Kammerater. Anders Fogh Rasmussen lykkedes med det, som amerikanske George W. Bush og britiske Tony Blair ikke kunne: at slippe politisk uskadt ud af Irak, skriver filosof.
Foto: CHARLES DHARAPAK/AP

Kammerater. Anders Fogh Rasmussen lykkedes med det, som amerikanske George W. Bush og britiske Tony Blair ikke kunne: at slippe politisk uskadt ud af Irak, skriver filosof.

Filosofferne

Sådan lyver man om krige

Tre simple trin gjorde det muligt for Fogh at lyve sig uskadt ud af Irakkrigen.

Filosofferne

Som en særlig service til Politikens lockoutramte læsere følger her komplet med YouTube-klip en gratis lektion, der bør kunne indgå som erstatningstime på de fleste klassetrin.

På listen over læringsmål står klassikere som argumentationsteori, medborgerskab og dansk demokrati i teori og praksis. Forældre, bedsteforældre, og hvem der ellers har fornøjelsen i disse forårsdage, inviteres til efter behov at benytte lejligheden til at genopfriske (korttids-)hukommelsen.

Mon ikke de fleste folkeskolelærere som noget af det sidste inden lockouten huskede at benytte tiårsdagen for Irakkrigen 20. marts til at indføre deres elever i den velkendte historie om, hvordan det med løgnen om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben lykkedes en række vestlige statsledere anført af Bush og Blair at lokke deres lande, herunder Danmark, i krig på falske forudsætninger.

(Ellers kan man nemt forberede sit barn ved fx at se den oplysende DR2-dokumentar ' Krigskampagnen')

Dagens lektie skal derfor i stedet handle om en mere upåagtet sidefortælling, der samtidig på en frisk måde vinkler hele den aktuelle debat om den danske model for konflikthåndtering.

Den handler nemlig om, hvordan det med en charmerende kombination af innovation, omstillingsparathed og storytelling (klassiske folkeskoledyder, der har det med at gå under radaren i PISA-undersøgelserne) lykkedes en visionær dansk statsleder at præstere, hvad hverken præsidenter eller premierministre formåede: at lyve sig helt uskadt ud af krigen igen.

LÆS MERE

For mens de fraværende masseødelæggelsesvåben rimeligvis fik alvorlige politiske konsekvenser for ikke bare Bush og Blair, men også José Maria Aznar i Spanien og John Howard i Australien, så gik det som bekendt ganske anderledes i det lille land højt mod nord.

Her lykkedes det overraskende Anders Fogh Rasmussen at afmontere ethvert angreb fra en selvsikkert blodvejrende presse og opposition. Ikke alene blev han i 2009 forfremmet til Nato-generalsekretær. VK-regeringen blev siddende uantastet helt frem til 2011.

Det gode spørgsmål, den lockoutede elev skal undersøge, er derfor: Hvordan i alverden kunne dét lade sig gøre? Og som vi skal se, er opskriften så besnærende simpel, at den kan opsummeres i tre enkle trin.

Trin 1: Benægt alt!
Dette første trin er samtidig det mest radikale. I al sin paradoksale enkelhed går det ud på at benægte det indlysende: at vi nogensinde skulle være gået i krig på grund af Saddams masseødelæggelsesvåben. Eller som Anders Fogh Rasmussen udtrykte det med pokerfjæs, da emnet truede med at titte frem under valget i 2007: »Vi har aldrig begrundet vores deltagelse med, om der nu fandtes eller ikke fandtes masseødelæggelsesvåben i Irak«.

Det er først og fremmest dette træk, der slog både opposition, presse og kritisk befolkning med måbende forundring, og som dermed gav Fogh det afgørende forspring.

Mens alle de andre lande i koalitionen gik i krig på grund af Saddams masseødelæggelsesvåben, fik vi i ramme alvor at vide, at det altså ikke var tilfældet her til lands

Samtidig er denne blanke benægtelse af fakta lige præcist så fræk og respektløs, at den aldrig kunne være udtænkt i Det Hvide Hus eller Downing Street, hvor begreber om 'checks and balances' stadig synes at lægge et vist beslag på den politiske forestillingsevne ( se for eksempel Bush i sammenligning).

Trin 2: Opfind en ny forklaring!
Det næste trin følger logisk af det første, for det nytter jo på den anden side heller ikke noget ligefrem at påstå, at vi gik i krig helt uden grund. Der må alligevel være grænser for galskaben.

Men da resten af koalitionspartnerne på daværende tidspunkt fantasiløst havde valgt at stå ved fakta (og af samme grund havde indledt deres politiske dødskamp), så valgte Fogh at gå all-in og opfinde Den Særlige Danske Krigsgrund.

Så mens alle de andre lande i koalitionen gik i krig på grund af Saddams masseødelæggelsesvåben, fik vi i ramme alvor at vide, at det altså ikke var tilfældet her til lands. Tværtimod havde vi i Danmark, kunne Fogh videre berette, »hele vejen igennem fastholdt, at det, der var grundlaget for vores deltagelse, var Saddam Husseins manglende samarbejde med FN«.

Det smager jo unægtelig af desperation, men dette træk understreger i virkeligheden hvor langt man kan komme, hvis man som demokratisk valgt statsleder er parat til for alvor at tænke ud af boksen. For med denne ret beset sensationelle påstand lykkedes det ikke blot Fogh at fastholde overraskelsesmomentet. Han opnåede samtidig en kolossal kompleksitetsreduktion.

Med påstanden om Den Særlige Danske Krigsgrund satte Fogh en brandmur op imellem den uberegnelige internationale debat og den mere kontrollerbare hjemlige ditto. En brandmur, der gjorde det komplet ligegyldigt, hvor meget det i det videre forløb skulle vise sig, at der var blevet løjet og bedraget af USA og Storbritannien op til krigen (og det var som bekendt ikke så lidt).

Trin 3: Afspor diskussionen!

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I argumentationsteorien bruger man betegnelsen 'red herring' om den uformelle fejlslutning, hvor man med en tilsyneladende plausibel, men i sidste ende irrelevant afledningstaktik, fører diskussionen væk fra det egentlige emne.

I tilfældet Fogh blev denne rolle tildelt et stykke papir fra Folketingets arkiv: beslutningsforslag B118 om dansk militær deltagelse i Irakkrigen, der blev vedtaget 21. marts 2003 og med et døgns forsinkelse sendte Danmark ind i krigen.

Og netop det papir skulle Fogh blive rigtig glad for. For selv med indskrænkningen til den hjemlige debat kunne han jo vanskeligt komme uden om, at ledende regeringspolitikere, ham selv inklusive, i tiden op til krigen nok havde ymtet et og andet om de dér masseødelæggelsesvåben.

Denne blanke benægtelse af fakta lige præcist så fræk og respektløs, at den aldrig kunne være udtænkt i Det Hvide Hus eller Downing Street

Men med B118 i hånden opfandt Fogh et i international sammenhæng helt unikt skel mellem krigsdebatten og krigsbegrundelsen. B118 indeholdt, hed det herefter, selve begrundelsen (Den Særlige Danske). Alle regeringens påstande om Saddams masseødelæggelsesvåben derimod var bare 'en del af debatten'.

Og denne pointe gentog Fogh sidenhen igen og igen, hver eneste gang han blev spurgt til sagen.

Dette sidste træk er særlig raffineret, fordi det definitivt desorienterede både presse og opposition, der pludselig så sig nødsaget til at binde størstedelen af deres ikke uendelige kognitive resurser til en sofistisk diskussion om, hvad der egentlig menes med begreber som 'begrundelse' og 'debat'.

Som sådan viste strategien sig samtidig velegnet til at sabotere den demokratiske samtale ved fuldstændig at ignorere dens implicitte ideal om magten fra det bedre argument.

LÆS ARTIKEL

19. marts 2003 indledte USA invasionen af Irak. Gense præsident Bushs tale her. Kilde: Politiken.tv/youtube

Der er mange perspektiver, som man herfra kan vælge at fordybe sig i. Fra en medievinkel kan man eksempelvis undre sig over, at det trods alt aldrig lykkedes pressen at stoppe julelegen, for eksempel med en simpel henvisning til at Fogh selv definitivt havde aflivet enhver påstand om en særlig dansk krigsgrund, da han blot 15 minutter efter B118s vedtagelse 21. marts 2003 gik på scenen i Statsministeriet sammen med Per Stig Møller.

På det tidspunkt var enhver debat i sagens natur afsluttet, og stillet over for opgaven med at forklare krigen til en generelt krigsskeptisk dansk befolkning valgte statsministeren og udenrigsministeren at give præcis den samme begrundelse for krigen som USA og Storbritannien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ironisk nok blev denne klare begrundelse aldrig sendt på dansk tv, muligvis fordi krigen på daværende tidspunkt allerede var i gang, og der derfor var meget bedre tv i liveoptagelser af bomber over Bagdad.

Man kan også tematisere den mere langsigtede gevinst, der blev opnået ved med denne manøvre at afskære enhver mere besindig strategisk offentlig diskussion om emner, som hvordan et lille land med en begrænset efterretningskapacitet forener en nyformuleret ambition om en aktivistisk udenrigspolitik med det faktum, at vi åbenbart ikke altid kan stole på vore nærmeste allieredes udsagn.

Men nuvel, der skal også være stof til resten af lockouten, og heldagsskolen er selvfølgelig ikke indført endnu, så det anbefales at stoppe dagens lektie her.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce