Attentatforsøg. Hvorfor får religiøse tosser fra tid til anden den forvildede idé, at deres kritikere fortjener at få skudt knoppen af?, spørger filosof.
Foto: FINN FRANDSEN (arkiv)

Attentatforsøg. Hvorfor får religiøse tosser fra tid til anden den forvildede idé, at deres kritikere fortjener at få skudt knoppen af?, spørger filosof.

Filosofferne

God blasfemi er magtkritik - ikke åndelig happy slapping

Religiøs satire er først og fremmest kritik af en vidtforgrenet politisk magt.

Filosofferne

Mens meningerne om Lars Hedegaards mange kategoriske udtalelser om muslimer rimeligvis er delte, lader der heldigvis ikke til at være nogen fornuftige mennesker, der har rystet på hånden i deres entydige fordømmelse af sidste uges forstemmende mordforsøg.

Men et sted i kulissen lurer der et andet og tilsyneladende vanskeligere spørgsmål, som det nok kunne være umagen værd at dvæle ved – ikke mindst fordi det kan spille en rolle for, at religiøse tosser åbenbart fra tid til anden får den forvildede idé, at deres kritikere fortjener at få skudt knoppen af.

Og det spørgsmål handler om de religiøse følelser – og om værdien af, at de krænkes.

For ifølge en af de stærkeste indvendinger mod satire over religiøse tabuer (se eksempelvis det franske ugeblad Charlie Hebdo eller den britiske tegneseriestribe Jesus and Mo) er det simpelthen en form for åndelig happy slapping – en vilkårlig ondskabsfuldhed, som man udsætter de religiøse for uden højere formål end den sadistiske fornøjelse i at betragte lidelsen hos sine sagesløse ofre. Bare for sjov og fordi man kan.

»Du rører bare ved følelserne, som om du vil have reaktioner«, hævdede Tariq Ramadan således engang i en debat med Flemming Rose. Og i den samme ånd spurgte biskop Kjeld Holm retorisk: »Ville man gøre nar ad forældre, der har mistet et barn?«.

LÆS MERE

Og umiddelbart er sammenligningen med forældres sorg jo besnærende. Men den sætter ikke desto mindre en deprimerende målestok for, hvor langt mange proreligiøse debattører er kommet i deres motivgranskning af modstanderne. For dermed dæmoniserer de i realiteten bekvemt religionskritikeren og overser ganske en anden og langt mere barmhjertig forklaring på hendes ugudelige aktiviteter.

I den gensidige dialog og forståelses navn følger derfor her en kort indføring i en typisk forestillingsverden hos religionens sekulære kritikere.

Udgangspunktet er her at religion de facto er en enormt magtfuld politisk institution – trods enkelte gode intentioner om at holde den ude af det offentlige rum.

Udgangspunktet er her at religion de facto er en enormt magtfuld politisk institution

Ikke alene finder man ofte, som i Danmark, en bestemt trosretning indskrevet i forfatningen. I praksis øver religionen også en massiv indflydelse på vores indretning af samfundslivet: Den blander sig i, hvordan vi underviser vores børn, hvilke kønsroller vi anerkender, vores forhold til teknologi og videnskab og så videre.

For slet ikke at nævne at den jo altså af og til formår at få folk til at slå ihjel i dens navn.

Og det er i lyset af denne uafviselige indflydelse, at de sekulæres religiøse satire bør forstås. For de ser med stærk skepsis på denne vidtforgrenede politiske magt og vurderer, at religiøse tabuer og tilhørende følelser spiller en afgørende rolle for, at den opretholdes.

Det er derfor, det generelt er så misvisende at fremstille den religiøse satire som blot umotiverede åndelige overfald. God blasfemi er først og sidst magtkritik. Den er en kritik af den magt, der vedvarende udøves i religionens navn. Og hvordan i alverden skal noget tilsvarende nogensinde kunne siges om forhånelse af eksempelvis forældres sorg?

Til alle, der har en svaghed for happy slapping-argumentet, kan en (gen)læsning af Umberto Ecos Rosens Navn varmt anbefales. For bogen giver en plausibel forklaring på, hvorfor religionen som institution kan have en strategisk interesse i at hæmme latterliggørelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I Rosens Navn ser vi, hvordan bibliotekaren Jorge i et munkekloster i 1300-tallet slår det halve kloster ihjel for at hemmeligholde det eneste overleverede eksemplar af en bog af Aristoteles, der indeholder et filosofisk forsvar for komedien; for vigtigheden af at kunne se ting i et latterligt skær.

God blasfemi er først og sidst magtkritik. Den er en kritik af den magt, der vedvarende udøves i religionens navn

Og det er netop dette forsvar, som Jorge mener, er farligt. Han har nemlig indset, hvilken formidabel trussel latteren udgør, fordi den underminerer gudsfrygten, som er selve nøglen til religionens magt over sjælene: »Latteren er kilden til tvivl. … Når narren ler, så siger han inderst inde 'Deus non est'«.

Fra den sekulæres synspunkt ligger heri forklaringen på, at religionen har en strategisk interesse i at beskytte centrale dogmer med tabuer. Og det er netop derfor, den sekulære kritiker ikke kan acceptere samme dogmer og må udfordre dem. Uanset at det desværre kan gøre ondt på den, der er blevet opdraget til at respektere dem fra barnsben.

Dertil kommer selvfølgelig det indlysende hykleri i de religiøses krav om respekt for deres egne følelser. Som den gamle religionskritiker Alf Ross tørt bemærkede:

»De hellige skåner jo heller ikke vore følelser. De taler om os som fortabte sjæle; mange fordømmer os til evige helvedeskvaler og beder sågar for os. Sådan noget er jo sårende – hvis ikke det var så urimelig dumt«.

DEBAT

Sådan cirka tager sagen sig ud fra religionskritikerens side.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er muligt, at religionsforsvarerne ikke deler den foreslåede analyse af de religiøse tabuers rolle i opretholdelsen af den religiøse magt.

Men redegørelsen burde dog række til at ophæve enhver fremstilling af blasfemikeren som en slags åndelig happy slapper, der nødvendigvis bare gør det for sjov, og fordi han kan.

Og er den erkendelse først almindelig udbredt, kan man jo også håbe, at svage sjæle føler sig mindre fristet til i religionskritikeren at se det onde selv, som nødvendigvis må bekæmpes med sværd i hånd.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce