Tegning: Roald Als

Tegning: Roald Als

Filosofferne

Har minoriteter og flertalsdanskere i grunden de samme værdier?

Nogle minoritetsgrupper har traditioner, der ikke stemmer med vores normer, men har vi samme værdier?

Filosofferne

De efterhånden uendelige diskussioner om multikulturalisme, indvandring og muslimer følger ofte et bestemt mønster:

Nye grupper, f.eks. muslimer, passer ikke ind i den måde, vi har organiseret samfundet på. I Danmark har vi nogle bestemte værdier – f.eks. personlig frihed, frisind, lighed mellem kønnene – der kommer til udtryk i en bestemt måde at organisere samfundet på – f.eks. unges ret til selv at bestemme, hvem de vil være kæreste med, eller accept af forskellige former for seksualitet.

LÆS LEDER

Nogle indvandrede minoritetsgrupper har traditioner og praksisser, der ikke stemmer med vores normer, f.eks. at forældrene arrangerer ægteskaber, eller at drenge og piger lever adskilte liv med helt forskellige frihedsgrader. Denne uoverensstemmelse tages så som udtryk for, at minoriteter og flertalsdanskere har helt forskellige værdier.

Spørgsmålet er så, hvordan vi skal forholde os til disse forskelle? Her er der to standardfigurer, der ofte antages at udtømme mulighederne.

På den ene side kan vi kræve, at minoriteter opgiver deres værdier og indretter sig efter den etablerede måde at organisere samfundet på. Det kaldes nogle gange assimilation. Andre taler om, at der skal gælde ens regler for alle, da andet ville være at forskelsbehandle folk og gå på kompromis med vores liberale værdier.

På den anden side kan vi prøve at imødekomme minoritetsgrupper i hvert fald på nogle områder. Mig bekendt er der ingen eller kun ganske få marginale stemmer, der taler for accept af de grelleste eksempler på minoritetspraksisser, f.eks. kvindelig omskæring. Men på andre områder, som f.eks. muslimske kvinders ret til at gå med tørklæde og jødiske og muslimskes forældres ret til at omskære drengebørn, er der løbende diskussioner om, hvorvidt minoritetspraksisser bør imødekommes.

LÆS INDLÆG

Ifølge standardfiguren er imødekommelse udtryk for, at minoriteter skal modtage særbehandling. Fordi der er tale om afvigelser fra vores formelle regler eller uformelle normer, må der være tale om krav om særlige hensyn eller særrettigheder for minoriteter. Og fordi minoriteternes praksisser i forvejen ses som udtryk for andre værdier end vores, så må der her være tale om, at deres værdier får lov til at overtrumfe vores.

Denne figur er let at forstå og nem at orientere sig indenfor. Den stiller sagen op som et spørgsmål om enten at være for eller imod bestemte værdier – enten er du med os (og går ind for fælles regler for alle), eller også er du imod os (og går ind for specielle undtagelser og rettigheder for minoriteter). Men er denne forståelse rigtig?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg vil påstå, at debatterne om imødekommelse af minoriteter ikke altid er udtryk for værdikonflikter og krav om særlige hensyn; tvært imod er der ofte tale om uenigheder om, hvordan de samme værdier skal forstås i forhold til nye problemstillinger. Lad mig komme med to eksempler:

Kronikken den 27. februar i Politiken argumenterede blandt andet mod et forbud mod drengeomskæring ud fra en diskussion af værdien af personlig selvbestemmelse. Kronikkørerne tilsluttede sig princippet om barnets selvbestemmelse, som ofte begrunder krav om forbud, da barnet ikke får valget. Men »i praksis kan det princip ikke opretholdes«, da forældre allerede træffer en masse andre valg for barnet, som påvirker dets liv, nogle endda i negativ retning, og som vi alligevel accepterer.

LÆS KRONIK

Dette kunne forstås sådan, at vi skal forkaste værdien af personlig selvbestemmelse. Men jeg vil mene, at det nærmere skal forstås sådan, at værdien i udgangspunktet tillader nogle indgreb, selv hvis de er irreversible og måske endda kan være skadelige. Så uenigheden er ikke for eller imod personlig selvbestemmelse, men om hvor grænserne for den går – hvilket er noget, vi alle er uenige om fra tid til anden.

I en anden kronik i Politiken argumenterede Özlem Cekic den 17. marts for, at muslimske pigers ønske om at gå med tørklæde skulle ses som et spørgsmål om kvinders personlige frihed – ligesom tidligere feministiske krav om, at kvinder selv må bestemme, hvordan de vil klæde sig. Cekic anerkender, at der finder undertrykkelse af muslimske kvinder sted, men benægter, at det er tørklædet selv, der er undertrykkende – tvært imod kan det være et frit valg, som så bør respekteres.

LÆS DEBAT

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I så fald handler tørklædedebatter ikke om krav om særbehandling, men netop om forståelsen af en fælles værdi om personlig frihed. Cekics kronik blev selvfølgelig mødt med kritik, f.eks. fra Jakob Engel-Schmidt to dage efter på politken.dk.

Men Engel-Schmidts kritik angår næsten udelukkende de empiriske kendsgerninger. Engel-Schmidt hævder, at de muslimske kvinder, der går med tørklæde, er udsat for social kontrol, hvorfor de ikke selv har valgt at gå med tørklædet. Det er et empirisk spørgsmål, som man kan undersøge – men lige gyldigt, hvad svaret er, anfægter det ikke Cekics principielle pointe om, at tørklæder (hvis de er udtryk for kvindernes frie valg) bør anskues som et spørgsmål om personlig frihed, og ikke som et ’udansk’ krav om særlige hensyn.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce