Milliarder af dollars fra pengestærke interesser tilflyder de politiske partier og præsidentkandidater i USA, og det kan være vanskeligt at vurdere, hvor lidt eller megen indflydelse der indirekte bliver købt ad denne vej - men reelt sættes princippet om én-person-én-stemme ud af kraft, fordi svimlende dyre reklamekampagner har kolossal påvirkningseffekt til fordel for indflydelsesrige og velhavende aktører.

Men ser vi bort herfra, er der også på et helt elementært niveau store problemer med, hvor demokratisk det demokratiske USA egentlig er.

Store dele af vælgerskaren blandt de fattigste og mest socialt marginaliserede er helt uden stemmeret pga. kriminalitet - som jeg kommer ind på i min seneste bog, Frihed og retfærdighed:

»I USA fører selv beskeden kriminalitet til årelange fængselsstraffe, der skæpper i fængselsindustriens kasse, hvorimod resocialisering og socialhjælp er nærmest ikke-eksisterende og i vidt omfang sender løsladte ud til et valg mellem arbejdsløshed og tiggeri eller en fortsat kriminel løbebane. Selv små fængselsstraffe kan føre til inddragelse af stemmeretten under afsoningen, hvilket millioner af amerikanske vælgere har oplevet, og det kan være vanskeligt og dyrt at få den tilbage. Hele 13 procent af den sorte mandlige voksenbefolkning har mistet stemmeretten i USA – i syv stater er tallet så højt som 25 procent.«

Problemet forstørres af, at retssikkerheden i talrige tilfælde er et katalog over fatale svigt, hvilket ikke alene fører til hårde og ofte forkeret domme, men altså også har konsekvenser for deltagelsen i landets helt basale beslutningsproces.

USA's terrorlovgivning er f.eks. så absurd, at selv den mest urimelige terror-etikette kan være nærmest umulig at komme af med, hvilket illustreres af den kendsgerning, at Nelson Mendala først fik fjernet sin terrorregistrering så sent som i 2008.

Igen er det ikke blot de spektakulære historier, der skræmmer, men i endnu højere grad de helt basale standarder (eller manglen på samme).

Den ansete norske kriminolog Niels Christie har f.eks. advaret imod den eksplosive stigning i antallet af indsatte i USA, der især rammer socialt marginaliserede mænd: »Min dystre teori indskrænker sig til at handle om, at en stor del mænd fra de lavere klasser kan ende med at tilbringe den mest aktive del af deres liv i fængsler eller lejre.« (Kriminalitetskontrol som industri).

Der er med andre ord god grund til at spørge: Hvor demokratisk er USA egentlig?

Bevares, landet er selvsagt ikke sammenligneligt med totalitære regimer i Saudi Arabien eller Nord Korea, men det betyder jo ikke, at det ikke er nødvendigt at se på (og offentligt turde kritisere), hvordan rettigheder og retssikkerhed forvitrer i en supermagt, der nærmest er i permanent valgkamp - og som til stadighed sælger sig selv om 'den frie verdens fyrtårn'.

Der er faktisk så mange fejl og uhensigtsmæssigheder i det amerikanske valgsystem, at millioner af vælgere er forkert registreret - eller slet ikke registreret - og dermed i mange tilfælde er uden stemmeret.

Ifølge Ritzau er 12 millioner vælgere registreret under en forkert adresse, mens knap 2 millioner afdøde vælgere er opført som aktive vælgere, og knap 3 millioner vælgere er opført som vælgere i to eller flere delstater. I alt er intet mindre end 24 millioner amerikanske vælgere forkert registreret.

Allermest grelt er det, at over 51 millioner formelt stemmeberettigede amerikanere slet ikke er opført som vælgere i myndighedernes systemer - omtrent en fjerdedel af hele vælgerskaren.

Her kunne man måske have haft forhåbninger til en udenrigsminister fra SF - men når alle tilsyneladende sågar går på listefødder over for Kina, har det desværre lange udsigter, før en dansk politiker tør påpege den omsiggribende underminering af rettigheder i USA.

Det er en farlig udvikling at tabuisere så fatale rettighedssvigt - ikke mindst når de foregår i verdens førende supermagt.