I Ribe, hvor jeg er født, lå en dårekiste-anstalt. Fra min barndom kan jeg huske de mennesker, der boede derude på 'Ribelund', og som efterhånden begyndte at færdes frit i gaderne i byen.

Det sørgelige ved disse skæbner var, at mange af dem aldrig havde været decideret åndssvage, bare blinde, døve, syge, handicappede, anderledes og måske bare uenige med øvrigheden. Alligevel var de endt i dårekisten.

'Dårekiste' er oprindeligt betegnelsen for et psykiatrisk torturkammer, der flittigt blev benyttet helt frem til det 18. århundrede. Kort beskrevet spærrede man den sindslidende inde i et lukket rum. Formålet var altså ikke en behandling, men udelukkende en opbevaring.

Senere blev begrebet dårekiste brugt om de utallige åndssvageanstalter, vi havde rundt om i landet. Som oftest var hensigten den samme: ingen egentlig behandling, snarere opbevaring.

Desværre endte mange deres dage som åndssvage og vanvittige ene og alene på grund af, at de havde levet det meste af deres liv i en dårekiste.

Den moderne dårekiste er ikke af en bedre karakter, om end formålet med den er et andet.

Mængden af danskere, der af den ene eller anden grund falder uden for arbejdsmarkedet, vokser støt, og det er ikke danskerne, der bliver mere syge eller handicappede; det er arbejdsmarkedet og kravene til den enkelte arbejdstager, der bliver mere og mere firkantede og skarpskårne.

Derfor kan arbejdsmarkedet på nuværende tidspunkt ikke længe rumme omkring 10 procent af sin vigtigste ressource: den danske arbejdsstyrke.

Mange af disse mennesker uden for arbejdsmarkedet er overladt til det offentlige alternativ, som i grunden havde til hensigt at hjælpe disse mennesker videre i livet enten ved en erkendelse af deres problemers konsekvenser for deres erhvervsevne eller ved - gennem en målrettet indsats - at få det enkelte menneske tilbage til en fornuftig tilværelse som selvforsørgende.

Desværre harmonerer det offentliges hensigter og målsætning ikke altid med virkeligheden, og man kan spørge sig selv om, hvem der egentlig sidder med det store administrative og politiske ansvar for den menneskelige fiasko.

Jeg aner det ikke, for hver gang nogen bliver spurgt, bliver ansvaret kastet rundt uden noget resultat.

Tilbage sidder en lille halv million mennesker, som ikke passer ind i arbejdsmarkedets skarpskårne kasser, på offentlig forsørgelse og under offentlig administration i det, man kan kalde for den moderne dårekiste.

Og det er et ubehageligt sted, har jeg ladet mig fortælle. At være under offentlig administration og kontrol af myndighederne er måske noget af det mest ydmygende og nedværdigende, man kan forestille sig for et menneske.

Alene det at blive udstødt af arbejdsmarkedet og det netværk, det indeholder, kan være ødelæggende for et menneske.

Men det at skulle fratages medbestemmelse, underkendelsen af det enkelte menneskes egen indsigt i personlige ressourcer, og det at skulle stå til ansvar for og bære en af samfundet pålagt skyld over sin egen skæbne, som det sker, når man ryger uden for arbejdsmarkedet og over på offentlig forsørgelse, kan i værste fald underminere den sidste mulighed og evne til at få en fod inden for arbejdsmarkedets hoveddør.

Jeg efterlyser mere værdighed og respekt i arbejdet med folk på offentlig forsørgelse. Jeg efterlyser en evne til at indse, at det ikke er mennesket, der er forkert, men præmisserne på arbejdsmarkedet, der er falske. Jeg efterlyser erkendelsen, at man ikke kan løfte et nedbrudt og kriseramt menneske ved at nedbryde det yderligere.

Det er en naturlov, at hvis man fortæller et menneske gang på gang, at vedkommende ikke er i stand til at træffe beslutninger for sig selv og vurdere sine egne muligheder, så ender det såmænd også med at blive sådan.

Som de, der endte i dårekisten uden at være åndssvage, fordi ingen vidste, hvad man skulle stille op med dem.