»Hvis alle landets homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede bosatte sig samme sted, ville de udgøre Danmarks næststørste by«.

Projektlederen fra Aids-Fondet smiler underfundigt og peger op mod bagvæggen, hvor tallet ’340.000’ vokser frem på det hvide lærred.

Vi er i landstingssalen på Christiansborg, og Folketingets Sundhedsudvalg har indkaldt til storstilet høring om sundhed og levevilkår for danskere med en anden kønsidentitet eller seksuel orientering end de fleste.

LGBT-personer (alias lesbian, gay, bisexual og transgender) kaldes denne befolkningsgruppe med et moderne buzzword, og selv om der altså er mange af dem, fylder de forbløffende lidt på arbejdspladserne, i skolerne og ude omkring på gader og stræder.

Jovist, vi kender både realityfænomenet Gustav og Sarah fra ’X Factor’, og en enkelt radikal kulturminister er det trods alt også blevet til. Men hvor i alverden er alle de andre? Hvor er alle dem, man aldrig ser på tv? Dem fra skurvognen, grønthandleren og direktionsgangen. Hvor er hverdagslivets LGBT’ere?

Social usynlighed er et problem, det beskrev den afroamerikanske forfatter Ralph Ellison allerede for tres år siden i romanklassikeren ’The invisible man’.

For usynlighed vender både indad og udad, og er man usynlig, er det svært at få taletid i den demokratiske samtale, og det kan tilmed være vanskeligt at udfolde sin identitet, som man har lyst til, og bygge sig en eksistens, der giver mening, og som andre kan tage bestik af og spejle sig i.

I en ny undersøgelse blandt afgangsklasserne i Aalborg Kommune var godt 40 pct. af eleverne negativt stemt over for sex mellem to fyre. Det er godt nok mange, men måske ikke engang undersøgelsens mest bemærkelsesværdige fund.

Hvad der springer endnu mere i øjnene er nemlig, at tre fjerdedele af de unge nordjyder slet ikke kendte en homoseksuel person, og – nok så tankevækkende – at den homonegative attitude var klart mest udbredt blandt unge, som ikke kunne udpege en eneste LGBT-person i deres netværk.

Usynlighed giver grobund for fordomme og dæmonisering. Troværdige rollemodeller efterlyses!

Tilbage til landstingssalen, hvor stemningen er trykket, da eksperterne gennemgår de nøgne statistiske kendsgerninger om danske LGBT-personers livsstil og sundhed.

Spritnye epidemiologiske analyser afslører eksempelvis, at dødeligheden blandt registrerede partnere er højere end blandt heteroseksuelle ægtefolk, og især kommer det som lidt af en bombe, at dødeligheden blandt kvinder i registrerede partnerskaber er markant større end blandt både gifte, ugifte, fraskilte og enker.

I gennemsnit ryger og drikker lesbiske betydeligt mere end andre kvinder, og også homoseksuelle mænd har som gruppe betragtet et misbrugsmønster, der giver panelets sundhedsstyrelsesdirektør panderynker.

LÆS OGSÅ Transkønnede er ikke psykisk syge

Og så er vi ikke engang nået frem til den psykosociale trivsel endnu. For et par år siden viste en sært upåagtet rapport fra Center for Alternativ Samfundsanalyse, at det over en bred kam står grelt til med livskvaliteten hos danske LGBT’ere.

Blandt biseksuelle kvinder havde 40 pct. haft selvmordstanker i løbet af det seneste år, og sammenlagt sås der fire gange så mange selvmordsforsøg blandt LGBT-personer som i resten af befolkningen.

Og som rapportens mest hjerteskærende oplysning: Op imod hver tiende LGBT-person, der havde forsøgt at begå selvmord, gjorde første gang forsøget inden sin 13-års fødselsdag.

Det handler i bund og grund om inklusion og om at ’mainstreame’ seksuel og kønslig diversitet ind i hverdagslivets mange rum – på lærerværelserne og i kontorlandskaberne, i fabrikshaller, pølsevogne, musikkonservatorier og tv-studier.

Eller som direktør Lars Goldschmidt fra Dansk Industri udtrykte det ved høringen: »Vi skal væk fra den fordummende monotoni, der hersker, når alle er ens«. Det handler om at se mangfoldighed som et værdifuldt menneskeligt råstof, en ressource, der gør små og store fællesskaber stærkere, rigere, mere levende.

Og så er der ligefrem – fortalte den venlige direktør – penge at tjene for virksomheder, som tør favne forskelligheden og invitere det uforudsigelige indenfor.

Menneskelivets fantastiske nuancerigdom må ikke reduceres til et ubekræftet forlydende, men skal af tusind gode grunde kommes i møde, holdes ved lige og gives de bedst mulige vækstbetingelser. Derfor er der grund til politisk handling, når dårlige nyheder står i kø.

Måske skulle man tage ved lære af Norge, som allerede i slutningen af 1990’erne satte fokus på LGBT-spørgsmålet, og hvor man fra skiftende regeringers side har gjort seksuel og kønslig rummelighed til et tværministerielt satsningsområde.

Gode viljer er i hvert fald ikke nok, hvis vi med en ung mødedeltagers ord skal »vende skam til styrke«. I Danmarks næststørste by.