»Det er her, Mary køber sko til børnene«, hørte jeg for nylig en kvinde hviske til sin barselsveninde, da de passerede Københavns måske dyreste butik med fodtøj til børn.

Veninden nikkede anerkendende, parkerede sin cremefarvede Emmaljunga Big Star Supreme af en barnevogns-karet og smuttede indenfor i Østerbro-butikken. For selvfølgelig skulle hendes lille Sophia-Emily da have ægte prinsessesko.

Vi lever i en prinsessetid. Dagligt bliver vi bombarderet med mediernes uafladelige rapportering til de altædende royalist-undersåtter. Hvem er nu gravid? Hvem skal føde? Hvem har allerede på få uger tabt graviditetsvægten? Hvem er supermor? Hvem har den flotteste gallakjole? Hvem er en yndig lille prinsesse? Hvem kom lidt tæt på balkonkanten? Og så videre.

Det er især de kvindelige medlemmer af kongehuset, der tiltrækker sig opmærksomhed. Konstant bliver de målt og vejet, vurderet og beundret. Vi skal dog helt tilbage til 1950’erne for at finde så gammeldags et kvindesyn. For når det kommer til de royale kvinder, handler det om at føde børn, se pæne ud og i øvrigt holde kæft så meget som muligt.

Med dronningen som undtagelse, da hun både er ’en kunstnerisk sjæl’ og færdig med at føde. Men hvornår har vi sidst hørt en af prinsesserne sige noget begavet? Svaret er aldrig. Og det værste er, at det åbenbart er sådan, vi kan lide det.

Til gengæld laver ’Go’ Morgen Danmark’ lange tv-indslag med tip til Marys stil, mens damebladene guider til, hvordan man kan komme til at ligne kronprinsessen (det er noget med clutch-taske og boucléjakker, kan jeg afsløre) eller tabe sig hurtigt ligesom Mary.

Og Marie, der ellers både har studeret økonomi og arbejdet med it og medier, kunne hun ikke have noget begavet at sige om den økonomiske krise? Fremtidens mediebillede?

Nej, for hun har travlt med at tie stille og holde fri, ligesom de andre kongelige, der år efter år får sat apanagen op og bruger livet på shopping, rejser og deres egne børn.

De er nogle enormt dårlige kvinder at spejle sig i, fordi det ikke har et hak med virkeligheden at gøre. Herude på den anden side tæller folk ned til børnepengene, kæmper med lukkedage og garantiventelister og genbruger nytårskjolen. Men alle de små piger dukker op i prinsessekjoler, tyl og diadem til fastelavn. Sover tornerosesøvn i Disneys prinsessesengetøj og drømmer om en prins, der kan tilbyde dem det halve kongerige. Det hænger ikke sammen.

Engang hed det ’året der gik i kongehuset’, nu hedder det ’hver dag året rundt i kongehuset’. Der er bryllupsdage, fødselsdage, ferier, nytårskure, slankekure, officielle udlands- og indlandsbesøg, ministerrokader og dronningerunder. Plus det løse.

Dårligt var det lille kongerige færdige med at råbe hurra og så det lange for dronning Margrethes 40 års jubilæum som regent med alt, hvad det indebar af københavnsk karetkørsel, tv-transmitteret rød løber og detaljer om borddækningen, før prinsesse Marie af Møgeltønder nok engang sikrede arvefølgen med en ny lille prinsesse.

Men hvornår er det nok? Hvor meget skal vi høre om en udvalgt flok privilegerede menneskers trivielle hverdag?

Der bliver født børn hele tiden. Hvorfor bliver det topnyhed i TV 2 Nyhederne, at prins Joachim har fået en pige, hvorefter en hel flok såkaldte ’danskere på gaden’ underdanigt skal sige tillykke, hurra og så det lange?

Og i radioen gættede de på, hvad pigebarnet skal hedde, mens prinsesse Marie roses af læger og jordemødre for sit store talent for at føde. Snart skal vi utvivlsomt have en hel dags tv fra dåben af prins Joachims fjerde barn med fire lange royale navne. Ligesom vi har set det med alle kronprins Frederiks fire børn.

Det er da hyggeligt med børn og tilmed mægtig moderne at få mange af dem. Det signalerer overskud og kærlighed. Og det er også dejligt nemt at få mange børn, når man ikke rigtig arbejder og har en barnepige til at stå op om natten. Når man ikke selv vasker ungens gylpplettede stofbleer eller skal støvsuge kiksekrummer op i døgndrift.

Det er også nemt at komme tilbage i form efter en graviditet, når man har sit eget træningscenter, en stylist og en personlig træner. Alligevel bliver vi ved med at bøje os i næsegrus beundring.

Måske er det ved at være på tide, at nogen råber: De har jo ikke har noget tøj på!