Jeg fulgtes for nylig med en kollega gennem byen, der fortalte mig, at han var flyttet fra sin kone. Det var jeg naturligvis ked af at høre. Så fulgte en velkendt historie om at være fyldt 40, at børnene kun kom til ham, når de ville have penge, at han havde lyst til at bolle med alle andre end den kvinde, han havde delt seng med i så mange år, og at han generelt var forvirret over sit liv.

Den slags mænd er jeg omgivet af i øjeblikket. En gammel ven er flyttet i fremleje med IKEA-køjeseng til weekendungerne. Han er ved at samle »sit nye band«, som vel at mærke også bliver hans første band. Sidst vi sås, var det under ordnede (par)forhold i forstæderne med tofamiliehus og Nespresso-maskine, nu står den på indkøb af Roskilde Festival-billet og impulsiv tirsdagsøl.

En anden ven, midt i fyrrerne, snakker om at få et kuld unger mere, en slags »anden omgang«, som han kalder det, med sin RUC-kæreste på 24 år. Fordi »børn er meningen med livet«, som han højtsvunget siger, mens jeg kigger ind i de store, blå øjne og minder ham om, at han jo, sådan set af samme årsag, allerede har fire af slagsen.

Og til et bryllup, jeg var til, rejste en forty something mandlig gæst sig op. Konen var ikke med, og det var der en grund til: »Husk at blive ved med at have sex«, tordnede han til brudeparret, »ellers ender det galt!«, mens der blev hvisket om utroskab og skilsmisse i krogene.

Det hedder midtvejskrise og er et ret velkendt fænomen, ja, nogle psykologer kalder endda tilstanden ’den anden pubertet’. Avs, det lyder alvorligt, hvis man bliver lige så grundusikker og grundliderlig som en teenager. Igen. Men er midtvejskrise kun noget, mænd får? Eller har de bare et mere genkendeligt handlingsmønster forbundet med den?

De er i hvert fald nemme at pege fingre ad og grine ad, de der mænd med buldrende panikalder i lemmerne, der pludselig begynder at købe knaldrøde gummisko, farve håret og gå sidst hjem fra festerne.

Og mens nogle mænd klarer ærterne ved at købe en åben bil, begynde at løbe eller køre på motorcykel (for nylig kom det frem, at det mest er mænd i slutningen af fyrrerne, nordjyder endda, der køber motorcykler. Fordi de liiige skal leve drømmen ud og mærke, at de stadig kan have noget farligt mellem benene), er den med sidespring, skilsmisser og ’en yngre model’ også en velkendt arbejdsgang.

Kendis-kokken Thomas Rode Andersen lever sin midtvejskrise ud i fuld offentlighed. For at ’leve op’ til sin unge kæreste (hans ord, ikke mine) har han kastet sig religiøst over den benhårde træningsform crossfit og kostfænomenet stenaldermad og udbreder nu det glade budskab om, at brød, ris, pasta og generel dovenskab gør, at det moderne menneske ikke længere kan løbe fra sabeltigre ligesom i stenalderen. Men det kan kokken nu, og han kan også fremvise en imponerende vaskebrætmave. Også kendte mænd som Casper Christensen, Lasse Rimmer og Thomas Vinterberg fortæller om deres skilsmisser og unge kærester i medierne, og især i dame- og sladderbladene vil man gerne vide, hvad meningen er med det hele.

Når jeg kigger mig omkring, har jeg tværtimod svært ved at få øje på kvinder i midtvejskrise. Faktisk virker det nærmest, som om kvinder bliver glade af at nærme sig 40. At noget falder i hak. Altså medmindre man ligesom kvinder som Pernille Aalund har besluttet sig for at bekæmpe alle kroppens alderstegn resten af livet og derfor tordner løs om botox og restylane og bekæmpelse af mormor-arme. Ellers bliver det højest til lidt selvhjælp og coaching.

I den vidunderlige film ’The Kids are All Right’ får Julianne Moore dog en buldrende midtvejskrise over sit konforme familieliv og er konen Anette Bening utro, der da også er lidt Joni Mitchell-frelst i det. Men ellers er det ikke et emne, vi ser behandlet så meget med feminine fortegn.

For mænd er det derimod et tema, der ret let bliver behandlet klichefyldt som i filmen ’Klassefesten’ med Nicolaj Kopernikus, der nægter at bruge læsebriller for ikke at virke gammel. Eller i ’Klovn’, når Casper og Frank støver studenterhuerne af og tager til fest med de unge.

Der er jo ingen mennesker, der kan lide følelsen af, at en dør lukker. At noget er for sent. Alligevel bruger mange den der midt i livet-tid til at gøre status: Nå, jeg kom ikke på landsholdet. Jeg blev ikke astronaut. Jeg fik aldrig løbet et maratonløb. Jeg blev ikke rockstjerne. Og hvor midt i livet-kvinder fysiologisk ikke kan lave et kuld unger mere – og sjældent brænder for motorcykler – har mænd lidt længere løbebane og kan starte forfra.

»Vi sad bare der i en sofa og gloede på hinanden«, sagde min kollega om sin skilsmisse. »Jeg kunne ikke længere huske, hvem vi var, inden vi fik børn og hjørnesofa, og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte gå fra den der lortehverdag«.
Nu går han så på bar i stedet og søger efter et eller andet ikke helt defineret. Måske er det sig selv, han finder, måske er det den næste, han skal dele en hjørnesofa med. Så pas på ham, han er ny i trafikken.