Et klik med computerens mus. På den måde har omkring 80.000 unge frem til i dag sendt deres drømme om at starte på en uddannelse af sted til den koordinerede tilmelding. Slut med breve, kopier af eksamensbeviser og A4-konvolutter med posten. Selve ansøgningen og den praktiske side af sagen har aldrig været nemmere.

Til gengæld har valget af uddannelse aldrig været sværere. For det første stiger antallet af uddannelser år for år, og nye mærkelige titler gør forvirringen næsten total. For det andet handler udviklingen af nye uddannelser i Danmark mere om institutionernes vokseværk end hensynet til de studerende. Og for det tredje fordi selve systemet med at lade antallet af ansøgere bestemme adgangskravet rummer problemer og betyder, at der er ringe sammenhæng mellem de færdigheder, det kræver at komme gennem uddannelsen, og de krav, der stilles ved indgangen.

1. Uddannelsernes gedemarked
De utallige uddannelser på den koordinerede tilmeldings hjemmeside viser, at udbuddet er gået grassat.

Det ved mange på universiteterne godt. I forgårs bragte denne avis et debatindlæg af rektor Lauritz B. Holm, Aarhus Universitet, hvor han skriver, at universiteterne må gribe i egen barm og erkende, »at der i dag er så mange indgange til de videregående uddannelser, at hverken studerende eller deres kommende arbejdsgivere har det fulde overblik«.

Det kan han roligt skrive. Alene på Aarhus Universitet er der ifølge universitetets hjemmeside 91 måder at begynde en uddannelse på. Og for at det ikke skal være løgn, er der 112 måder at slutte en uddannelse på i form af forskellige kandidatuddannelser. Så jo tak, der er nok at vælge mellem.

Men der er et stykke vej fra ord til handling. Alene siden sidste års optag er der kommet 23 nye kandidatuddannelser på universiteterne – en del af de nye uddannelser er i øvrigt på Aarhus Universitet.

2. Sådan en må vi også have
En af klassikerne, når unge søger uddannelser, er at bebrejde ansøgerne, at de er kræsne og ikke er klar til at flytte for at få deres drømmeuddannelse. I år er ingen undtagelse. I en pressemeddelelse baseret på sidste års tal opfordrer uddannelsesminister Morten Østergaard (R) unge til søge flere videregående uddannelser flere steder i landet, hvis de vil øge chancen for at få en uddannelsesplads. I 2011 blev 9.000 kvalificerede ansøgere til de videregående uddannelser afvist på grund af for lavt gennemsnit. Knap halvdelen af dem havde kun søgt én uddannelse.

Ministerens opfordring er i sig selv rigtig. Hvis de unge var mere friske til at skrive flere prioriteter på ansøgningen, kunne flere komme ind.
Men spørgsmålet er, om ministeren kan garantere for kvaliteten af uddannelserne? For der er eksempler på studiepladser med afsæt i meget små faglige miljøer på landets universiteter. Mange af de nye uddannelser findes allerede på andre universiteter, og bag de fantasifulde titler gemmer sig ofte retninger inden for eksempel antropologi, der allerede kan læses på andre universiteter. Hvorfor bliver et lille land som Danmark med et indbyggertal, der svarer til Hambuorg og omegn, ikke bedre til at samle kræfterne i stærke faglige miljøer, som ansøgerne har lyst til at rejse efter?

Svaret er, at de videregående uddannelser konkurrerer benhårdt om ansøgernes gunst. I løbet af de kommende uger, vil vi se byger af pressemeddelelser fra uddannelser, der glædestrålende fortæller om rekordhøje ansøgertal. Fiaskoer hører vi ikke om. Nye uddannelser er en del af konkurrencen om de penge, der følger hver ny studerende, det lykkedes at presse ind i auditorierne.

Rigsrevisionen har en kritisk beretning om universiteternes lave timetal på humaniora og samfundsfag til høring på universiteterne. Gennemsnittet på humanistiske bacheloruddannelser er otte timer om ugen og fem timer på kandidatuddannelser. Så måske er det på tide at samle kræfterne på færre institutioner og lave færre, men bedre uddannelser.

3. Uskønne knopskydninger
Studieansøgernes kamp foran skærmen i de seneste dage er også præget af usikkerhed på et tredje område. For når ansøgerne har fundet deres egen vej gennem junglen af studieretninger og er klar til at vælge, melder spørgsmålet sig, om de kan leve op til kravene på uddannelsen? Det ved de ikke, når de søger. De ved, hvad det krævede karaktergennemsnit var sidste år. Hvad det bliver i år, vides først 30. juli, og de er derfor henvist til at søge delvist i blinde, hvis de vil ind på de attraktive uddannelser med mange afviste.

Det er antallet af ansøgere og ansøgernes karakterer, der afgør, hvad der skal til for at komme ind på en uddannelse. Hvad uddannelsen kræver af kvalifikationer betyder mindre – selv meget specialiserede uddannelser lukker ansøgere ind uden krav til karakterer. Og lukker dem lige så hurtigt ud igen: Omkring en tredjedel af de studerende på de videregående uddannelser afbryder deres studie – de fleste inden for det første år.

Som en knopskydning forlanger nogle uddannelser derfor fag på højt niveau fra gymnasiet. Sidste år var det hver fjerde nye student, der skulle bruge sommeren på at hæve niveauet i et eller flere fag.

Uddannelsesministeren vil gerne have unge hurtigere i gang og i gennem uddannelserne. Vil han det, må han hjælpe kommende studieansøgere: Færre og bedre uddannelser og et system, der fokuserer mere på ansøgernes kvalifikationer.