Der går sjældent en uge uden en historie om den danske folkeskole, og det er oftest lidet opmuntrende sager, der kommer frem.

I går forlød det, at det stort set er umuligt for de cirka 3.000 nyuddannede lærere at få job, og i mandags var historien, at kløften mellem folkeskolen og privatskoler vokser.

Det var Ugebrevet A4, der havde analyseret sig frem til, at børn i privatskolerne scorer stadig højere karaktergennemsnit, mens folkeskoleeleverne de fleste steder sakker længere bagud – og forskellen er stærkt stigende.

Begge historier er foruroligende, men især den sidste kan vise sig at ændre Danmark dramatisk. For hvordan hænger et samfund egentlig sammen, hvis en af de store samfundsbærende institutioner – folkeskolen – eroderer helt?

Mandag aften blev undervisningsminister Christine Antorini (S) da også konfronteret i nyhederne med analysen. Antorini, der endnu er for ny på posten til at bære noget ansvar for miseren, kæmpede det bedste, hun havde lært, og talte om sine forhåbninger til, at forældrene til de stærkeste elever ville bakke op om en fælles folkeskole.

Antorinis folkeskoleforsvar fremstod desværre mest som den samme udenomssnak, der har kendetegnet skolediskussionerne de sidste mange år.

Og da ministerens udsagn blev efterfulgt af nyhedernes obligatoriske voxpop med glade privatskoleelever, der fortalte om mere ro end i folkeskolen, og privatskolelederen fra den jyske provins, der sejrsikkert talte om engagerede lærere, fremstod indslaget nærmest som en slags dødedans for ideen om den samlende skole.

Ingen, heller ikke den nye undervisningsminister, tør tilsyneladende sige det højt: Hvis den udvikling, der har kendetegnet de seneste 5-10 år, eskalerer de næste 5-10 år, så har vi ingen folkeskole længere. Punktum. Så har vi i stedet et klassedelt undervisningssystem med en offentlig skole for de ressourcesvage og en privat for de stærke og velstillede.

Der er nemlig ingen tvivl om, at de ressourcestærke forældre i stigende grad vil flytte deres børn, hvis der kommer flere historier som denne. Og det vil gå ud over den gode danske tradition, at børn uanset baggrund mødes, leger og lærer i den fælles skole.

Det vil gå ud over læringen for de svage elever, der ellers bliver styrket af at have gode, fagligt stærke kammerater. Skrækscenariet er, at de svage børn bliver ladt tilbage i den offentlige skole og bliver svagere og svagere, fordi de mangler forbilleder.

Sagen er, at man må se udfordringerne i øjnene, hvis man vil løse dem.

Erkende, at selv om vi har postet mange penge i et af verdens dyreste skolesystemer, så er vi mislykkedes med at skabe et af verdens bedste.

Erkende, at vi har en disciplinkrise i skolerne, som både forældre og lærere må tage ansvar for.

Erkende, at hver gang folkeskolen sakker bagud i karaktermålingerne, sender det nye bølger af elever lige i favnen på den smilende jyske privatskoleleder – og at årsag og virkning i forældreoptik her er til at få øje på.

Sagen er jo den enkle, at mange af de ressourcestærke forældre er utilfredse med kvaliteten i den fælles folkeskole. Deres børn bliver ikke udfordret nok fagligt. Utilfredsheden handler nogle steder også om, at forældrene er bekymrede for niveauet på folkeskoler med mange indvandrerbørn.

Der er ingen enkle greb, som kan fikse problemerne med den danske folkeskole, men politikerne – med undervisningsministeren i spidsen – er nødt til at begynde med en stor portion erkendelse og en hel del mod.

Der er ikke behov for sniksnak, men for en åben diskussion om ledelsesprincipper og tillid. Om ansvar og kompetencer. Om lærerplaner og overenskomster, der ikke trænger til justeringer, men til at blive kasseret og tænkt helt forfra. Om ressourcefordeling, om faglighed og uddannelsesniveau, og om hvilken opdragelsesmæssig stand ungerne er i, når de bliver afleveret i 0. klasse.

Og så er der et stærkt behov for at diskutere åbent, om ikke der atter er brug for niveaudeling af eleverne. Sandheden er nemlig, at hvis skolen udfordrer de stærke elever, ville deres forældre også beholde dem i folkeskolen – til alles bedste.

Det huer godt nok ikke mange af dem, der forsvarer den fælles skole, men netop niveaudeling kan paradoksalt nok blive forudsætningen for, at vi kan holde fast i folkeskolen. Skolerne bør som minimum have mål for de svage elever, et midtermål for midtergruppen og et mål for, hvad de bedste elever skal kunne klare.

Undervisningsministeren bliver nødt til at tage diskussionen helt forfra, hvis den fælles skole skal komme til at fungere. Det er for sent at lappe og for sent at tale til den gode vilje.

De ressourcestærke forældre, langt ind i hendes egne regeringspartier, har for længst gennemskuet både årsag og virkning og flytter deres unger. Det er sidste udkald, hvis folkevandringen til privatskolerne skal aflyses. Men måske er det allerede for sent.