Der har gennem de sidste par årtier været en stigende tendens til at mistænkeliggøre ledige, men i de seneste måneder er den eksploderet i retning af stigmatisering og foragt.

Som to specialister i velfærdsanalyse, Magnus Paulsen Hansen og Mathias Herup Nielsen, skriver i et tankevækkende indlæg i Information, lanceres tiltag over for de ledige ikke engang længere formelt som hjælpeforanstaltninger, men er nærmest blevet til straffeekspeditioner, og den arbejdsløse er gået fra at være et »nødstedt offer« til en »moralbryder«:

I denne nye fortælling er det den arbejdende middelklasse, der indtager rollen som det nødstedte offersubjekt, der skal reddes af det beskæftigelsespolitiske apparat.

Middelklassen udnyttes af en krævende, nassende og, med beskæftigelsesministerens ord, »stærkt provokerende« masse af sociale klienter, der ser samfundet som et tagselvbord.

Stramninger og skærpelser af arbejdsløses pligter søsættes stadig som en redningsaktion, men det, der skal reddes, er ikke længere den arbejdsløse selv, men derimod vores incitament til at gå på arbejde og vores følelse af ret og rimelighed.

Det beskæftigelsespolitiske system skal, en kende paradoksalt, ikke først og fremmest servicere den arbejdsløse, men alle os andre ved at tage lidt hårdere fat om de ikkearbejdende moralforbrydere. De skal have det tilstrækkeligt dårligt til, at det ikke krænker os.

Ved at sanktionere Carina og co. signalerer politikerne, at de honorerer den arbejdende befolknings krav om retfærdighed, efter nøjagtig samme logik som den, der i andre sager har ledt til en udvidelse af strafferammen for voldtægter eller til en sænkelse af den kriminelle lavalder. Den slette moral afstraffes uagtet straffens effekt på den afstraffede.

Information, 3.1.2012

Politikken over for ledige nærmer sig opdragerens og fangevogterens, og i stedet for, at lønarbejdere er tilfredse med, at de selv er havnet blandt den del af befolkningen, der har mulighed for højere indtægt, vænner politikere os til at se ned på ledige som snyltere, der dræner hårdtarbejdende danskere.

Imidlertid bliver det igen og igen overset, at det faktisk er helt normalt, når omtrent halvdelen af den danske befolkning står uden for arbejdsmarkedet. Tæller vi børn, studerende, pensionister og syge med, er det ca. halvdelen af befolkningen, som er erhvervsaktiv, og halvdelen, der ikke er.

Professor dr.scient.pol. Kjeld Schmidt fastslog f.eks. i sommers: »Den gennemsnitlige erhvervsfrekvens for de højtudviklede lande i OECD var i 2009 på 48 procent. Heraf tegnede USA sig for en rate på knap 51 procent, mens den for Danmarks vedkommende var knap 53 procent. Danmark er med andre ord ét af de lande, der har den højeste erhvervsfrekvens. Ikke nok med det, erhvervsfrekvensen har været jævnt stigende de sidste hundrede år, fra omkring 43 procent i begyndelsen af 1900-tallet til omtrent 50 procent de senere år. Hvis vi tager erhvervsfrekvensen for mennesker i den såkaldt ?arbejdsduelige alder? fra 15 til 64 år, ligger Danmark i top med omkring 75 procent erhvervsaktive, 5-10 procentpoint over USA.« (Information, 25.8.2011).

Hvad betyder det? Det betyder, at selv om store kriser ekstraordinært kan flytte tusinder uden for arbejdsmarkedet, vil der også i alle tilfælde være en meget, meget stor del af befolkningen, som altid står uden for arbejdsmarkedet, sådan som samfundet er indrettet - faktisk netop rundt regnet halvdelen.

På tværs af skiftende regeringer og skiftende internationale konjunkturer er der i hundred år reelt ikke sket den store forandring - erhvervsfrekvensen er steget fra ca. 43 til ca. 53 herhjemme, endog parallelt med at kvinder i stort tal er kommet ud på arbejdsmarkedet. Det er ret beset ikke meget i det store billede.

Samtidig viser det, at på trods af straffeekspeditionsretorikken over for ledige, anført af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, ligger Danmark i toppen, når vi ser på erhvervsfrekvensen. Igen og igen kan vi understrege, at ledighed ikke skyldes dovenskab, men at der ikke er lønarbejde til alle - og at der i en krisetid selvfølgelig er det i endnu mindre grad.

Men det er også værd at bemærke, at velfærdssamfundet (så længe det varer) Danmark altså sikrer en højere erhvervsfrekvens end anti-velfærdssamfundet USA.

Og det er værd at bemærke, at 1) klapjagten på de ledige hviler på et overfladisk og absurd syndebukkebehov, der i stedet for at rette det kritiske blik mod de interesser og de forhold, der har skabt krisen, retter forargelsen imod dem, der rammes af den. Og at vi 2) i stedet for at erkende og acceptere, at ledighed er en naturlig del af samfundet, og at det derfor er så meget desto væsentligere at sikre og normalisere lediges vilkår og rettigheder, straffer og umyndiggør dem uden anden effekt end - straf og umyndiggørelse.

APROPOS

> Korrupt Big Brother på nakken af ledige?

GOD WEEKEND - OG NOGET HELT ANDET APOLITISK ...

> En frostmorgen på Anholt
> Ismael og Akab