Lærerne er blevet svigtet, siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) i seneste nummer af fagbladet Folkeskolen.

Udtalelsen kommer i anledning af bladets nye undersøgelse af inklusion. Ordet inklusion er som bekendt her, der og alle vegne i skoledebatten og betyder, at undervisningen skal indrettes, så der er plads til flere elever med specielle behov i almindelige klasser.

Undersøgelsen viser for det første, at der allerede i dag i 7 ud af 10 skoleklasser er elever med problemer. Mange steder uden ekstra hjælp, og uden at lærerne er rustet til opgaven. Med andre ord er der foreløbig ikke tale om inklusion, men snarere om nedlæggelse af specialtilbud, hvor både elever med specielle behov og de øvrige elever ikke kommer i nærheden af det faglige udbytte, de ellers kunne have fået. Fire ud af ti lærere siger ifølge undersøgelsen, at det faglige niveau er faldet for alle elever. Inklusion er i realiteternes verden kommet til at betyde ’helvede’ i klasseværelserne, hvor eleverne kæmper om lærerens opmærksomhed, og hvor uro, larm og ballade gør det umuligt at fastholde elevernes opmærksomhed.

Antorini lover, at alt nu bliver meget bedre. Der vil blive lagt pres på kommunerne via økonomiaftalerne, lærerne skal have hjælp fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, som skal ud på skolerne, og endelig er emnet i fokus i diskussionerne om et nyt partnerskab om skolens fremtid. Hun opstiller en tidsramme på to år, hvor forholdene skal være blevet bedre.

To år er kort tid i politik. Men det er lang tid i et barns liv. Det tager få måneder, fra en klasse er velfungerende, til sølvpapirskuglerne flyver, og selv erfarne lærere har svært ved at få skabt ro. Det tager heller ikke ret lang tid, før et barn med særlige behov går fra at være udfordret til at være fortabt.
Spørgsmålet er desuden, hvad ministeren har at have sin optimisme i. Den aktuelle undersøgelse viser, at det foreløbig er gået som frygtet. Inklusion har været besparelse først og – måske – investeringer på længere sigt. Ifølge Kommunernes Landsforenings opgørelse for sidste år har skoleområdet bidraget med besparelser på halvanden milliard kroner og er det velfærdsområde, der er blevet tættest barberet af sparekniven. Hvorfor skal vi tro på, at det bliver anderledes nu?

Udtalelser fra formanden for KL’s Børne- og Kulturudvalg, Jane Findahl, giver ikke meget anledning til optimisme: »Kommunerne er parate til at igangsætte denne omstillingsproces, hvor alle børn lærer mere som en del af fællesskabet«.

Parate til? Hvis ikke den parathed hurtigt afløses af handling, bliver resultatet flere tabte børn, større flugt til privatskoler og ringere fagligt udbytte til alle.

Det skal med, at der findes eksempler på kommuner, der går mod strømmen. Herning er fremhævet igen og igen, fordi kommunen først har investeret i at indrette undervisningen på skolerne, så der er plads til børn med særlige behov, for så at hente investeringen hjem senere.

Både Antorini og kommunerne har et stort arbejde foran sig, hvis inklusion skal blive et plusord. Godt begyndt er halvt fuldendt, siges det, men en skidt start er også halvvejs mod fiasko.