Café Teaterets bebudede teaterstykke Manifest 2083 har trukket stærke følelser i sit kølvand, allerede længe inden det har premiere. Stykket er baseret på Anders Behring Breiviks 1.518 sider lange manifest, der redegør for bevæggrundende bag hans terroraktioner i Norge den 22. juli 2011, hvor 77 mennesker blev dræbt.

Pårørende til de dræbte ønsker teaterstykket taget af plakaten på forhånd, fordi det vil være med til at sprede Breiviks holdninger. En har f.eks. udtalt: »Breiviks hovedformål har været at sprede budskabet i manifestet, og det gjorde han ved at dræbe alle de mennesker. Det lykkedes for ham! Ved at skabe endnu mere opmærksomhed om manifestet optræder man som nyttig idioter, der danser efter Breiviks pibe.« (TV2.dk, 19.1.2012).

Christian Lollike, der er Café Teaterets kunstneriske leder, har imidlertid forsvaret sig med, at man er nødt til at trænge ind i tankesættet bag de grusomme handlinger for at forstå, hvad der er sket, og undgå en gentagelse.

I en kommentar påpeger han, at dette også er »kunstens opgave«, og forklarer: »Hvad er det i vores kultur, der gør, at en forholdsvis velfungerende mand som Breivik vælger at opgive de demokratiske spilleregler og i stedet påbegynde en selvvalgt og gennemkalkuleret radikaliseringsproces? Hvad er det for et tankesæt og menneskesyn, han har ladet sit sind med? Og hvorfra stammer det?« (Politiken, 23.1.2012).

Når pårørende reagerer så voldsomt, skyldes det ikke mindst, at pressen har været meget hurtig til at udlægge det hele så dramatisk som muligt.

De fleste politikere vil ikke blande sig i den kunstneriske frihed, uanset holdninger til stykket, men en del har alligevel reageret ganske afstandtagende - over for et stykke, de hverken har læst eller set. Mest forarget er Pia Kjærsgaard: »Jeg har kvalme, jeg synes, at det er så usmageligt, det er pinligt, og jeg synes, det er flovt, at Caféteatret kan finde på det.« (Politiken.dk, 19.1.2012).

Det er ikke vanskeligt at sympatisere med de pårørende, som bare helst vil have deres sorg i fred, men omvendt er Breiviks handlinger (og bevæggrundene bag) jo indlysende af offentlig interesse - og ret beset bliver de pårørende netop ikke nødvendigvis 'konfronteret' med Breivik igen.

Kun, hvis de ser teaterstykket - og det er jo helt op til dem selv og os andre. Det foregår i et rum, som man trods alt skal betale en billetpris for at gå ind og ud af. Ingen tvinges ind. Der er med andre ord ikke tale om at blæse Brevik og hans konspiratoriske hysteri op i synet på hvem som helst, der ikke har lyst til det. Også af den grund adskiller teaterstykket sig naturligvis fra den type politiske propaganda og hatespeech, der ikke anerkender skranker af nogen art.

Jeg er således enig med forfatter og redaktør Klaus Slavensky, der forsvarer teageret i et indlæg i Politiken:

Respekt for en modig teatermand, Christian Lollike, der går i Holbergs, Ibsens, Brechts og Dario Fos provokerende fodspor. Og af respekt for ofrene og pårørende efter den afskyelige tragedie i Norge.

Timing? Hvornår er det tid til at gøre op med vanvid, fascisme og ekstremisme? Til alle tider, vil jeg tro. (…)

Omvendt er det svært at finde respekten for de politikere, der bruger forargelsen til at knægte den kunstneriske ytringsfrihed.

Ikke mindst fordi nogle af de samme politikere i årevis har talt had og udtrykt negative holdninger til ’de fremmede’, som Breivik frygtede så meget, at han slog de landsmænd ihjel, som han påstod, han ville beskytte.
Politiken, 24.1.2012

Kjærsgaards udfald er af samme grund tankevækkende. Hun af alle er en af landets mest ivrige forkæmpere for 'retten' til at dæmonisere indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed - hvilket Breivik kun kan være enig med hende i.

Her er imidlertid tale om en kunstnerisk bearbejdet fremstilling, som - hvis den bliver god, og det ved ingen jo endnu - måske kan være med til at kaste lys over, hvorfor holdningerne bag er blevet til blodig brutalitet. Hvad kunne være vigtigere?

Derfor er det helt ved siden af, når Kjærsgaard tilføjer: »Jeg synes ikke, at der er nogen udfordring overhovedet. For der er jo ikke delte meninger om det her. Det er ikke noget man kan sidde og diskutere, om det er rigtigt eller ondt, det han har gjort. Det er kun ondt.«

Ja, dét er der ingen (eller meget få) delte meninger om - men når vi konfronteres med holdningerne, der drev Breivik til sine voldelige yderligheder, bliver sagen straks mere speget. Det er dét, det er så væsentligt at tage fat på, og det er i den henseende, at teaterstykket kan vise sig væsentligt.

At Kjærsgaard finder en belysning heraf problematisk, er vel ikke så lidt tankevækkende i sig selv.

APROPOS

> Indvandrerfjendtlig polemik og propaganda