Sammenligningen er nok ikke helt fair, men alligevel. Da statsminister Viggo Kampmann i 1960 gik til valg, lød Socialdemokraternes slogan: ’Gør gode tider bedre’.

Det er selvfølgelig svært at gisne om, hvad der foregik i hans hoved, da han mødte sin hovedbestyrelse for at fejre valgsejren, hvor partiet gik frem fra 70 til 77 mandater, men det var næppe kommunikationsstrategien, der fik hovedansvaret for succesen.

Sandsynligheden taler for, at landsfaderen tændte sin cigar og konstaterede, at substansen i partiets program var i god takt med vælgerne.

Helt anderledes ser det ud for den seneste af Kampmanns efterfølgere, statsminister Helle Thorning-Schmidt. Hun har på blot otte måneder måttet konstatere, at et i forvejen kummerligt valgresultat på bare 25,9 procent af stemmerne ved valget i september (44 mandater) nu er reduceret til godt 16 procent i den seneste meningsmåling.

Men den tanke, at partiets politik er ude af takt med de socialdemokratiske vælgere strejfer hende tilsyneladende ikke. Her rækker selverkendelsen ikke til substansen, men handler alene om kommunikationskvalitet.

Det seneste eksempel faldt på det danske demokratis store festdag, grundlovsdag, da statsministeren fra talerstolen på Metalskolen i Jørlunde konstaterede, at hun og resten af partitoppen åbenbart ikke havde været gode nok til at forklare den førte politik.

Dermed føjede hun nye alen til det forklaringsspil, som hun selv og den politiske ordfører, Magnus Heunicke, har betjent sig af: Politikken er rigtig, men befolkningen har ikke forstået den, og de vil nu gøre sig mere umage med at forklare den.

Dermed mere end antyder hun også, at danskerne er lidt dumme – hvilket næppe er noget, som får flere folk til at ville stemme på hende.

Det er selvfølgelig unfair at rive Thorning-Schmidt & Co. statsminister Kampmanns massive valgsejr i næsen, men det forekommer besynderligt, at man i nu otte måneder stædigt nægter at se i øjnene, at aldrig i partiets lange historie har den førte politik og vælgernes præferencer været længere fra hinanden end i dag.

Thorning-Schmidt gik til valg på et budskab om at gøre ’dårlige tider tålelige’. Men siden har hverken regeringsgrundlag eller reformudspil kunnet overbevise vælgerkorpset om, at påstanden har noget for sig. Regeringsudmelding for regeringsudmelding er målingerne blevet stadig dårligere, og ikke meget tyder på, at man kan snakke sig ud af det hul.

LÆS OGSÅ Thorning om vælgerflugt: Ikke særlig sjovt

Samme grundlovsdagudkom LO’s nyhedsbrev A4 nemlig med en opsigtsvækkende analyse under overskriften ’Regeringens vælgerkrise kan blive værre’.

Ugebrevet havde bedt analysefirmaet Analyse Danmark udspørge 3.254 vælgere med henblik på at kortlægge, hvor fastlåste vælgerne er i de forskellige blokke, og resultaterne er ikke opløftende: Vælgerne er i øjeblikket stærkt forankret i blokkene.

Forsker i vælgeradfærd og psykologi Sigge Winther Nielsen er nådesløs: »Selv om vælgerne fik to stemmer, ville de ikke give deres anden stemme til et parti i rød blok«.

A4-analysen konstaterer også, at partiet Venstre for tiden har et samlet potentiale i vælgerbefolkningen, der ligger helt oppe på 45 procent, hvis ellers partiet formår at opfange alle, der har Venstre med i overvejelserne.

Til sammenligning ville Socialdemokraterne – om så tungebåndet var så velsmurt, at enhver, der blot overvejede partiet, kunne tælles med – end ikke kunne nå de 30 procent.

Der er altså intet, der tyder på, at vælgerne har tiltro til, at en regering under Helle Thorning-Schmidts ledelse virkelig vil gøre ’dårlige tider tålelige’.

Tværtimod får man indtrykket af, at såvel den førte som den forklarede politik – der på alle måder minder om det, Lars Løkke Rasmussen i valgkampen slog sig op på – nærmest giver vælgerne opfattelsen af, at hun gør ’dårlige tider endnu dårligere’.

Da statsministeren samtidig åbenbart nægter at genoverveje substansen i politikken, er der ikke mange lyspunkter at få øje på for Viggo Kampmanns arvtager.

Nok kunne Thorning-Schmidts regeringskollega Margrethe Vestager i sin grundlovstale prale af, at »tonen er ændret, og ingen taler længere om ’dem’ og ’os’«, men Ugebrevet A4’s analyse mere end antyder, at det vil vælgerne blæse på. Såfremt der under alle omstændigheder skal føres borgerlig politik, så ser de hellere en ægte borgerlig i spidsen.

Helle Thorning-Schmidt skulle måske overveje, om den politik, der har gravet kløften til vælgerne dybere og dybere, virkelig skal fortsætte, eller om man, sådan som hun siger, virkelig kan kommunikere sig ud af problemerne.