Kære nye studenter.

På denne plads plejer der at stå en analyse om uddannelse. I dag er analysen skrevet som en tale til jer. I anledning af, at det er nu, I kører gennem byens gader på vogne pyntede med bøgegrene, iført huer og herrebranderter.
Først og fremmest et kæmpe tillykke med huen. Sving den glad og giv den gas til festerne. Lige nu er der masser at råbe hurra for.

Dernæst skal I vide, at det vigtigste, I skal kunne fremover, er at gå selv. Selv tage ansvar for jeres uddannelse. Selv skaffe jer undervisning og selv sikre, at jeres uddannelse kan bruges bagefter. Med en selvsikkerhed som Ronaldo i angreb skal I drible jer frem gennem hindringer og forsvarsspillere og stole på, at I kan, at I vil, og at I scorer en god uddannelse til sidst.

At I er overladt til jer selv, skyldes mange forhold. Men især, at I er blevet svigtet af uddannelsespolitikere og planlæggere. De fleste videregående uddannelser har været mere optaget af fusioner og forskning i de senere år. Jeres uddannelser er i mange tilfælde blevet groft forsømt.

Det betyder, at mange af jer, som vælger en humanistisk eller samfundsvidenskabelig uddannelse, skal regne med få timer om ugen og undervisning lavet af løst ansatte på universitetet. Som det blev beskrevet i Politiken i går, har Rigsrevisionen opgjort gennemsnittet på humanistiske bacheloruddannelser til at være otte timer om ugen. Når I skal være kandidater, er gennemsnittet fem timer.

Så det er vigtigt at kunne gå selv, læse meget selv og selv organisere sine studier, så I lærer noget alligevel. Måske også at tage dele af uddannelsen i udlandet, hvor der findes stærke studiemiljøer og undervisning i verdensklasse, og hvor undervisningen lever op til idealet om, at universitetsundervisning skal være baseret på nyeste forskning. Det kniber det, ifølge Rigsrevisionens beretning, meget med i Danmark. Der er eksempler på samfundsvidenskabelige uddannelser, hvor forskere kun står for 20 til 30 procent af undervisningen. Eller med andre ord: Det er lettere at finde Holger med stribet bluse og tophue i den kendte bog, end det er at finde forskeren på nogle fag.

Det er desværre ikke kun på universiteterne, at der er få timer. Også på professionshøjskolerne for jer, der vil være lærere, sygeplejersker eller pædagoger, er der få faste timer om ugen. Til gengæld er der god tid til at tjene penge ved siden af SU’en.

I vil måske spørge: Hvorfor er det gået sådan? Det er et godt spørgsmål. Spørgsmålet vil få politikere og uddannelsesfolk til straks at kaste skylden i alle retninger. Politikere vil sige, at de fra 2010 gav universiteterne flere penge til at uddanne dem af jer, der skal på samfundsfag og humaniora. Faktisk gav de 4-5.000 kroner per næse om året. De vil også sige, at universiteterne årligt har overskud, og at nu skal universiteterne simpelthen komme i gang og give jer mere og bedre undervisning. Dertil kommer, at universiteterne har flere milliarder gemt som egenkapitaler. Så set med politikernes øjne handler det ikke om penge, men om vilje til at tilbyde studerende mere undervisning.

På universiteterne vil de sige: Det er rigtigt, at vi har fået flere penge – men ikke så mange, som politikerne siger. Politikerne har nemlig kradset nogle af pengene ind igen i form af årlige besparelser.

Universiteterne vil også sige: Vi er i fuld gang med at hæve uddannelseskvalitet og timetal. For eksempel laver Københavns Universitet en minimumsgrænse på 14 timer om ugen fra 2014 på bachelordelen. Det vil nogle af jer måske nå at få glæde af. På kandidatdelen har det længere udsigter. De andre universiteter vil også sige, at de gør mange ting for at give jer en god uddannelse. For eksempel vejledning og undervisning i mindre hold. Men det ændrer ikke på, at mange af jer vil være overladt til jer selv og jeres egen læselyst en del af studietiden.

Børnebørn kan glæde sig
Hvor svært kan det være, og hvorfor tager det så lang tid, vil I måske spørge.
Igen et godt spørgsmål. Men det skyldes, at de videregående uddannelser, I skal til at starte på, har massive ledelsesproblemer. Spørg blandt underviserne, når I starter, og I vil finde ud af, hvor langt der er fra rektors kontor til de universitetsansatte, I møder. Det er derfor ikke nok, at bestyrelsesformænd og rektorer laver udviklingskontrakter og lover guld og bedre undervisning. Det sker i mange tilfælde ikke der, hvor I har jeres gang på uddannelserne. Og hvis det sker, så går det så langsomt, at det nok snarere bliver jeres børn eller børnebørn, der får glæde af forbedringerne.
Det kan I ikke vente på. I bliver nødt til at gå selv.

Rygsvømmere blandt studerende
Men det skal også med, at nogle af problemerne faktisk er jeres egen skyld. Eller måske rettere jeres forgængere blandt studerendes skyld. Der findes nemlig studerende, som tror, at en studieplads er en badebillet, og det er muligt at rygsvømme sig gennem studiet med minimal indsats. Nogle af dem falder fra, mens andre bliver og bruger uddannelsen som langtidsparkering og uddannelsesstøtten som kontanthjælp. Det gavner ikke ambitionsniveauet på uddannelserne.

Rigsrevisionen skriver i sin beretning, at der er en fare for, at studerende reelt ikke går på en heltidsuddannelse. Det sker allerede. For mange studerende har taget konsekvensen af de få timer og bruger tiden som højtkvalificeret, men lavtlønnet, arbejdskraft. Det er ikke så godt for uddannelserne. Men det er godt for jer og andre studerende, der på den måde får kvalifikationer og netværk, der giver jer et arbejde.

Velkommen på uddannelsesvognen uden bøgegrene. Det handler om at gå selv.