Hører man til den svindende del af befolkningen, der endnu nyder tobak, er denne uges revision af rygeloven formentlig imødeset med bankende hjerte. Hvilke nye begrænsninger i pulseriet ville der komme denne gang?

For os, der frister en tilværelse som længselsfulde eksrygere eller bare aktive ikke-rygere, har spændingen naturligvis været noget mindre, men det er dog et emne, der optager danskerne mere end så meget andet.

Og med god grund. For fronterne er skarpe og handler om mere end rygning. Det handler også om frihed.

Resultaterne af rygelovsrevisionen – som oppositionen ikke har tilsluttet sig – lå klar søndag formiddag. Tiltagene handler især handler om at skåne børn og unge for røg. Den sidste rest af rygning på arbejdspladser er også revisionsramt, mens de små værtshuse, dagplejemødrene og private hjem denne gang slap for egentlig regulering.

På overfladen er det svært at være uenig i rygerevisionen, men kigger man lidt dybere i ordlyden, bliver billedet mere grumset.

Umiddelbart er det jo indlysende fornuftigt, at »på børneinstitutioner, skoler og kostskoler må der ikke ryges indendørs og udendørs. Rygeforbuddet skal også omfatte lærere, pædagoger, forældre og andre, der opholder sig på institutionens område«. Men er det nu også så fornuftigt?

Naturligvis er det helt rimeligt, at staten sikrer, at ingen kan blæse tobak i hovedet på børnene. Men hvorfor skal staten udelukke, at man lokalt kan finde løsninger, der tillader en tobakshungrende pædagog et stormfuldt, men diskret hjørne af parkeringspladsen at udøve sin last på?

Og er det helt utænkeligt, at forældre på arbejdssøndage i børnehaven selv skulle kunne finde ud af at tage sig en diskret smøg i udkanten af legepladsen uden at være til fare for andre?

Godt nok kan det være klogt med forbud mod rygning på enkeltmandskontorer generelt, men at udpensle, at der ved rygekabiner skal »opsættes advarselsskiltning, som viser, at indånding af luften i omgivelserne uden for rummet eller kabinen kan forårsage sygdom«, virker idiotisk.

Det er, som om lovgiverne forestiller sig en uvidende almue, der henslæber tilværelsen med en tehætte trukket ned over hovedet uden at ane, at rygning er frygtelig usundt.

Helt parallelt eksemplificerer den politiske aftale, at der kan træffes beslutning om rygning i f.eks. førerhuse på kraner og lignende forudsat at disse alene anvendes til en persons brug.

LÆS OGSÅRegeringen indfører totalt rygeforbud på skoler og i enkeltmandskontorer

Ak ja, bondemanden kan formelt bevilge sig selv ret til at patte på en cerut til dagens 12 timers efterårspløjning, når bare han husker ikke under nogen omstændigheder at give landbrugsmedhjælperen et lift.

Særlig emsigt virker det, når aftalen eksplicit giver kriminalforsorgen lov til at forbyde rygning i besøgsrum. Hvorfor blande sig i, om det er klogt at lade en langtidsfange med ondt i de sociale kontakter til familien dampe løs, mens han prøver at fastholde et truet parforhold?

Eller hvorfor blande sig i – Gud og sundhedsministeren forbyde det – at den indsatte tænder en postcoital cigaret, når det månedlige samvær på papirlagnet i det sterile statslige besøgslokale er afløst af manglen på ord. Det er svært at få forstå, at nogen har brugt tid på at komme frem til den nødvendighed.

Samlet set er aftalen latterlig. Og den kan kun være udtryk for, at staten, der må se mange traditionelle opgaver løst af markedet eller overstatlige konstruktioner som EU, keder sig lokalt.

Blandt gode liberale er der et gammelkendt begreb om, at man skal passe på, når staten keder sig, for så griber den til regulering af hvad som helst.

Kedsomheden har kort sagt denne gang ført til en nidkær og detaljerig lovgivning, og tanken om, hvad sundhedsministeren og hendes sundhedsordførerkolleger og deres sundhedspoliti kan finde på i nær fremtid, er skræmmende.

Hvornår kommer reguleringen af smørindtaget, solariebrugen og slikspisningen?

LÆS OGSÅOppositionen: Den nye rygelov er formynderisk

Gennemreguleret og med opbyggelige skilte centralt placeret i det offentlige rum kan vi snart i sunde statsdekreterede sko gå gennem livet under paroler som ’en sund sjæl i et sundt legeme’, ’din krop er et tempel, og vi passer på det’ og andre bonmoter med bedste inspiration fra 30’ernes store bevægelser.

Spørgsmålet er, om det er helt utænkeligt for lovgiverne, at der er ting, de ikke behøver at blande sig i?