I dag bliver Folkemødet på Bornholm andet og mere end en fætterkusinefest for politikere og lobbyister.

Elever fra folkeskoler, gymnasier og erhvervsskoler træder i en fælleserklæring med DI hårdt på uddannelsessystemets ømmeste tå: de tabte unge og overgangen fra skole til uddannelse.

Pointen i erklæringen er, at det er ikke nok at presse flere unge ind på en uddannelse. De skal også komme godt ud igen.

Det gør de unge langtfra i dag. Faktisk står hver fjerde unge mand mellem 16 og 29 år uden anden uddannelse end skolen, som denne avis med afsæt i nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd skrev tirsdag. Tallene sendte med god grund chokbølger gennem den politiske debat.

LÆS OGSÅHver fjerde unge mand har kun gået i folkeskole

For problemet er netop ikke, at de over 200.000 mennesker uden uddannelse ikke prøver. De starter næsten alle på en uddannelse. De kan bare ikke gennemføre den. Som eleverne skriver i erklæringen, gavner det ikke unge at starte på en uddannelse, der leder til et nederlag. Tværtimod. Det risikerer at gøre det endnu sværere at komme i gang igen.

At der er noget rivende galt med overgangen fra skole til uddannelse, viser frafaldstal med al ønskelig tydelighed: Hver tredje elev på en erhvervsuddannelse falder fra. 13 procent af de elever, der starter på det almene gymnasium, kommer ikke gennem, og 23 procent på erhvervsgymnasierne stopper, før de får huen på.

Bag hver afbrudt uddannelse gemmer sig et nederlag, en skæbne og forliste drømme, hvis omfang er umuligt at rumme i en analyse. Målsætningen om, at 95 procent af alle unge skal have en uddannelse, er lavet med de bedste hensigter.

Men bagsiden af medaljen er, at ungdomsuddannelser reelt fungerer som skraldespande for elever, der knap kan læse eller regne. Ud over de store menneskelige omkostninger er også den faglige deroute, der kan konstateres på ungdomsuddannelserne. Seneste eksempel er virksomheder, som onsdag i denne avis fortalte om problemer med at finde ansøgere til praktikpladser, fordi ansøgerne var for dårligt rustede.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) vil blive præsenteret for elevernes erklæring i dag, når hun er gæst ved DI’s debatmøde på Bornholm.

Hendes svar vil være, at det er netop er problemet med de tabte unge, som skal løses gennem en ny fleksuddannelse. Uddannelsen er stadig i støbeskeen, men vil blive baseret på individuelt sammensatte forløb fra et til tre år, hvor for eksempel praktik, produktionsskole og højskole kan indgå.

Uddannelsen skal pege i retning af enten et arbejde eller en uddannelse og vil blive kaldt kompetencegivende. Det rummer for regeringen den fordel, at de unge på fleksuddannelsen vil figurere i statistikken som under uddannelse og vil med et trylleslag fjerne næsten hele den restgruppe uden uddannelse, der har plaget skiftende regeringer.

Men det er ikke gjort med en ny uddannelse eller statistisk hokuspokus. For det første fordi elementerne i en fleksuddannelse er velkendte. Tilbuddene findes allerede, men bruges typisk først efter et nederlag i gymnasiet eller på en erhvervsuddannelse. For det andet fordi et afgørende spørgsmål bliver, hvordan en ung får en fleksuddannelse, og hvem der sammen med den unge skal sammensætte uddannelsens elementer.

LÆS OGSÅ Forskere: Opret helt ny uddannelse for unge

Alle elever skal have en uddannelsesparathedsvurdering, før de forlader skolen. Målet med vurderingen er at undgå, at elever knækker halsen på en uddannelse, de ikke kan klare. I praksis har det ikke virket. En midtvejsevaluering fra november sidste år viste, at vejlederne erklærer 99,7 pct. for uddannelsesparate til erhvervsuddannelserne og 95,4 pct. parate til gymnasiet. Det står i skarp kontrast til Pisa-undersøgelserne, som viser, at 15-17 pct. forlader grundskolen uden grundlæggende regne- og læsefærdigheder.

Dertil kommer, at gymnasier og erhvervsuddannelser i vidt omfang blæser på vurderingerne. Uddannelserne optager over halvdelen af de elever, som er bedømt til ikke at være parate.

Hvorfor tager uddannelser unge ind, som ikke er erklæret uddannelsesparate, samtidig med at de klager over, at mange elever ikke er fagligt rustede til at klare kravene? Forklaringen på det paradoks findes i en venlig og uvenlig variant.

Den venlige forklaring er misforstået hensyn til eleven og et ønske om at leve op til målet om, at flere skal have en uddannelse. Den uvenlige er, at uddannelserne får penge per elev per år.

Gymnasierne kan ganske vist lave optagelsesprøver og samtaler med elever, hvis de er i tvivl, om eleverne kan klare uddannelsen. Men dagens erklæring fra eleverne og tallene for frafald viser, at der slipper mange elever ind på erhvervsuddannelser og gymnasier, de ikke har en chance for at gennemføre.

Derfor er udfordringen for Antorini og resten regeringen at sikre, at der sker en reel vurdering af elevernes færdigheder, før de forlader skolerne. Ellers bliver fleksuddannelserne bare endnu en afledningsmanøvre. Udfordringen bliver ikke mindre af, at både forældre og elever presser hårdt på for at få uddannelser, hvor festerne er fede, og hvor der nikkes anerkendende omkring bordet ved familiesammenkomsterne.

Dertil kommer kravet om skræddersyede forløb, som kan gøre fleksuddannelser dyre og kræve meget sagsbehandling. Tilskyndelsen til at lade at unge prøve kræfter med en uddannelse på en erhvervsskole eller et gymnasium, som gerne tager imod, vil være stor.

Dagens erklæring fra eleverne og DI sender et vigtigt budskab: hellere et nej ved indgangen og anvisninger på, hvad eleven skal gøre for at komme ind, end et langstrakt lidelsesforløb på uddannelserne. Prisen for uddannelse til alle er blevet til nederlag til for mange.

Tør regeringen gøre noget ved det?