Vil bjerget ikke komme til Muhammed, så må Muhammed komme til bjerget. Det er den enkle logik, som ligger til grund for, at Aalborg Universitet nu har en afdeling i Københavns Sydhavn. Som beskrevet i gårsdagens avis starter 2.500 studerende i Nokias forladte hovedkvarter og er altså i den sjove situation at gå på Aalborg Universitet i København. De er hjemmefødningehjemmefødninger, som rektor på Aalborg Universitet, Finn Kjærdam udtrykker det. Og så er Aalborg Universitet klar med universitet leveret til døren. Ligesom andre uddannelser spreder universitetet højt mod nord sine aktiviteter til hele landet.

De studerende er begejstrede, underviserne er glade, og uddannelsesministeren er tilfreds. Så er alt er vel såre godt?

Nej, så enkelt er det desværre ikke. For selv om der er meget godt at sige om, at universiteterne konkurrerer på livet løs om de studerende, giver det en stribe af problemer med uddannelsernes kvalitet, det samlende udbud af uddannelser i Danmark og med størrelsen på de faglige miljøer i et lille land.

Konkurrence på forskruede vilkår
Konkurrence er som udgangspunkt godt. Aalborg Universitets initiativ vil sandsynligvis få Københavns Universitet, CBS og RUC til at anstrenge sig for at fastholde antallet af studerende og de årlige taxametertilskud fra staten. Læs bare indlægget fra medlemmer iaf Frit Forum på dagens debatside, der beskriver Aalborgs afdeling i Sydhavnen som en brændende platform under RUC.

Men som det er i dag, er det konkurrence på meget særlige betingelser. På de mest attraktive uddannelser kræves høje karaktergennemsnit fra gymnasiet for at komme ind. Hvor høje karakterer, der skal til for at komme ind på uddannelsen, afhænger af antallet af studiepladser i forhold til antallet af ansøgere. Søgningen er blandt andet afhængig af modestrømninger blandt unge og uddannelsens geografiske placering. Jo tættere på de store studiebyer, jo højere karakterer.

Det har den underlige konsekvens, at der ikke er karakterkrav på mange højt specialiserende og fagligt krævende uddannelser, og at uddannelser pludselig bliver attraktive og søgt af mange, fordi der er få pladser. Jeg ofte hørt gymnasieelever sige eEn bemærkning som »Jjeg vil ikke spilde mit gennemsnit på en uddannelse, alle kan komme ind på«. Høje karakterkrav får nærmest en værdi i sig selv.

Derfor er der ingen garanti for, at det konkurrence-chok, som Aalborg nu udsætter universiteterne i hovedstadsområdet for, vil hæve kvaliteten. Tværtimod har den konkurrence, der allerede i årevis har været om de studerende, ikke hindret, at der også er mange ansøgere til fag med meget få timer. Rigsrevisionens har netop offentliggjort en rapport, der viser, at der er store problemer med lave timetal især på de humanistiske og samfundsfaglige fag. Det er til flere af disse fag, at kravene til karakterer er højest.

Pressede små fag
Et andet problem er det samlede udbud af fag. Konkurrencen har de seneste fem år ført til knap 200 nye fag på universiteterne. Mange af fagene ligner hinanden til forveksling. Tag bare antropologi, som nu flere steder knyttes sammen med tekniske fag. Om der er job bagefter eller ej, er usikkert – det afgørende for universiteterne er, om de studerendes interesse bliver vakt. Bliver den det, oprettes og eksisterer faget i en årrække. Det er så op til de færdige kandidater at fortælle kommende arbejdsgivere, hvad der gemmer sig bag de finurlige titler.

Spørger universiteterne da ikke aftagerne på arbejdsmarkedet, før de laver nye uddannelser?, vil nogen måske spørge. Jo, det gør de. Men reelt er svarerne tit udtryk for positiv interesse. Ingen spørger aftagerne, om de vil forpligte sig til at ansætte f. eks. en tekchnoantropolog.

Nye uddannelser skal godkendes af akkrediteringsrådet (ACE), der er et råd under Uddannelsesministeriet, som skal sikre kvalitet og relevans af videregående uddannelser. Reelt bremser rådet ikke mange nye uddannelser, blandt andet fordi universiteterne presser hårdt på. Faktisk var et af

Rigsrevisionens kritikpunkter, at ACE godkender uddannelser uden at sikre sig, at universiteterne leverer et tilstrækkeligt timetal. I løbet af efteråret skal ACE gennem den politiske vridemaskine, og der er ændringer på vej, som peger i retning af det, der som kaldes institutionsakkreditering. Men præcis hvordan det skal indføres på danske universiteter, er det ifølge kilder i Uddannelsesministeriet for tidligt at sige noget om.

Samtidig med at universiteterne konkurrerer om at lave oprette nye fag, har nogle sprogfag svært ved at overleve under den kortsigtede konkurrences flygtighed. For få år siden valgte CBS for eksempel at nedlægge sine uddannelser i russisk og italiensk, fordi der var for få studerende. På andre universiteter er en række sprog kommet i klemme. Tysk, fransk og italiensk går tilbage, og russisk er nærmest i frit fald.

Så en af konkurrencens bivirkninger er mange nye uddannelser, der ligner hinanden, samtidig med at mindre populære uddannelser presses. Og at de faglige miljøer risikerer at blive for små og spredte. Eller som formanden for Danmarks Forskningspolitiske Råd, Claus Hviid Christensen, udtrykte det i gårsdagens avis: Danmark er verdensmestre i at skabe små miljøer og derefter påstå, at de er i verdensklasse.

Efter at Aalborg Universitet har slået sig ned i Sydhavnen, melder spørgsmålet sig: Er fremtiden for universiteterne mere konkurrence eller bedre koordinering? Udviklingen peger i retning af det første. Men i et land med små universiteter og et indbyggertal, der svarer nogenlunde til Hamboorg og omegn, er der brug for det sidste.