I lørdags fik jeg en mavepuster af min avis. Det sker egentlig ikke så tit, men jeg har ikke kunnet ryste oplevelsen af mig.

Egyptiske Mona Eltahawy skrev debatindlægget ’Hvorfor hader mændene os?’. Og lige siden har 15 døde piger rumsteret rundt inden i mig.

Jeg elsker at skrive om køn og er stolt af at arbejde på en »feministisk bøsseævlende« avis, hvor man vægter dette område højt og giver en del spalteplads til artikler om køn og ligestilling.

Og der har da været mange sjove debatter på denne kønskulturelle klummeplads de seneste par måneder – dumme dameblade, mandlige midtvejskriser, unge pigers jagt på silikonebryster, ældre kvinder med unge mænd, dovne prinsesser og så videre. Alle fine emner, der ikke skal negligeres, bevares, jeg har sådan set selv skrevet dem.

Det er bare, som om en holdnings-uforskrækket kønsdebattør som undertegnede får det lidt svært med at komme videre i teksten, når kvinder som Eltahawy får munden på gled.

For pokker, hvor var det chokerende læsning! Eltahawy skriver om det, hun kalder det arabiske kvindehad med ydmygende jomfruprøver af kvinder, der kæfter op, seksuelle overgreb mod kvindelige frihedskæmpere i det arabiske forår, om omskæring af kvinders kønsorganer og reduktion af deres seksuelle nydelse, om jagten på ’den ærbare kvinde’, umyndiggørelse af voksne kvinder, piskeslag som straf for kvindelig bilkørsel, fængselsstraf til et offer for massevoldtægt og så videre.

Det er ikke til at holde ud at læse og er derfor selvfølgelig så skidevigtigt at læse.

Men værst var nu historien om de 15 døde skolepiger. Nu kommer den.

Ved en brand på en pigeskole ved Mekka i 2002 afskar det såkaldte moralpoliti pigerne fra at flygte ud af den brændende bygning – og afholdt også brandvæsnet fra at komme ind og redde pigerne.

Årsagen var, at pigerne ikke var iklædt de religiøse hovedtørklæder, som det er påkrævet i det offentlige rum i Saudi-Arabien.

Den historie vil simpelthen ikke slippe mig igen. Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan begrunde en sådan foragt for menneskeliv med religion. Jeg kan ikke forstå, at mennesker kan retfærdiggøre at se børn brænde ihjel på grund af deres tro på Gud.

Og selv hvis de gør det, så var disse piger indskrevet i en muslimsk pigeskole ved Mekka og må derfor betegnes som rettroende, hvis vi skal prøve at forstå denne ekstreme religiøsitet.

Men hvad er det at tro på Gud? Er det ikke at tro på mennesker? På medfølelse, på kærlighed, på børn? Jeg forstår det ikke. Og skal selvfølgelig ikke forstå det. Problemet er bare, at disse 15 piger har sat sig på tværs i mig, så jeg ikke kommer videre i mit feministisk-journalistiske virke, før jeg har fortalt historien om dem en gang til. Så det gør jeg lige.

I 2002 døde 15 skolepiger i en brand, fordi de ikke havde nået at dække deres hår med tørklæder, inden de prøvede at flygte ud af en brændende skole.

Hvad kan vi gøre ved det? Hvad skal der til for, at Mellemøstens kvinder starter et kvindeoprør? Kan de det? Vil de det? Handler det her om religion eller tradition? Handler det om noget arabisk, noget islamisk eller noget politisk? Hvorfra stammer ideen om, at kvinder skal tildækkes, ydmyges, holdes nede, holde kæft, holde benene samlede?

Ulykker sker. Brande sker. Skolebrande sker. Børn dør. Men her var der nogen, der bevidst valgte, at disse 15 børn ikke skulle reddes, fordi de var piger. Deres køn afgjorde sagen. Jeg er tilbøjelig til at sige, at vi skal give asyl til kvinder, der lever i lande med et sådant menneskesyn.

Det er jeg godt klar over, at de ikke nødvendigvis er interesserede i, og at Danmark, trods tiltagende rummelighed qua regeringsskiftet, nok ikke har plads til alle Mellemøstens kvinder. Men alligevel.

Efter offentliggørelsen af Eltahawys indlæg, der er blevet trykt verden rundt, eksploderede nettet med positive tilkendegivelser, og teksten er blevet delt og delt online. Mange anklager hende naturligvis for at være en kvindelig ’Onkel Tom’ ved udelukkende at fokusere på Mellemøstens kvindesyn. Og der er naturligvis religiøse fanatikere overalt.

Men der blæser nye vinde over regionen, og vi må i Vesten gøre alt, hvad der er muligt, for at støtte frihedskæmpere som Mona Eltahawy, der trods voldelige og seksuelle overgreb på egen krop stadig ikke holder kæft.

Vi må støtte de kvinder, der sætter livet på spil for at revolutionere det nedarvede kvindehad og skubbe gang i den udvikling, som det politiske, private og religiøse liv må og skal gennemgå i Mellemøsten.

Kun sådan vil 15 skolepigers meningsløse død aldrig mere kunne undskyldes med Gud.

LÆS INDLÆGGET HER