Man skal ikke bagatellisere den frustration, et voldsoffer må opleve over at gense sin voldelige gerningsmand, eller når voldsmandens straf 'føles' alt for let i forhold til voldens konsekvenser.

En voldelig mand har gennembanket sin ekskæreste og kastet hende ud af vinduet med et 11 meters fald og det uhyggelige resultat, at hun nu er 50 procent invalid og for resten af livet har fået spoleret muligheder, hun tidligere kunne have taget for givet.

Gerningsmanden forsøgte at begå selvmord umiddelbart efter, men overlevede. Han blev idømt seks års fængsel, men har efter afsoningen af halvdelen af straffen fået ansættelse hos den kendte kok Claus Meyer, hvilket har fået Ekstra Bladet til at skrive på avisens spiseseddel, at voldsmanden »belønnes« af Meyer (idet man overtager offerets ordvalg).

Det er naturligvis noget sludder. Hvis manden har udstået tilstrækkeligt meget af sin straf til at kunne få ansættelse, er ansættelsen af indlysende grunde ikke en belønning for forbrydelsen, men et job, slet og ret – og måske en vej til resocialisering. Skulle man hellere indføre en tillægsstraf, der forbyder ansættelse af straffede borgere?

Offeret, Marlene Duus, skriver imidlertid i en kronik: »Jeg er end ikke færdigopereret, før I lader gerningsmanden genoptage sit liv. Han får lov at gå frit på gaden, inden jeg når at få stillet diagnosen post traumatisk stress. Det kan ikke være alvor. Det må være en fejl. Jeg har været en kriger hele vejen igennem. Se mig som det og hjælp mig først og gerningsmanden efter. Det må være den rigtige prioritering. 1. Offer. 2. Gerningsmand.« (Politiken, 21.2.2012).

LÆS KRONIKENFår offeret også en chance til?

Claus Meyer har svaret hende i et brev, der også er offentliggjort af Politiken. Han skriver bl.a.:

»Du spørger, om jeg forstår, at du føler dig ydmyget og straffet af voldsmandens skæbne. Det gør jeg utvetydigt. Du spørger, om jeg tænker på mine tre døtre, når jeg hører din historie. Det kan jeg kun svare bekræftende til. Som far til tre piger på henholdsvis 6, 9 og 15 år, kan jeg ikke åbne en avis og læse om den seneste voldtægt eller voldsforbrydelse uden at tænke på, hvor sorgløse og hvor lidt forberedte de er på de ting, der foregår i samfundet og som aldrig burde ske. Den beskedne indsats jeg gør i forhold til mennesker, der har begået kriminalitet, gør jeg først og fremmest for at forhindre ny kriminalitet. For at forhindre, at der bliver flere ofre. Tallene viser, at godt hver tredje af alle, der har modtaget en betinget dom begår ny kriminalitet.«

MEYERS SVARJeg vil forhindre, at der bliver flere ofre

I al sin smertelige enkelhed er der ikke meget andet at sige – for Meyer. Og intet at klandre ham for. Derfor er Ekstra Bladets gabestoksforside lige så helt og aldeles urimelig, som offerets frustration er helt og aldeles forståelig.

Meyer har ingen indflydelse på dom og straf. Han har ansat den bedst kvalificerede til et elevjob, og han har dermed samtidig påtaget sig en resocialiseringsopgave. Det er isoleret set i samfundets klare interesse.

Men det er selvfølgelig ingen trøst for Marlene Duus. Det helbreder hende ikke. Det giver hende ikke hendes tidligere liv tilbage.

Men det havde hun heller ikke fået, hvis der var ansættelsesforbud til hendes voldelige ekskæreste.

Derfor burde denne sag selvfølgelig slet ikke handle om Meyer, men først og fremmest om voldsofre og deres vilkår i almindelighed, herunder den situation, hvor man kan møde sin gerningsmand på fri fod igen. Der er faktisk gode erfaringer med at konfrontere offer og gerningsmand under gennemtænkte og kontrollerede forhold, så den slags ikke sker tilfældigt og ukontrollabelt – og selv om der utvivlsomt også er tilfælde, hvor det er nyttesløst, er det en vej, som bør forsøges anvendt i højere grad.

Men er det rimeligt, at offeret risiker at skulle konfronteres med gerningsmanden i et nyt job, skønt 'kun' halvdelen af straffen er udstået? Burde det først være en mulighed (fra offerets synspunkt: en risiko) efter udståelse af hele straffen?

For nogle vil det være 'let' at afvise Duus' frustration ved at henvise til, at straf ikke gavner nogen, men det er jo ikke sandt. Straffen af gerningsmanden 'gavner' for så vidt offerets selvfølelse. Men det er også 'let' at appellere til den mest umiddelbare og populistiske foragt og slå ind på en helt formålsløse hævnspiral, blottet for al sagkundskab på området.

Ekstra Bladets fremgangsmåde er sidstnævnte, og dermed forøges chancen ikke for en saglig (om end i alle tilfælde smertelig) debat, men i stedet inviteres til konfronterende og populistiske politiske statements.

Men avisen har trods alt fat i en uundgåeligt problem, når man på lederplads spørger: »Får offeret også en chance til? Intet tyder på det.«

Og intet tyder på, at Ekstra Bladet anviser en vej hertil.

Men forhåbentlig munder debatten ud i en klar belysning og forbedring af offerets situation i almindelighed frem for en urimelig klapjagt på Meyer og den sædvanlige ekspert-forladte populistiske råbekonkurrence. Man kan desværre have sine tvivl.