SektionerMedier |
Aktuelle temaer
Satire |
GenvejeServices |
Andre websitesKontakt |
Er kvinder over 40 de nye spedalske?
Det er direkte på forsiden, når en rock-mama har rynker. Syv ud af ti mener, at kvinder over 40 år ikke bør gå i bikini. Og i radioen jubler værten over, at en 42-årig popstjerne slet ikke ligner sin alder. Men hvorfor må kvinder ikke blive voksne?
send
Send artikel
Til:
(E-mail, adskil flere med komma) Fra (E-mail): Besked:
|
En Facebook-veninde lagde i sidste uge et billede af sig selv i bikini på sin profil som kommentar til, at The Voice, BT og flere andre medier havde kørt en opbyggelig sommerhistorie om, at »bikini er no-go for 40-årige«. Sådan bare lige for at give lidt ekstra kvindeligt kropshad her i badesæsonen, hvor alle damebladene massivt kører de traditionelle 'stram ballerne op inden stranden' og 'lynkur inden bikini-tid'-tema-artikler.
Men der sad hun så, smuk, lyshåret og lækker, i sin bikini og var endda præcis 40 år. Og sagde ta' den.
Det virker lidt, som om vores ungdomsdyrkelse og aldersforskrækkelse er ved at tage overhånd. Der bliver i hvert fald virkelig hetzet mod voksne kvinders udseende, og gud forbyde, at vi på nogen måde skulle kunne se, om kvinder i mediebilledet er 50 og ikke 25 år.
Forsidebaskeren på Se og Hør sidste uge var Sanne Salomonsen UDEN MAKEUP! Så kunne vi rigtig mæske os i, at hun har tilladt sig at FÅ RYNKER! I en alder af 56 år..
Tænk, at kvinders aldring er så chokerende og opsigtsvækkende, at det kan betale sig at have en paparazzo siddende uden for en sangerindes bopæl for at fange hende på vej i kiosken. Ville man gøre det med Kim Larsen? Rydde forsiden for at fremvise hans rynker? Jeg tror det ikke.
I P3 hørte jeg forleden en ung, mandlig vært juble over, at popsangerinden Gwen Stefani, der er hele chokerende 42 år, slet ikke ser ældre ud på sit nye albumcover.
Puha, hvor heldigt, tænker man. Ligesom gossipmedierne hele tiden bringer bikinibilleder af kendte kvinder, som deres telelinser har fanget, hvor der zoomes ind på rynker og ikke mindst den største kvindelige dødssynd overhovedet: appelsinhud på lårene. Stram lige op, piger, rådes der til.
I Ekstra Bladet viste man sidste tirsdag billeder af Lene Nystrøm fra popgruppen Aqua uden særlig meget tøj. Men heldigvis kunne journalisten forsikre, at: »Trods de 38 år på bagen er der ikke meget, der rent visuelt tyder på, at Lene næste år fylder 40 år«. Puha, hun ser IKKE gammel ud. Det var godt. Så er vi trygge.
Det er simpelthen aldersdiskrimination, så det batter.
I sidste uge kom så bikinihistorien, hvor 70 procent af de 2.000 adspurgte kvinder i en undersøgelse fra webshoppen isme. com havde svaret, at kvinder over 40 år ikke bør gå i bikini på stranden, men pænt må gemme deres gamle kroppe i en tækkelig badedragt.
Mage til selvhad skal man da lede længe efter.
Nu skal man naturligvis lade være med at tillægge sådanne web-polls for meget tyngde, men bikiniundersøgelsen siger alligevel noget om vores tid. At vi ikke gider se på den voksne kvindekrop. Og det er da pokkers ærgerligt. Ikke mindst fordi det ikke er en kvindes alder, der fortæller noget om hendes skønhed, men den måde, hun bærer sin krop. Jeg kender da masser af kvinder, der er en million gange smukkere som 40-årige, end da de var 20.
Nu er jeg selv lige kommet hjem fra en badeferie i Italien. Her sad alle de lokale kvinder, bedstemødre, mødre, døtre og svigerdøtre, hver dag i strandkanten og ordnede verdenssituationen, eller i hvert fald landsbysladderen, med måsen godt plantet i en medbragt klapstol og fødderne i det kølende vand. Det var damer i alderen 8-80 år, give and take, der alle var klædt i bikinier i alle regnbuens farver. Den måde, disse kvinder, uanset trebørnsfødselsmaver, blåviolette åreknuder eller præpubertære minibryster, bar deres krop med stolthed, ynde og kærlighed på, kunne vi sgu godt lære lidt af herhjemme.
For kvindelivet er meget langt, hvis kvinders kroppe og udseende kun kan bruges de første fire årtier af det. Hvad så med de næste fire? Skal vi så leve som spedalske, afskærmet fra verden, så snart fødselsattesten siger 40? Eller pakkes ind i burkaer? Jage ungdommens spændstighed med botox, restylane og silikone som faste følgesvende?
Der er intet i vejen med at være forfængelig, men det er misforstået at dyrke et kropsideal, der fratager kvinder dejlige badeture, livsglæde, runde maver og bløde baller. Det er da en stor og vigtig del af livet, det voksne liv, hvorfor skal det skammes væk? Det værste er jo, at selvhadet og hetzen mod den voksne kvindekrop gives videre i generationer. Og jeg kan da godt forstå, at de unge piger nogle gange får sig en ordentlig forskrækkelse i svømmehallen, hvis de aldrig har set en kvinde med hår under armene eller et kejsersnitar, hvis mor altid har gemt sig væk.
Vi må finde tilbage til respekten for kroppen. Den naturlige, almindelige krop, sådan som den ser ud med spor af tiden - børnefødsler, smilehuller og bekymringsrynker, drukture og rygerår, lange arbejdsdage på kontorstole, ar efter cykelstyrt, runde hofter, eller hvad det nu kan være. For selvfølgelig skal kvinder over 40 da gå i bikini. Og ordne verdenssituationen i vandkanten.
Se også
- Botox er underholdningsbranchens epo 23. feb 17.26
- Vi må snart have nået hårgrænsen 22. feb 00.01
- Anmeldere ser dellen over de stramme pigejeans, men ikke egen ølvom 05. nov 11.12
- Live-botox på kvindemesse: »Så lå hun bare der med en sprøjte i ansigtet« 07. okt 12.32
- iByen Rockmama skal synge hippie-musical på Gasværket 17. dec 14.15
Flere indlæg af Ditte Giese
- Er det mit ansvar, når minoritetskvinder undertrykkes? 17. maj 13.39
- Sælg nu ham Holger 22. apr 08.56
- Tilbage til 1950'erne med bangebukse og forurettede vindermænd 19. apr 15.42
Læs hver dag
- 22. maj
- 22. maj
Bordfolk, æggebæger
Med kollektionen 'Bordfolk' har Lucie Kaas givet nyt liv til de dansk designede æggebægere, der prydede morgenbordene 60'erne og 70'erne.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1145 kr.
Alm. pris 1350 kr
|
|
Pluspris 99 kr.
Alm. pris 129 kr
|
|
Pluspris 219 kr.
Alm. pris 259 kr
|










Ditte Giese
Om frisind, kønsbriller og rød mod blå stue