Jeg var 25 år, journalistpraktikant og havde netop skrevet min første personlige klumme, som handlede om noget med mænd og kvinder, og hvordan vi fandt hinanden derude i det virkelige liv.

Jeg var mægtig stolt og syntes, klummen var modig, fordi den handlede om kærlighed og krop, og gik derfor spændt hjem fra arbejde med den der særlige summen i maven, man kan få som journalist, når man er rigtig glad for sit arbejde, men også lidt bange for reaktionen på det, man har skrevet.

Næste dag lå der en mail fra en, der kaldte sig ’Lucky Luke’, i min indbakke med ordlyden: »Du skal bare lære at sluge, din klamme rødstrømpeluder«. Jeg har faktisk gemt mailen, fordi den på en eller anden måde markerede et vigtigt sted i min videre karriere som journalist og ikke mindst debattør.

Fordi jeg skulle tage beslutningen om, hvorvidt jeg gad fortsætte i det spor, som jeg syntes, jeg fagligt befandt mig godt i, men dermed gøre mig til skydeskive for folk som ’Lucky Luke’.

Der er nemlig utrolig mange vrede mennesker derude på den anden side. Uden at jeg kan forklare hvorfor, er størstedelen mænd. Hvis I ikke tror mig, så tjek kommentarsporet på diverse blogs. Det er mænd, mænd, mænd. Da politiken.dk for et par uger siden indførte brugerprofiler, hvor man skal tjekkes i cpr-registret og skrive under eget navn, var der mange kvindelige kommentatorer, der viste sig at være mænd i det nye system.

Både i England, Norge og Sverige har der de seneste par måneder kørt en større debat om, hvorvidt de mange anonyme, vrede mænd reagerer ekstra kradsbørstigt over for kvindelige skribenter.

Personligt elsker jeg internettets frihedsidealer og fornemmelsen af, at her er vi alle lige og kan snakke med hinanden. Men jeg har det svært med tonen. Svært med kvindehadet og sexismen, som lurer mellem kommentarerne, nok især når man bevæger sig ind på at debattere køn og ligestilling.

På min egen blog på pol.dk har jeg fået tonsvis af kommentarer a la denne her: »Hej Fisse – øh Giese. Kan du ikke få noget pik, øhh tilfredsstillelse; øh, nå nej, du er for ækel«.

Den slags ser man bare ikke hos Lars Trier Mogensen, hvor man holder sig til bolden, nemlig politik og samfund, og ikke skribentens sexliv, udseende etc.

Der er 42 debattører tilknyttet Politikens netdebat, de 9 er kvinder, hvoraf 5 af os arbejder på avisen. På jp.dk har de 35 debatbloggere, de 12 er kvinder, og på Berlingske hedder tallene dags dato 11 bloggere, heraf 3 kvinder.

Statistikken er ikke god, når vi taler ligestilling og lige adgang til den offentlige debat. Men jeg kan faktisk godt forstå, at mange kvinder ikke gider eller hurtigt dropper at deltage i festen.

For man skal være hårdhudet for at kunne tage de konstante angreb på sit køn og sit udseende. Fanger de vrede mænd én på en dårlig dag, kan det sagtens gå under huden.

Mange af de grimmeste kommentarer bliver heldigvis fanget af netavisernes moderatorer. Det gør dog de anonyme vrede mænd endnu vredere: ’Jeg har vel min ytringsfrihed!’, kæfter de op.

Nethadet kører også på Facebook, hvor folk, og her er det jo med eget navn og billede, sviner offentlige personer til. Jeg har gennem tiden fået flere hundrede mails fra kvinder, der siger »godt brølet«, »hvor er du modig« og den slags. De vil gerne debattere, de vil gerne skrive på nettet, de orker bare ikke syndfloden af had og tilsvininger fra de mange vrede mænd. Hvor er det ærgerligt.

Så længe man kan lukke kæften på kvinder, der kæfter op ved at skrive, at de er grimme, usexede eller får for lidt pik, kommer vi i hvert fald ingen vegne med at inkludere begge køn i den offentlige debat. Men selv om jeg undrer mig over nettets kvindehad, fornemmer jeg også, at der et sted derude sidder en masse mænd, der er blevet trådt på. Af kvinder.

Som er blevet forladt og har fået taget deres børn fra sig. Det er helt på fornemmelsesplan, men der er en undertone i de vrede kommentarer, som hvert øjeblik kan bryde ud i et sørgmodigt ’pourquoi, Birgit?’.

Det er da i virkeligheden også ret sørgeligt.