Netop i disse dage, hvor skoleelever landet over forhåbentlig hygger sig og laver kastanjedyr med mor og far, bliver studielivet til et helvede for mange studerende. Vinterens opgaveafleveringer og eksaminer truer, stakken af delvist læste kompendier vokser, og computeren bruges mere til

Facebookopdateringer end til renskrivning af notater.
Foreningen af jurister og økonomer, Djøf, har i denne uge præsenteret en undersøgelse gennemført blandt cirka 1.100 studerende, som viser, at næsten halvdelen af de studerende siger, at de er ramt af stress. Og for hver femte kokser det så meget, at de opsøger lægen.

Der skal nok smides en skovlfuld salt på, at hver anden studerende er stresset. Selvangivet stress er en relativ størrelse, for præcis hvordan skelnes mellem travlhed i kortere og længere perioder og egentlig stress?

Til gengæld er der al mulig grund til at tage antallet af unge, der søger læge, alvorligt. Det viser, at alt for mange studerende mistrives. Den tendens genkendes af studierådgivere, som oplever stort pres på rådgivningen. På studenterrådgivningen ved Aarhus Universitet er stress og deraf følgende koncentrationsbesvær den tredjealmindeligste grund til, at studerende søger råd.

Rådgiverne peger på, at presset på de studerende kommer både udefra og indefra. For nogle handler det om at få styr på egen tid og pensum. For andre kommer stressen fra de studerende selv.

»Konkurrencen blandt de studerende er skærpet på grund af det arbejdsmarked, der er nu. Og så møder vi mange, især kvinder, der er lynende begavede og ambitiøse, men som bærer rundt på et selvværd, som får dem til at tro, at det er deres præstationer, der alene afgør, om de er værd at elske«, som en rådgiver fra Aarhus Universitet udtrykker det i Djøf-bladet.

Dovne hunde
Der skal nok være lektorer, der allerede her hæver øjenbrynene og ryster opgivende på hovedet. For hvordan passer billedet af ambitiøse og stressede studerende med de unge, som de dagligt møder?

Ikke godt, vil den umiddelbare reaktion være. I læserbreve og avisartikler peger flere undervisere på, at de ofte møder studerende, der mest får stress af at sende sms’er i auditorierne. Og i øvrigt er mere optaget af, hvor lidt de behøver læse for at bestå eksamen, end af at trænge til bunds i fagene.

Men billedet er ikke så modsætningsfyldt, som det kan synes. For både antallet af stressramte studerende og lektorers oplevelse af, at studerende lader sig reducere til elever på folkeskoleniveau, udspringer af samme dilemma. Uddannelserne åbner dørene på vid gab og fylder auditorierne til bristepunktet.

Det fører til, at der bliver større forskel på top og bund og på de ambitiøse og de usikre studerende. Det fører også til, at adfærdsmønsteret strækker sig fra topstuderende, der aldrig har været bedre, til studerende, der forsøger at komme igennem på en badebillet, og igen til dem, der knækker nakken på de mange og diffuse krav, et universitetsstudium stiller. Det er svært at få den lange ligning med krav om gode karakterer, relevante studiejob på cv’et og et udlandsophold til gå op.

Curlingstuderende
Universiteterne ved godt, at mange studerende ikke trives. Hvad enten studerende går ned med stress eller, som det sker for omkring hver tredje, må opgive at komme igennem studiet, har problemet været velkendt i årevis. I de senere år er universiteterne begyndt at tage problemet alvorligt med mentorordninger, særlige introforløb og kurser i studieteknik.

Bedre sent end aldrig, vil nogle mene. Heriblandt uddannelsesminister Morten Østergaard (R), der har skrevet mål for omfang af undervisning og nedbringelse af frafald ind i de udviklingskontrakter, han har indgået med landets videregående uddannelser.

Men spørgsmålet er, om det er nok? Eller om det er selve undervisningen på universiteterne, den er gal med?

I en ny ph.d.-handling peger uddannelsesforskeren Berit Lassesen på, hvorfor studerende og undervisere på universiteterne tit går fejl af hinanden. Hendes konklusion er, at de studerende ikke er dumme og dovne, men de stiller i højere grad end tidligere krav til undervisningen. Og det giver ballade, fordi det er de færreste undervisere, der ved, hvad der skal til for at give de studerende redskaberne til at lære bedst muligt.

Lassesen peger i sin afhandling på to måder at lære på: et overflade- og et dybdelæringsniveau. Den dybe læring gør den studerende i stand til at tænke kritisk, udvikle personlig indsigt og forståelse for emnet, mens den overfladiske læring består af reproduktion af viden, der kan bruges til et bestemt formål. For eksempel at bestå en eksamen. Men den overfladiske læring sætter ikke for alvor den studerende i stand til forstå stoffet og selv tage stilling.

Så når studerende forventer akademisk sondemad af underviserne, er det udtryk for en overfladestrategi, som studerende forfalder til, fordi de ikke er blevet selvstændige eller har lært at danne sig deres egen mening. Tendensen til curlingstuderende, der vil have undervisere til at feje alle hindringer af vejen, bliver kun værre i fag med stort tidspres og stoftrængsel.

Det bedste middel mod stress er, at underviserne tager sig selv og de studerende mere alvorligt og gør mere for at lære de studerende, hvordan de kan og bør komme dybere ind i stoffet. Det er de færreste undervisere, der gør det i dag. Er de studerende først blevet i stand til at håndtere stoffet selvstændigt, kan de til gengæld klare det meste. Det er politisk pres og universiteter med vokseværk, som i disse år lader studerende starte med meget forskellige forudsætninger. Det kan gøre mere skade end gavn, hvis ikke undervisningen indrettes til det.