Hykleri. Vi skal i demokratiets navn kunne se gennem fingre med, at lighedspromoverende politikere bryder med de principper, de selv opstiller, mener Kasper Lippert-Rasmussen.
Foto: Lærke Posselt (arkiv)

Hykleri. Vi skal i demokratiets navn kunne se gennem fingre med, at lighedspromoverende politikere bryder med de principper, de selv opstiller, mener Kasper Lippert-Rasmussen.

Filosofferne

Derfor er venstrefløjens hykleri et problem

Vores fokus på politikeres hykleri udgør en demokratisk svaghed.

Filosofferne

Den danske politiske debat er meget fokuseret på at afsløre politikeres hykleri. Særligt almindeligt er det, at anken om hykleri rettes mod venstrefløjspolitikere.

Hvem har ikke hørt om, at Helle Thorning Schmidts og Mette Frederiksens børn går i privatskoler på trods af Socialdemokratiets forkærlighed for Folkeskolen?

Eller om Thorning Schmidts forsøg på at spare moms ved at lease en bil i Tyskland umiddelbart før Socialdemokratiet ad lovgivningsvej lukkede det skattehul, som leasingaftalen hvilede på?

Eller om Henrik Sass Larsens operation på privathospital i forbindelse med en diskusprolaps, efter han havde advaret mod, at betalingshospitaler skaber et A- og et B-hold?

LÆS MERE

Groft sagt hykler man, når man siger til folk, at de bør gøre en ting, og man så samtidigt gør noget helt andet. Det er i sagens natur en dårlig ting at hykle, og man er alt andet lige en moralsk set bedre person, hvis man efterlever de principper, man holder andre ansvarlige i forhold til, end hvis man ikke gør.

Men det er velkendte sandheder, som jeg ikke skal dvæle ved her. I stedet vil jeg fremhæve to andre forhold, som kaster et anderledes lys over venstrefløjens hykleri, og hvordan den udgør et problem.

Det første forhold er det, at det kun er alt andet lige, at en person er bedre, hvis vedkommende ikke hykler.

Hvis man tilslutter sig moral principper, der er meget lidt krævende, for eksempel 'Du bør gøre det, som tjener din egeninteresse bedst muligt', så er man måske ikke en bedre person end en, som tilslutter sig et meget krævende moralprincip, for eksempel 'Du bør gøre det, som stiller de dårligst stillede individer bedst muligt', selv om man aldrig hykler, og personen med de krævende moralprincipper ofte gør.

En person, der stiller store krav til sig selv og andre og derfor ikke overraskende ofte fejler, er måske en bedre person end en, der stiller små krav til sig selv, men som altid lever op til dem

Den sammenligning sætter selvfølgelig sagen på spidsen. Men det er samme grundlæggende pointe, der ligger bag, at en venstrefløjspolitiker ikke nødvendigvis er en dårligere person, hvis vedkommende hylder et solidarisk samfund, men ofte på hyklerisk vis lader sig styre af sin egeninteresse, end hvis en højrefløjspolitiker hylder et ærkeliberalistisk samfund og helt foreneligt med dette synspunkt alene søger at fremme sin egeninteresse.

En person, der stiller store krav til sig selv og andre og derfor ikke overraskende ofte fejler, er måske en bedre person end en, der stiller små krav til sig selv, men som altid lever op til dem!

Det andet forhold er det demokratiske problem, der kan ligge i, at pressen er så fokuseret på at afsløre politikeres hykleri, som tilfældet er.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For politikere tilhører generelt den bedst stillede del af befolkningen. Det betyder, at jo mere egalitaristiske principper, de tilslutter sig, jo mere sårbare er de generelt over for anker om hykleri.

Hvis man mener, at børn bør gå i folkeskolen, så er man mere sårbar over for en anke om hykleri, fordi ens egne børn går i privatskole, end hvis man mener, at det kan være lige så godt at sende sine børn i privatskole som i folkeskole.

Hvis man er kritisk over for den ulighed, der ligger i, at nogle kan benytte sig af privathospital og dermed undgå ventelister i det offentlige sygehusvæsen, så er man mere sårbar over for anker om hykleri, end hvis man mener, at betalingshospitaler er et vigtigt supplement til det offentlige sygehusvæsen.

Hvis den demokratiske proces derfor i væsentlig grad er båret af debatter mellem forskellige velstillede borgere, så kan der være en systematisk bias, der stiller de politikere, som fremfører anti-egalitaristiske synspunkter, bedre end politikere, der fremfører egalitaristiske synspunkter. De sidstnævnte risikerer nemlig langt oftere, at de bliver taget i hykleri.

Det er et demokratisk problem for så vidt, som demokrati er begrundet blandt andet ved, at alle individers interesser tæller lige meget, og at demokrati sikrer, at normen om, at alle interesser derfor bør blive tillagt samme vægt i den politiske beslutningsproces, opfyldes.

Hvis repræsentanter for de grupper, hvis interesser tjenes bedst gennem egalitaristiske principper er systematisk værre stillede end andre repræsentanter på grund af offentlighedens optagethed af hykleri, så er der grund til at formode, at alles interesser ikke bliver tillagt samme vægt i den politiske beslutningsproces.

LÆS MERE

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man kan selvfølgelig som socialdemokratisk toppolitiker afstå fra at sende sit barn i privatskole eller undlade at benytte sig af betalingshospital.

Men det er helt foreneligt med min pointe her - nemlig at når nu politikere faktisk ofte ikke afstår fra at nyde godt af de fordele, der gør dem sårbare over for anken om hykleri, så varetages alle gruppers interesser ikke i lige grad.

Måske det ville tjene demokratiet godt, om vi eksempelvis fokuserede på det principielle spørgsmål om rollefordeling mellem folkeskolen og privatskoler snarere end på de håndfulde venstrefløjspolitikere, der, som alle andre medlemmer af eliten, bruger deres magt og indkomst til at sikre sig fordele for deres egne børn, som passer dårligt sammen med deres solidariske principper.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce