Tegning: Roald Als

Tegning: Roald Als

Jens-André Herbener

Vores værdier kommer altså ikke fra kristendommen

Demokrati, ligestilling og religionsfrihed kommer ikke fra den traditionelle kristendom.

Jens-André Herbener

Kan en kristennational oprustning redde det konservative spøgelsesskib fra at synke til bunds ved næste folketingsvalg? Det håb synes at besjæle flere konservative profiler.

Politisk ordfører for Det Konservative Folkeparti, Mai Mercado, proklamerede i påsken, at kristendom er bedre end islam, og at kristendom fremover bør favoriseres endnu mere, end den allerede bliver. Siden har Naser Khader (K), Søren Pape Poulsen (K) og Rasmus Jarlov (K) givet udtryk for lignende opfattelser.

Oprustningen bygger på en af de mest udbredte og selvforherligende myter på den kristne fløj, nemlig at det moderne Danmark i det væsentlige bygger på kristne værdier. Demokrati, menneskerettigheder og velfærdsstat har altså rødder i kristen muld.

Problemet er, at myten på afgørende områder er falsk: Centrale dele af de moderne danske værdier står ikke blot i klar modsætning til Bibelen, men også til langt størstedelen af kristendommens historie.

Kristendomsapologeter fremhæver gerne Paulus, der slog fast, at det ikke kommer an på »at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus« (Galaterbrevet 3,28).

Lyder det ikke som en proklamation af alle menneskers ligeværd og dermed som demokratiets og menneskerettighedernes grundsokkel? Svaret er, at det er det ikke. Den udlægning er i realiteten udtryk for en stærkt anakronistisk overfortolkning.

Faktum er, at Danmark i dag er et multireligiøst, multispirituelt og multisekulært samfund, og at den reelle tilslutning til det største trossamfund, folkekirken, er langt lavere end den formelle

Faktisk kan Det Nye Testamente andetsteds dæmonisere følgende: Homoseksuelle (fx Romerbrevet 1,26-27; 1. Korintherbrev 6,9-11), ikke-kristne (fx 1. Korintherbrev 16,22; Lukas 13,1-5), flergudsdyrkere (fx Galaterbrevet 5,19-21; Åbenbaringen 21,8), ’kætterske’ kristne (fx Galaterbrevet 1,6-9; 2. Petersbrev 2,1) og ikke mindst jøder (fx 1. Thessalonikerbrev 2,14-16; Matthæus 27,20-26).

Alt dette skal ses i skyggen af et nytestamentligt krav på universelt frelsesmonopol (fx Johannes 14,6; Apostlenes Gerninger 4,11-12).

Desuden kan Paulus foretage en glasklar diskrimination af kvinder (fx 1. Timotheusbrev 2,11-15; 1. Korintherbrev 11,5-10) og på lige så glasklar vis pålægge slaver at forblive slaver (fx Titusbrevet 2,9; Kolossenserbrevet 3,22).

Endelig er der ikke skyggen af moderne folkestyre i Det Nye Testamente. Tværtimod er magthaverne indsat af Gud, og derfor er oprør mod magthaverne oprør mod Gud. De, der formaster sig til det, skal derfor fortabes (Romerbrevet 13,1-5).

På den baggrund skal man ikke undre sig over, at kirken ikke indførte demokrati og menneskerettigheder, da den kom til magten i det 4. århundrede. Tværtimod videreførte den i forskellige grader i mere end tusind år ovennævnte elementer fra Det Nye Testamente. Det var først, da kirken begyndte at miste sin omfattende samfundsmagt i oplysningstiden, at billedet langsomt begyndte at ændre sig.

I Danmark fik vi først indført religionsfrihed i 1849, efter at kristendom havde præget landet i små tusind år. Og det var først i samme år, at vi fik indført demokrati – og det endda kun delvist. Fx fik kvinder først stemmeret ved folke- og landstingsvalg i 1915.

Desuden fik kvinder først lov til at være sognepræster i folkekirken i 1947, og vi skal helt op til 2012, før homoseksuelle ligesom heteroseksuelle fik lov til at blive gift i folkekirken. Det var over tusind år efter kristendommens komme til Danmark.

Jamen hvad med Luther og reformationen? Er det ikke her, det første sædekorn lægges til det moderne Danmark? Nej, det er det på centrale punkter heller ikke.

I centrum af Luthers samfundsopfattelse står hverken medbestemmelse eller frihed, men derimod lydighed. Og lydigheden mod magthaverne er en religiøs pligt, fordi de ifølge Luther er Guds tjenere i verden.

Dertil kommer, at lydigheden skal manifestere sig på alle niveauer af samfundet. Ifølge Luther skal børn således adlyde deres forældre. Hustruer skal adlyde deres mænd. Og folk skal adlyde fyrsterne og kongerne, der igen er forpligtet til at adlyde Gud Fader.

Oprør mod de af Gud indsatte magthavere er det modbydeligste, Luther kan forestille sig. Faktisk kan der ikke »være noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk til end en oprører«, og derfor er det en gudvelbehagelig gerning at nedslagte oprørere som »en gal hund« (’Imod bøndernes røver- og morderbander’).

LÆS LEDER

Men hvad stiller man op, hvis man lever under en uretfærdig tyran? Dem er der jo tusinder af. Luthers svar er også her lydighed. Dette uanset om man så får et helt liv i lidelse.

Luther var imidlertid ikke blot en patriarkalsk, autoritær antidemokrat. Hans skelnen mellem et åndeligt og verdsligt regimente havde heller intet at gøre med moderne sekulære forestillinger om adskillelse af kirke og stat. Tværtimod blandede han dem intimt sammen.

For det første hersker den kristne gud ifølge Luther over både det åndelige og verdslige regimente. Både kongen, bødlen og præsten opfatter han således som Guds redskaber. Det verdslige regimente er altså på ingen måde sekulært hos Luther.

For det andet identificerer han ikke det åndelige regimente med kirken som institution. Regimentet vedrører udelukkende det indre, usynlige forhold mellem mennesker og Gud. Når det kommer til menneskets sjæl, hverken kan eller må der herske menneskelig tvang ifølge Luther, for her bestemmer Gud suverænt.

Med menneskets legeme er det noget andet. Det tilhører det verdslige regimente, og her er tvang legitimt. Faktisk var det på ingen måde religiøs frihed og tolerance i moderne forstand, der lå Luther på sinde.

Med sine seneste kristennationale opgylp synes Det Konservative Folkeparti definitivt at have demonstreret, at det er fortid

I fortalen til sin 'Lille Katekismus’ slår reformatoren fast, at alle unge er forpligtet til at lære De Ti Bud, Trosbekendelsen m.v. udenad. Hvis nogen skulle modsætte sig denne tvangskristning, kan flere sanktioner komme på tale, bl.a. udsultning og landsforvisning. Intet mindre.

Desuden støttede Luther varmt Christian 3.’s religiøse revolution fra oven, nemlig kongens nedlæggelse af den katolske kirke i Danmark og fængsling af alle dens biskopper. Luther dehumaniserede i øvrigt paven som »Guds og menneskers fjende, kristenhedens ødelægger og bolig for den skinbarlige Satan« (’Imod pavedømmet i Rom, stiftet af Djævlen’).

De muslimske tyrkere fordømte han som »Djævlens tjener« og Koranen som en »løgneånd« (’Om krigen mod tyrken’). Endvidere mente han, at gendøbere og hekse skulle henrettes.

Endelig endte Luther som ildspyende jødehader. I smædeskriftet ’Om jøderne og deres løgne’ opfordrede den reformatoriske vulkan til at nedbrænde jødernes synagoger, ødelægge deres huse og smide dem ud af landet.

Alt i alt var der hos Luther kun plads til at være enig med Luther. Folk, der ikke var det, var i bedste fald idioter, i værste fald Djævlens handskedukker.

I det lutherske Danmark i de første århundreder efter reformationen så man da heller ikke meget til det, der kendetegner Danmark i dag. Tværtimod.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Gammeltestamentlig Moselov kom nu til at ligge til grund for strafferetten, der derfor blev langt mere drakonisk end før. Fx afløste dødsstraf tidligere tiders bøder og bod. Her fungerede kristendom altså også som lovreligion.

I 1569 udstedte Frederik 2. de såkaldte ’Fremmedartikler’, ifølge hvilke tilrejsende skulle sværge på at følge landets evangelisk-lutherske kristendom. Folk, der nægtede, skulle forlade Danmark inden for tre dage, ellers ville de blive henrettet.

Ifølge Danske Lov af 1683 var det udelukkende evangelisk-luthersk kristendom, der var tilladt i Danmark. »Munke, Jesuviter og deslige Papistiske Geistlige« skulle dræbes, gudsbespottere skulle halshugges og hekse brændes på bålet.

I 1660 blev der indført enevælde, et royalt diktatur, der gav kongen endnu større magt, end han havde haft tidligere. Dertil kom, at han blev tillagt guddommelig myndighed og betragtet som kirkens overhoved.

Hvad kendetegnede Danmark i lange tider efter reformationen?

Var det religionsfrihed? Nej, religionstvang. Var det en voksende adskillelse af kirke og stat? Nej, et intimt ægteskab i form af en monolutheransk konfessionsstat. Var det demokrati? Nej, et stærkt autoritært enevælde. Var det kundskabsbaseret skoleundervisning? Nej, religiøs katekismusskole baseret på tvang og udenadslære. Var der i øvrigt trykkefrihed? Nej, statslig censur.

Faktisk lignede Danmark dengang en fundamentalistisk islamisk stat. Har det moderne Danmark sine rødder her?

I virkeligheden skal vi helt frem til indførelsen af grundloven i 1849, før det begynder at lysne for alvor. Da var der også gået mere end 300 år, siden reformationen havde fundet sted. Oplysningstiden var kommet imellem, og mange af de værdier, der langsomt begyndte at nyde fremme her, stod i modsætning ikke blot til Bibelen, men også til kirkens gamle traditioner for diskrimination, intolerance og forfølgelse.

Alligevel gentager konservative profiler og mange kirkefolk som et mantra, at det moderne Danmark bygger på kristne værdier. Det kan de kun gøre ved at identificere kristendom med deres egne moderne værdier og idealer. Dermed har de imidlertid tillagt ordet betydninger, der på afgørende områder står i modsætning til de betydninger, det har haft i den absolutte hovedpart af dets historie.

Blot for at forebygge enhver misforståelse:

Det er naturligvis uomgængeligt, at kristendom har spillet en stor og dybtgående rolle i Danmarks historie. Kristendom, især i sin protestantiske aftapning, har sandsynligvis også en del af æren for fremkomsten af værdier som f.eks. det moderne velfærdssamfund og f. eks. den moderne besættelse af arbejde, kapitalisme og vækst.

Men demokrati, ligestilling, religionsfrihed, tolerance og ytringsfrihed – værdier, som også konservative politikere og mange kirkefolk i Danmark sætter højt – ja, de er ikke opstået som følge af, men på trods af traditionel kristendom og de store kirkeinstitutioner.

At kalde disse værdier for kristne svarer til – med tanke på langt størstedelen af kirkehistorien – at kalde en dal for et bjerg.

LÆS RASMUS JARLOV

Naturligvis er det i religionsfrihedens navn legitimt at foretage radikale omfortolkninger af kristendommen, så den kommer til at leve op til nye værdier og idealer. Ingen religion er statisk eller lever i et vakuum. Men det er spektakulær historieforfalskning ikke at fortælle, at disse værdier og idealer er fremkommet under voldsom modstand fra og som skarp modreaktion på de dominerende kirkeinstitutioner og de blodige religionskrige og splittelser, som de bar et hovedansvar for.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I det hele taget synes De Konservative at være et parti med fremtiden bag sig. At gøre kristendom til en central del af danskheden vil alt andet lige kunne virke ekskluderende på de talrige danskere, der ikke er kristne. Eller som blot er ligeglade med religion.

For det første vokser andelen af danskere, der ikke er medlem af folkekirken, konstant. For det andet ville – ifølge en undersøgelse fra 2013 – ikke engang halvdelen af danskerne melde sig ind igen, hvis de blev meldt ud af folkekirken. For det tredje er antallet af legitime trossamfund uden for folkekirken eksploderet i nyere tid. I 1849 var det fire. I 1969 var det steget til ti. I dag er tallet vokset til langt over 100.

Faktum er, at Danmark i dag er et multireligiøst, multispirituelt og multisekulært samfund, og at den reelle tilslutning til det største trossamfund, folkekirken, er langt lavere end den formelle. Skal Danmark i fremtiden kunne inkludere alle danskere på lige fod, skal staten fornuftigvis skilles fra den evangelisk-lutherske kirke.

Med sine seneste kristennationale opgylp synes Det Konservative Folkeparti definitivt at have demonstreret, at det er fortid.

Må det hvile i fred.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce