vis emsigt scanner folks samliv? Gad vide hvor omkostningskrævende hele korpset af sagsbehandlere og overvågere egentlig er?

Og selvfølgelig skal et analysefirma ikke have økonomiske interesser involveret i udfaldet af en analyse, som det er tilfældet med KMD. Det turde være indlysende. Hvorfor ikke også bestille en undersøgelse af behovet for flere butiksvagter hos Securitas Group - eller en undersøgelse af nødvendigheden af nye håndvåben til politiet hos en våbenfabrikant?

Selvfølgelig er der socialt bedrageri, og selvfølgelig skal bedrageri standses, men man må også spørge sig selv, om et system, der tyr til den slags metoder, selv lider af grundlæggende systemfejl?

Det gælder om både at umuliggøre og overflødiggøre snyd ad den mindst indgribende vej i stedet for at mistænkeliggøre alle og snage i folks samliv.

Først og fremmest er der fortsat én grundlæggende og afgørende faktor, som politikerne er nødt til at erkende: Der er ikke arbejde til alle - der er og bliver ledige, som ikke kan få et job. Så længe politikere og lønmodtagere ikke er parate til at dele det arbejde, der er, i kraft af kortere arbejdstid, vil utallige borgere i samfundet i alle tilfælde være henvist til ledighed. Det er ikke selvforskyldt, det er simpelthen sådan samfundet er indrettet, og det bliver kun yderligere forstærket af den aktuelle krise.

Derfor handler det om at indrette et system på den mest værdige og frie måde for det meget store antal borgere, der (uundgåeligt) kommer til at leve en større eller mindre del af deres liv på offentlig forsørgelse (hvorved de jo i øvrigt giver plads til, at andre kan optage de jobs, der er), ikke konstant mistænkeliggøres og jages rundt i en kafkask manege.

Der er socialt bedrageri, men der er også skattesnyd og kynisk spekulation for milliarder. Ledige er hverken bedre eller ringere end andre borgere - men de ledige bliver kollektivt udsat for en grotesk overvågning og en ekstremt nedværdigende umyndiggørelse.

Og det må da som minimum være muligt at indrette et system på en måde, hvor folk kan være i fred for, hvem og hvornår de er sammen med kærester og ex-ægtefæller osv.? Socialsystemet trænger til en gennemgribende afbureaukratisering og en kraftig udlugning af kontroltyranniet, hvilket atter kræver en omfattende forenkling af satser, der så vidt muligt er uafhængige af, om man er enlig forsørger eller ej.

Men skal omfanget af socialt bedrageri undersøges - og en indsats målrettes - skal det selvfølgelig være uafhængige forskere, der står bag.

APROPOS

> Kuldegysende socialsystem