Tak skæbne for en modtagelse, Anne Linnet har fået for sin nye plade, ’Kalder længsel’.

Linnet har nemlig tilladt sig at lave en elektronisk plade med et par numre, som man kunne forestille sig at danse til.

Men hun skal sgu ikke komme her i sine stramme læderbukser og spille op til dans, lyder anmeldernes dom. Kan hun værsgo gå hjem og hækle grydelapper med børnebørnene!

LÆS OGSÅ Anne Linnet vakler på sit nyeste album

Ekstra Bladets Thomas Treo skrev i sin anmeldelse: »Som Sanne Salomonsen, Madonna og så mange andre aldrende popstjerner jagter Anne Linnet febrilsk sin tredje ungdom, og i en alder af 59 finder hun det nødvendigt at mene noget i ’X Factor’ samt at have en kone, der blev født halvandet årti efter, at veteranen startede karrieren«.

Av. Og det bliver endnu grimmere:

»Der er dømt Bacardi Breezer-disco og dancepop med rollator, når Linnet stavrer omkring på dansegulvet«.

Det, Thomas Treo er så vred over, er, at sangerinden ikke lever op til hans stereotype forestilling om, hvordan man er en rigtig kvinde. Så er man nemlig enten ung og fræk og dermed velkommen på dansegulvet. Eller også har man pli nok til at holde sin kæft eller spille noget rolig jazz for det grå guld. Og det der med unge koner er da forbeholdt mænd.

Samme Treo gav Sanne Salomonsen denne tur sidste år:

»Salomonsen fylder 56, og det er der jo som bekendt ikke noget galt i, men det forekommer forrykt og tragisk, når sangerinden ter sig, som om hun var sit eget barnebarn. Popmama er så forhippet på at fremstå hip, at det virker desperat, og i den klodsede higen efter ungdommelighed kommer hun netop til at fremstå endnu mere affældig og afdanket«.

Måske har de to damer udgivet uforskammet dårlige album, det er jo en smagssag. Om end de tre nye Linnetnumre, jeg selv har ’skamlyttet’, for nu at blive i Ekstra Bladet-retorikken, har været ganske forrygende efter denne kulturforbrugers helt personlige smag. Men spørgsmålet er, hvorfor de skal svines så meget til på alderskontoen?

DEBATEr kvinder over 40 de nye spedalske?

Gaffa kalder Linnet for »Medina Senior«, metroXpress »en aldrende popstjerne«, der »har rundet de 59 somre«, og Berlingske synes, det er farligt at lave dansemusik i så høj en alder:

»Det er – sagt i al respekt – en farlig ambition for en kvinde på 59. Hvad der fungerer på dansegulvet, hvor det fortrinsvis er unge, som færdes og mødes, kan Linnet næppe vide noget om«.

Nå, for mennesker i 50’erne danser ikke – eller? Og hvem siger, at musikelskere kun lytter til jævnaldrende musikere? Musik bringer da om noget folk sammen på tværs af generationer, nationaliteter, religioner, ja, find selv på flere kategorier.

Er det mon tilfældigt, at alle de ovenstående anmeldelser med doser af, hvad man kun kan betegne som aldersfascisme og sexisme, er skrevet af mænd? Jeg tror det ikke.

Men hvorfor må kvindelige kunstnere ikke blive voksne og lave den musik, de brænder for, uden at anmelderne ser rødt? Madonna skal også høre for, at hun prøver at være ’ung med de unge’ og burde tage noget mere tøj på. Hvorfor, når nu hun er lækker i badedragt?

Mandlige kunstnere bliver derimod ikke mødt med samme løftede pegefinger, der siger, skråt op – skrid – du er for gammel. Her tæller erfaring og alder faktisk på plussiden. Se bare på Jørgen Leth og Rolling Stones.

Når 81-årige Tom Wolfe udgiver ny bog, fremhæver Politikens Kim Skotte igen og igen mandens virilitet og ungdommelighed i anmeldelsen. Wolfe »pumper litterært Viagra over 700 stive sider« med »stiv prosa og håret tilbage«.

LÆS OGSÅFeminiserede mænd og deres vasketøj

Ved Bob Dylans seneste album, ’Tempest’, skrev Erik Jensen her i avisen: »Som den endnu ældre Leonard Cohen har 71-årige Bob Dylan de senere år modbevist den ofte fremsatte påstand om, at sangskrivere er bedst i ungdommen«.

Alder hos mænd er åbenbart lig med godt. Måske fordi ældre mænd i fuld vigør inspirerer de mange mandlige anmeldere midt i livet?

Det er ærgerligt, at kvinder kun kan bruges kunstnerisk, når de er unge. For livet er jo langt. Og hvad skal man så bruge de sidste to tredjedele til, hvis voksne kvinders erfaringer, følelser, tanker, lyster og kunst dømmes ude med en rynket næse?

Det er for eksempel gået helt hen over hovedet på de mange (m)an(d)meldere, at Anne Linnet har lavet en ret lystfuld, ja måske endda småliderlig plade med masser af flirt, kys og lir – er det mon derfor, hun har en kæreste, der er yngre, Treo?

Måske skal vi kvindelige kulturjournalister og anmeldere bare se at komme til tasterne og anmelde og hylde flere af vores køns ikoner. Og hvem siger, at de skal skabe en bestemt musik ifølge deres alder? Forhåbentlig er de så garvede med det der anmelderi, at de trækker på skuldrene og siger som Linnet på den nye plade: »Jeg har set dem komme, jeg har set dem gå«.