Endnu engang føler jeg mig presset til at tage en beslutning om mine organers skæbne post mortem.

Det er ellers ikke fordi, at jeg tænker på dem eller tager de store hensyn til dem i hverdagen. Faktisk mærker jeg dem som oftest kun, når jeg har mishandlet dem på den ene eller anden måde over længere tid.

Et flertal i befolkningen og flere politikere mener nu, at jeg skal tvinges til at tage stilling på den måde, at hvis jeg ikke aktivt svarer nej, så har jeg svaret ja. Man kalder det 'formodet samtykke'.

Dén havde jeg set komme for længst, og derfor har jeg også for længst sagt 'NEJ'! Jeg har dog ikke taget stilling med den udmelding, jeg har bare udbedt mig betænkningstid og udskudt tanken om døden lidt endnu.

I grunden er det slet ikke rimeligt, at en ung kvinde skal forholde sig til livets afslutning på den måde.

Jeg har også alle mine forbehold; tænk nu hvis lægerne er mere interesseret i at få mit hjerte end at holde mig i live som multihandikappet menneske, og tænk nu, hvis de tog fejl og slukkede for respiratoren alt for tidligt i stedet for at give mig en chance.

Tænk nu, hvis man i stedet for at betragte mig som ung kvinde, mor, datter og søster valgte at betragte mig som reservedelslager. Det er tanker, der gør ondt, og som gør bange.

Omvendt - hvordan kan jeg betragte det som en selvfølgelighed, at hvis jeg stod og havde et behov, så var der et nyt hjerte til mig, hvis jeg ikke selv ville donere til andre?

Hvis man har brug for et nyt hjerte og ikke får det, så dør man jo.

Min mistillid til lægerne, som jeg midt i frygten betragter som organjægere, er på den måde ubegrundet. Det er jo ikke, fordi de har et perverst positivt forhold til transplantationskirurgi, men fordi de vil andre mennesker det bedste. Var det mig, der manglede et hjerte, ville de også kæmpe for mig.

Alle disse tanker fik mig til at beslutte, at det var mine pårørende, der skulle tage den endelige beslutning. De vil jo kæmpe for mig og aldrig give op uden videre. Så har jeg heller ikke sagt NEJ, men i realiteten JA uden at skulle tage aktiv stilling og forholde mig til min status som dødeligt menneske.

Nu er det bare sådan, at hvis jeg bliver udsat for en trafikulykke med så store hjerneskader til følge, at hjernen langsomt sætter ud, og nogen vil forholde mine pårørende spørgsmålet om organdonation, så er der en chance for, at mine pårørende ligger inde på stuen ved siden af.

Det kunne være min egen lille datter, hvis overlevelse efter ulykken var betinget af, at hun fik en ny lever omgående.

Jeg ville aldrig tøve et sekund, når det kommer til mine kære, jeg ville ofre alt, endda mit eget liv. Havde jeg svaret NEJ til organdonation, så havde jeg i princippet trukket hende med i døden. Så havde jeg frarøvet hende muligheden for endnu en chance her i livet, fordi jeg ikke turde tage stilling.

Sådan ville det være med hvem som helst, der lå på stuen ved siden af, uanset om jeg havde en relation til det menneske eller ej, men det er tanken om, at det kunne være mit eget barn, der får mig til aktivt at tage stilling nu.

Jeg siger NEJ til døden, som jeg er så bange for, og JA til livet, imens jeg kan.

Jeg siger JA til en chance til et menneske, uanset hvem det er, fordi jeg er så bange for ikke at få den selv.

Jeg giver dig en chance, vil du give mig én?