Vi var egentlig midt i en Facebook-diskussion om, hvorvidt tidens store modedille med erotisk litteratur til kvinder handlede om, at det var mere velanset at læse porno end at se porno.

Og så kom det fra en af mine borgerlige moddebattører: »Ville ønske, at Politiken-segmentet var lidt mere friske«.

En lille stikpille. Og sådan blev læserne af nærværende avis endnu en gang udlagt som kedelige og sexforskrækkede. Nu skulle jeg ellers mene, at Politiken, og måske Information, er de aviser i dette land, der skriver mest om sex.

Der går nærmest ikke en dag uden husmorporno, transkønnede, femiporno, erotisk fotokunst, reportager fra swingerklubber og piercede tissemænd i spalterne. Og hvornår har nogen sidst set anmeldelser af pornofilm i Tante Berlingske Officin?

Nå, hovedsagen er, at jeg ser og hører dem hver dag på min færd rundt i medielandskabet og de sociale medier. De der stikpiller, hvor Politiken og Politikens læsere skal lægge ryg til ikke så lidt.

LÆS DEBATDen dømmesyge kulturelite håner mig

Hellige, bedrevidende, politisk korrekte, forudsigelige og ikke mindst kulturradikale – det sidste udtalt med en vred hvislen gennem de sammenbidte tænder. Kulturradikal. Fy føj.

Det er ingen hemmelighed, at der oprustes på den borgerlige fløj.

At der uddannes borgerlige meningsdannere på samlebånd. At ungdommen er kongeblå med rent liberalt Saxobank-blod rullende i årerne. At de onde er de svage, de arbejdsløse, de lavtlønnede, de gamle og de syge. Dem skal vi ikke tage os af, for MARKEDET REGULERER SIG SELV, messes der fra højre.

Det, jeg bare ikke forstår, er, hvor alt det had kommer fra? Læser man de borgerlige bloggere, optræder den altoverskyggende fjende, Politiken, i nærmest hvert andet indlæg og gerne krydret med satiriske klicheer om Politiken Plus og de forhadte 68’ere/kulturradikale/venstreorienterede læsere.

På flere af blogsene er ’Politiken’ faktisk en kategori for sig selv på linje med ’Finanslov’ eller ’Ligestilling’.

»Det er bare, som om jer, der læser Politiken og stemmer rødt, har taget patent på at være gode mennesker«, sagde en veninde til mig, da vi snakkede om det der had.

Men hvad vil det sige at være ’rød’? Hvad vil det sige at være ’kulturradikal’? Noget med social ansvarlighed, internationalt udsyn, frisind, antimilitarisme, religionskritik, antiautoritær, ligestilling og en generel glæde ved kunst, kultur og ikke mindst PH-lamper. Jeg forstår ganske simpelt ikke, hvordan det kan være genstand for så massivt et had.

Noget andet er, at det jo ikke just er, fordi de borgerlige aviser er neutrale.

En avis som BT har været direkte aktør i statsministerens skattesag for at forpurre et rødt regeringsskifte. Og den borgerlig-liberale tænketank Cepos optræder ustandseligt både som kilde, a la ’siger Cepos’ cheføkonom’ – OG som journalistisk artikelafsender i Jyllands-Posten og Berlingske.

Men dem kan jeg da bare lade være med at læse, hvis jeg ikke gider det verdenssyn. Så hvorfor kan blå blok ikke bare lade være med at læse Politiken, hvis de synes, det er for meget, at avisen samler ind til ambulancer i Syrien eller har tilbud på kulturrejser til Toscana?

Nogen siger, at dem, man tugter, elsker man. Hvis det er rigtigt, så siger vi tak for opmærksomheden.