»Er forarget over, at de konservative nu vil forgylde de rigeste yderligere efter ti fede år med en sænkning af topskatten. Det er hamrende asocialt.« (Thor Möger Pedersen på Facebook, 9.9.2011).

»Gik til valg på 5 ting: efterløn, dagpenge, kirke, ligestilling, nordjysk indflydelse. Efterlønnen er væk, dagpengene også. Kirken gik til en der ikke er med i foreningen og formentlig ikke aner noget om den, ligestillingen ditto. Nordjysk indflydelse er long gone ... tror måske ikke jeg er SF'er dagen ud.« (Pernille Vigsø Bagge på Facebook, 3.10.2011).

Det var dengang. Det var dengang, Möger Pedersen skulle vælges til Folketinget, og der blev slået på stortromme for regeringsskiftets opgør med den hidtidige fordelingspolitik. Seks dage efter ovenstående Facebook-status stemte vælgerne, flertallet tippede, og vi fik en ny regering. Men SF fik en syngende vælgerlussing, og Möger blev ikke valgt. Det var dengang, Vigsø Bagge blev forbigået som kirkeminister og rasede imod SF's udslag.

I dag lyder andre toner.

Hvad skal man tro? Partiets toppolitikere flagrer, som vinden blæser, mens troværdigheden og principfastheden atomiseres. Og nu skal de sidste med principfastheden i behold i folketingsgruppen den-onde-lyne-mig også bankes, manipuleres, mobbes eller lokkes til at blive nøjagtig lige så principløse som Möger og Bagge?

Siden 2008 har partiets fusion med Socialdemokraterne ført til en nedslidning af profilen, og allerede i 2010-2011 gav den værdipolitiske kopi af det meste af den blå udlædningepolitik bagslag. Vedholdende kritik fra baglandets side af en kurs, som Möger var en af chefarkitekterne bag, førte ikke til skyggen af selvransagelse, men derimod til at Søvndal gav ham en medalje og udnævnte ham til minister på bekostning af mange oplagte minister-emner i folketingsgruppen.

Intet forsøg på at bygge bro over fløjene i partiet, men en forfremmelse af en folketingskandidat, der var vraget af vælgerne, og som i den grad splittede baglandet. Elendig og amatøragtig ledelsesdisposition.

Kursen er fortsat lige siden, og SF's topstyring er gået fra farce til skændsel.

Også næstformandsvalget trynede totalt humanisterne i partiet. Efter års internt slagsmål kunne toppen ikke engang vise det minimum af forbrødring at sikre to næstformænd fra hver sin fløj. Søvndal og Möger SKAL sidde på det hele.

Nu ser vi det igen. Lisbeth Bech Poulsen i opløsning for korpsåndens skyld. Hvis dét er 'krisestyring', så er dynamit-stænger stearinlys.

Men det er åbenbart vigtigere at gennemtvinge partiets ensretning end at skænke det bare to sekunders overvejelse, hvor dybt usmagelig en manøvre, der er tale om. Det er ikke alene tåkrummende at overvære, det er også kontraproduktivt og overflødigt.

Al snak om 'holdet' og tilliden til, at regeringen skal kunne 'regne' med SF's 16 mandater er jo gennemskuelig manipulation. Der ER flertal for skattereformen, uanset om Lisbeth Bech Poulsen og Özlem Sara Cekic stemmer imod. Regeringen består. Her går partitoppen IGEN glip af en chance til i det mindste at vise rummelighed og håndsrækning til partiets humanistisk fløj. De skal trynes og tvinges til at gå i takt. Om så de er 100 procent i overensstemmelse med det, SF gik til valg på, er ligegyldigt.

Hvad Søvndal overser er, at det netop er de profiler, der tør gå imod skattereformen, der samtidig er SF's chance for at vende skuden eller i det mindste begrænse vælgerflugten, fordi de signalerer til tvivlende SF'ere, at der FORTSAT er PLADS til dem i partiet. Når de pludselig grådkvalt skal stemme imod det, de er gået til valg på, og som de har udtalt igen og igen, sender man kun ét budskab til tvivlerne i partiet: Ret ind eller skrid.

Ensretning og principløshed er ved at blive SF's nye vartegn. Det er jo ikke blot det, at top-SF'ere som Søvndal og Möger siger ét før valget og gør noget andet nu. Langt hen ad vejen er der en pris at betale for at være i en mindretalsregering, bestående af tre partier.

Det er OMFANGET af udsalget, der fører til frustration, og det er manipulationen og tvangen, der ledsager det, der fører til nedsmeltning.

Det er trist at overvære, hvor let det falder Søvndal at manipulere. Og at udlægge en kritisk landsledelses-udtalelse som en smilende »godkendelse« af skattereformen, er ligefrem grotesk.

Venstres Jens Rohde har jo ret, når han skriver: »Mageløs amatørisme Villy! Først giver du andre skylden for, at du indgår en aftale med VK. Så forsøger du at give indtryk af, at Johanne Schmidt Nielsen lyver om forløbet. Og endelig bruger du samme anledning til at håne dem, som du har lavet en aftale med, for at sende 'korpulente folk' til forhandlingerne og være billigt til salg. (...) Men sav du bare videre på den gren, du sidder på.« (citeret efter EB.dk, 25.6.2012).

SF kan stadig redde stumperne. Partitoppen kan bygge bro mellem fløjene. Lade Özlem Sara Cekic stemme imod. Finde en formand, der kan forbrødre partiet, og lade Søvndal koncentrere sig om Udenrigsministeriet. Erkende, at den humanistiske fløj på Christiansborg har et meget stort bagland i SF bag sig. Erkende, at partitoppen er gået for langt, men at man har taget ved lære af tævene og nu kigger fremad med mærkbare justeringer i ledelsen og kursen. Bringer rummeligheden tilbage.

Men om Søvndal vil det eller ej, bør Özlem selvfølgelig stemme nej til skattereformen. Ellers ryger troværdigheden. Ellers fortsætter krisen, og enten ser vi et nyt parti bryde ud, eller også æder Enhedslisten stumperne.

For selvfølgelig kan partitoppen ikke være så blottet for respekt for baglandet og den enkeltes integritet, at de virkelig vil gennemføre en eksklusion. Vel?

Det ville i givet fald være den hidtil største planke i partiets ligkiste.

APROPOS

> Möger & Co. forærer Løkke en mirakuløs redningskrans