Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Søren Sofus Wichmann

Det er moralsk uholdbart at fortsætte vækstøkonomien

Shell havde faktisk interesse for klimaforandringer i 90’erne, men blev fanget i det dilemma, vi alle står i i dag: Mellem bæredygtighed og vækst.

Søren Sofus Wichmann

Det er dybt frastødende, at Shell og andre olieselskaber var bevidste om og modarbejdede en løsning på klimaproblemet allerede fra 1990’erne, men det er desværre ikke overraskende.

Selvfølgelig vidste Shell, at den var gal med de fossile brændstoffer og miljøet. Det vidste Shu-Bi-Dua også allerede i 1982, da de sang om Costa Kalundborg:

»Der er sket en forurening / af den ydre atmosfære/ så meteorologerne har lovet, at vi nu får bedre vejr. / Eskimoerne får solstik og Sahara bli'r til is / og Danmark bli'r det nye tropeferie-paradis«.

Når de nu vidste det, er det utilgiveligt, at Shell lige siden har drevet lobbyvirksomhed mod tiltag, der skal bevæge verden i en mere bæredygtig retning.

Lige netop derfor er det også nærmest rørende og samtidig dybt frustrerende, at Shell-sagen ikke blot går ud på, at et stort oliefirma udøver lobbyvirksomhed mod løsninger på de menneskeskabte klimaproblemer, men at der faktisk var kræfter i firmaet, der ville noget andet, men at ingenting skete, fordi hensynet til kortsigtet profit vejede tungere.

Kort fortalt skød Shell i 1997 500 millioner dollar i et solcelleprojekt, dels i erkendelse af fossile brændstoffers skadelige virkninger, dels selvfølgelig i forventning om at tjene flere penge.

Projektet blev en fiasko, fordi det ikke gav afkast til aktionærerne, og siden har andre heldigvis taget over, og solceller er i dag en hastigt voksende branche.

Siden har Shell sat sig solidt mellem to stole ved på den ene side at gå all-in på apokalypsen ved at satse på tjæresand og på den anden side ved at vise samfundssind gennem at støtte det katastrofalt ineffektive projekt med at indføre CO2-kvoter.

Det virkeligt tankevækkende ved historien om Shell er dog det, den siger om os alle sammen. Den er et billede på det dilemma, vi står i, når vi på den ene side gerne vil leve bæredygtigt og på den anden side ikke er parate til at give afkald på vores meget lidt bæredygtige livsstil.

Vi sidder fast som lopper mellem de samme to negle som Shell: En begrænset klode og et økonomisk system bygget på ubegrænset vækst, der sikrer os det liv, vi kender.

Ligesom Shell ikke kan fraskrive sig det moralske ansvar for at svine kloden til, bare fordi aktionærerne vil have afkast, kan politikerne og privatpersoner heller ikke frasige sig os vores ansvar

Shell ville (måske) gerne omstille til at producere bæredygtig energi, men hensynet  til afkastet til aktionærerne vandt alligevel til sidst. Den fastlåsthed, som gør det så svært at omstille til bæredygtighed uden at ændre grundlæggende ved vores samfund, deler vi med Shell.

Som Jelmer Mommers skriver i Information (artiklen kræver abonnement til Information): »Dilemmaet mellem vækst og miljø ødelægger firmaet. Shell vil begge dele, men forbliver fanget i det evige dilemma. Pæne ord over for utilstrækkelig handling. Det ville udgøre en tragisk slutning på denne historie, og det ville gøre Shell til en metafor for et samfund, der heller ikke kan vælge«.

Vækst-økonomien fastlåser ikke kun de internationale kæmpe-koncerner, dens jerngreb strammer på alle niveauer. Den tidligere Venstre-regering talte om ‘realistisk miljøpolitik’, hvilket betyder, at vi på den ene side skal være ambitiøse på miljø- og klimaområdet, men at det skal kunne betale sig og under ingen omstændigheder må det koste arbejdspladser.

I forskellige, mere eller mindre ambitiøse, udgaver er det en af de få ting, som næsten alle partier i Folketinget ikke vil sætte spørgsmålstegn ved. Bæredygtighed må ikke koste vækst.

På det personlige plan sidder vi også i saksen. Jeg vælger at bo på landet og køre i bil på job i byen, eller at flyve til Vietnam på ferie, eller til England på konference. Jeg vil gerne være klimabevidst, men det må ikke koste for meget på min velfærd.

Problemet er bare, at den ikke holder. Der skal jo ske noget, hvis den vestlige verden skal leve op til sine etiske forpligtelser over for resten af verden og kommende generationer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De nødvendige ændringer er for store til at foregå indenfor den eksisterende kultur og det økonomiske system, og de haster. Spørgsmålet er, hvem der har ansvaret for, at der sker noget? Kan vi tillade os at vente på, at ‘nogen’ laver systemet om for os?

Nej. Ligesom Shell ikke kan fraskrive sig det moralske ansvar for at svine kloden til, bare fordi aktionærerne vil have afkast, kan politikerne og privatpersoner heller ikke frasige sig os vores ansvar for at blive ved med at opretholde vækstøkonomien.

Vores økonomiske system baseret på vækst er ikke en naturlov, selvom det kan virke sådan - det kan og skal laves om. Det store spørgsmål er: Hvordan? Svar udbedes, men en ting er sikkert, den slags forandringer kræver stort mod af privatpersoner, firmaer og ikke mindst politikere.

At fortsætte som hidtil, med den viden vi har om de mulige konsekvenser, er moralsk uholdbart.

Mark Moody Stuart får det sidste ord: »Vi kommer alle til at lide, hvis de økonomiske aktiviteter undergraver miljøet«, sagde Shells topchef i 1994 i en tale i Jakarta.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce