I årtier har den ene regering efter den anden gjort Danmark til et rent ud miserabelt tilbagegangsland, hvad angår natur og artsrigdom – flotte skåltaler og underskrevne internationale aftaler har gavnet alt for lidt.

Arter uddør på stribe her til lands, og år efter år har rapport efter rapport konkluderet, at der ikke er en tilstrækkelig indsats i forhold til forvaltningen af biodiversitet i Danmark, at der ikke er tilstrækkelig viden i Danmark, og at naturens tilstand er dårlig og i tilbagegang.

Det er konklusionerne, der igen og igen drages, lige fra OECD's Environmental Performance Review (1999 og 2007) og Wilhjelmudvalgets konsensusrapport (2001) til DMU's Natur og Miljø statusrapport (2009) og Danmarks 4. Landerapport til FN om Biodiversitet (2010) m.fl.

Det fremgår af en oversigt i rapporten Danmarks natur frem mod 2020 – om at stoppe tabet af biologisk mangfoldighed, der er forfattet af 42 uafhængige forskere fra fem universiteter og dækker alle områder af Danmarks natur, og som netop er offentliggjort af 18 grønne organisationer (Danmarks Naturfredningsforening, WWF, Greenpeace, Dansk Ornitologisk Forening, Natur og Ungdom og Det Økologiske Råd m.fl.).

> LÆS: Danmarks natur frem mod 2020 (pdf)

Artsrigdommen er naturligvis i sidste ende afgørende for det kredsløb, vi selv er en del af, og tilbagegangen er ødelæggende for de oplevelsesværdier, vi går glip af, men endnu værre er det for naturens »egenværdi og ekssistensberettigelse«, som det hedder i rapporten: »I tillæg til snævre egocentriske betragtninger om naturens værdi for os mennesker, har biodiversiteten også en iboende egenværdi og eksistensberettigelse, som også er anerkendt i biodiversitetskonventionen.«

Sjældent konkluderer fageksperter så eksplicit som her:

»For at opnå en markant bedre forvaltning af biodiversiteten i Danmark er det nødvendigt at erkende biodiversitetens fortsatte tilbagegang og udbredt miserable tilstand og derefter gøre noget reelt ved problemerne. I Danmark må vi derfor indse, at den udbredte selvforståelse, at vi er et af verdens bedste lande, hvad angår biodiversitet, ganske vist er politisk bekvem, men i realiteten er usand og hviler på grove fejltolkninger.«

Med de grønne organisationers samlede medlemsskare, der tæller i hundredtusindvis af danskere, burde dette kunne rydde forsider og tegne en vedvarende politisk dagsorden. Men det går langsomt, alt for langsomt, mens artsrigdommen forarmes med uhyggelig hastighed:

»Den danske biodiversitet er i stadig tilbagegang. Som konsekvens er 20-40 % af de danske arter truede. Det er et højt tal. (...) Danmark står sig bemærkelsesværdig dårligt i sammenligning med andre europæiske lande.«

Heldigvis er rapporten rig på eksperternes meget minutiøse og gennemarbejdede forslag til, hvordan tilbagegangen kan vendes. Forskerne peger bl.a. på et udtalt behov for at planlægge, pleje og forøge dansk natur langt bedre end i dag samt gennemføre en udførlig kortlægning og fokuseret monitering af den brede biologiske mangfoldighed.

Skåret ind til benet har naturens artsrigdom kort og godt brug for mere plads, mere plads og mere plads. Det er et særligt problem i Danmark, hvor ca. 60 procent af hele arealet er under plov, hvilket under det nuværende landbrug er dræbende for biodiversiteten.

Lad os derfor igen skære en uundgåelig følgekonklusion ud i pap, som ikke kan understreges nok, og som ansvarlige grønne organisationer og relevante fageksperter hverken bør være for forsigtige eller pæne med at bestræbe sig på at trænge klart og utvetydigt igennem med: Hvad dansk natur og artsrigdom har desperat brug for hurtigst muligt, er kort og godt meget mindre intensivt landbrug, meget mindre intensivt landbrug og meget mindre intensivt landbrug.

Det kan kun gå for langsomt.

APROPOS

> Skaan os, Plovmand
> Danarige.dk