Det har undret mig at se, hvor megen kritik, kulturminister Uffe Elbæk har måttet stå model til for nogle ganske nøgterne bemærkninger om forskellen på isolerede racistiske udbrud i kampens hede i sportsverdenen og så regulær politisk dæmonisering.

Men i virkeligheden er det vel udramatisk og udtryk for en vis normalisering af det foregående årtis hårdkogte indvandrerfjendtlige retorik, når Elbæk i begyndelsen af januar helt nede på jorden konstaterede over for Ritzau, at der selvfølgelig er ophidsede situationer, hvor man af og til taler helt uden omtanke: »Der skal være en vis tolerance, hvor man forstår, at der kan ryge en finke af panden under særligt pressede situationer. Det er der jo tit på banen.« (Ritzau, 2.1.2012).

Hånden på hjertet - er der noget synderligt problematisk i at konstatere dette?

Ethvert udsagn og enhver handling afhænger af den sammenhæng, den foregår i. Der er forskel på den, der i et privat selskab eller i en ophidset situation udbryder et eller andet negativt om en anden persons hudfarve, religion, etnicitet eller seksualitet, og så den, der med et klart politisk formål for øje spreder et dæmoniserende billede af en minoritetsgruppe.

Inden for online-marketing møder man til tider slagordet: Content is king - hvilket vist betyder noget i retning af, at alskens fiksfakserier for at få flere besøgende til websites kommer til kort over for helt basalt at fokusere på indholdet. Man kunne fristes til at slå til lyd for et slagord i debatten om negativ retorik: Context is king.

Enhver kan komme til at ytre sig uoverlagt i en presset situation, herunder også at ty til overfladiske og tåbelige stereotypier. Det er der hverken grund til at heroisere eller overdramatisere, men selvfølgelig at påtale. I reglen er det da også meget let at kende forskel på, hvornår racistiske, sexistiske eller homofobe tilråb systematisk hagler ned over mennesker fra en særlig minoritet, og hvornår der simpelthen ryger en finke af panden. Konteksten afgør det almindeligvis.

Og det er vel ikke andet end dét, Elbæk har på hjerte?

Alle udtalelser til det pågældende interview har han offentliggjort via Facebook (både dem, der kom med i interviewet, og dem, der blev udeladt) - nogle få følger her:

- Det kommer ikke bag på mig, at racisme finder sted. Vi har de kulturkonflikter, som vi har i samfundet, og det ser vi også i det sportslige miljø.

- Spørgsmålet er så, hvad vi skal gøre ved det? Der er brug for, at vi siger fra for sådanne ting. Klubber, spillerforeninger og vi politikere har hver vores ansvar for at rejse dette emne til den offentlige dagsorden. Ord skaber virkelighed, også på banen.

- Det er et reelt problem, men der skal også være en vis tolerancegrænse, hvor man også forstår, at der kan ryge en finke af panden under særlig pressede situationer. Det er det jo tit på banen. På alle mulige andre arbejdspladser er der en tolerance for, at man kan komme til at sige noget dumt, hvilket man efterfølgende pænt må sige undskyld for. Det samme gælder inden for fodboldens verden.

Han understregede, at man skal gribe ind over for alle slags fordomme, og at de er »uacceptable«, men at man ikke altid kan lave helt klokkeklare sort-hvide regler for hvad som helst: »Det er svært at lave nogle klare regler for straf. Jeg ville som dommer nok vurdere i den konkrete situation, om det var noget, jeg skal agere på eller ikke agere på. Der må være noget frirum, for det er meget afhængigt af den konkrete situation. Vi skal passe på ikke at lovgive for meget på området og skabe for mange regler.«

Netop.

Der er næppe tvivl om, at nogle af de hurtige fordømmelser af Elbæks udtalelser skyldes, at man har overset, at han dybest set betragter konteksten som det afgørende, og at interviewets citat-udvalg har trukket pointerne lidt skarpere op. Men selv når man ser på de udtalelser, Ritzau valgte at referere, er de jo i sig selv nøgterne nok.

Ganske vist er det også forståeligt, at mange efter ti års bagatellisering - hvis ikke ligefrem heroisering - af fordomsfulde og hårdkogte dæmoniseringer af især etniske minoriteter, reagerer lovlig skarpt imod noget, der får en hurtig og overfladisk betragtning kan ligne en ny politisk bagatellisering fra en siddende minister. Men det er jo ikke det, der er tale om her.

Derfor synes jeg, at det er udmærket, at Elbæk står fast på sin ret til at være både nøgtern og nuanceret: »Jeg vil fastholde min ret og pligt til at have modet til at nuancere de ellers meget sort-hvide formuleringer, som medierne godt kan lide.« (Politiken, 15.1.2012).

Netop når man kan se forskel på konteksten, kan man også let skelne mellem udbrud i kampens hede og regulær indvandrerfjendtlig polemik og propaganda.

Og man skal vist også have et meget begrænset kendskab til kulturministerens generelle standpunkter for at tilskrive ham skyggen af racistisk endsige fordomsfuld agenda - tværtimod præciserer han gentagne gange, at racisme-problemet er reelt og alvorligt, men erkender blot, at der selvfølgelig er gråzoner, og at man ikke altid vinder noget ved at overse dette. I mine øjne er denne erkendelse ikke med til at svække opgøret med den politiske dæmonisering, tværtimod.

APROPOS

> Citater: Regulær indvandrerfjendtlig polemik og propaganda