For forældre til børn i det stadig stigende antal private daginstitutioner handler valget af det private ofte om engagement i barnets hverdag og om lysten til en særlig form for pædagogik – og ofte handler det også om et fravalg af de kommunale børneopbevaringsfabrikker.

For regeringen handler de private dagtilbud – for én gangs skyld, fristes man til at sige – om værdier. Om samfundssyn og om sammenhængskraft. Eller mangel på samme.

Værdierne drejer sig kort fortalt om, at der skal være lige adgang til vuggestuer og børnehaver for de små, og at en opdeling i A- og B-institutioner opsplitter børn alt for tidligt.

Børneminister Christine Antorini (S) har derfor nu – ifølge Weekendavisen – igangsat et udredningsarbejde, der på kort tid og på kendte data skal sikre, at udviklingen på daginstitutionsområdet stemmer overens med regeringens ideologi og institutionssyn.

Og om nødvendigt skal privatiseringerne rulles helt eller delvis tilbage.

Privatiseringerne tog fart, da VK-regeringen sammen med DF i 2005 liberaliserede området, så enhver kunne oprette private institutioner, og forældre fik mulighed for at vælge frit ved at tilskuddet fra det offentlige flytter med barnet over i det private.

Samtidig blev det også lovligt at tjene penge på de private institutioner. Altså en ægte liberalistisk tilgang til fænomenet.

Den daværende opposition – de nuværende regeringspartier – frygtede social opsplitning, entreprenante selskabers profitskabelse på fællesskabets bekostning og en opdeling i luksus- og discountbørnehaver. Det frygter S-SF stadig – og det er baggrunden for Antorinis udredningsarbejde.

Men frygten er ubegrundet, viser data: Antallet af private daginstitutioner er godt nok steget betydeligt de seneste 7 år, men det er sket i form af små institutioner med engagerede forældre og pædagoger og ikke efter svensk eller norsk forbillede med store private virksomhedsaktører.

En nylig Rambøll-analyse viser interessant nok, at forældretilfredsheden er signifikant højere hos de private end i de offentlige institutioner, og den viser også, at der ikke i noget væsentligt omfang er tale om prisforskelle, der peger mod skabelse af A og B-institutioner. Der er altså ikke luksusvuggestuer til velhaverbørn.

Til gengæld viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse ifølge Weekendavisen, at de private institutioner rent faktisk har skabt en øget social og etnisk opsplitning. Det frie valg benyttes overvejende af ressourcestærke forældre, og det betyder desværre, at ungerne, allerede fra de er helt små, primært leger med børn, der ligner dem selv.

Spørgsmålet er, om Christine Antorini evner at holde det negative op imod alle de mange fordele, der er ved de private dagtilbud, og om hun virkelig ønsker at finde måder at imødegå udfordringerne på, som alle kan leve med – i stedet for helt at afliberalisere området.

Grunden til, at en ministerudredning vækker en vis bekymring i de private institutioner, er nemlig, at daginstitutionsområdet kalder på ideologi frem for kendsgerninger, og hvis Antorini lader sig styre af ideologi, er det slut med de private tilbud.

Men der er jo noget at komme efter i spørgsmålet om social skævvridning. Og det er jo muligt for private udbydere at gå efter profit frem for pædagogik.

Men faktum er også, at de private institutioner på relativt få år har dokumenteret, at de kan levere glade forældre og medarbejdere, der i mindre omfang end deres offentlige kolleger er syge, og de gør det til en pris, der ikke adskiller sig fra de kommunale institutioners.

Hvis børneministeren mod forventning ikke på forhånd har truffet sin beslutning, er der løsninger:

Man kunne ændre lovgivningen, sådan at det ikke er muligt at trække overskud ud af institutionerne – altså drive vuggestuer og børnehaver med profit for øje – og først og fremmest kunne man sørge for, at kommunerne får anvisningsret til et par pladser i hver institution, så den sociale og etniske opsplitning bliver mindre.

Problemet med en kommunal anvisningsret er dog at sikre, at anviste børns forældre på lige fod med alle andre forældre til børn i private institutioner tropper op flere gange om året for at gøre hovedrent og reparere toiletter, mens de taler med de andre forældre.

Netop dette engagement, både det daglige og det halvårlige, er en vigtig del af de private institutioners liv og udgør kernen i forskellen på privat og offentligt.

Kort sagt: Slå den ideologiske automatpilot fra. Se på de konkrete resultater, se på ‘de private’ pædagogers, forældres og børns glæde, og ret så op på den del af lovgivningen, der støder mod værdierne.

Lad dagtilbud handle om pædagogik og engagement – ikke penge.