Jeg er netop startet på journalistik på Syddansk Universitet i Odense.

Jeg har glædet mig til at komme i gang med at skrive journalistiske historier fra alle sociale lag og kroge af samfundet, men allerede før jeg fik skrevet min første rubrik og byline, bankede jeg – og mine medstuderende – hovedet mod en ret høj mur!

Ved et orienteringsmøde fik alle studerende at vide af en underviser på centeret, at vores første journalistiske opgave ikke måtte laves fra bydelen Vollsmose. Det er for farligt, lød budskabet.

Vores underviser efterlod et klart indtryk af bydelen med 10.000 indbyggere som et særdeles usikkert sted, som var direkte farligt for journaliststuderende at fotografere og interviewe. Hvad er det for et billede, centeret har af Vollsmose?

At vi studerende – som alle er over 18 – kan blive ofre for en vildfaren eller i værste fald målrettet kugle, hvis man trådte nogen over tæerne, ene og alene i kraft af sin tilstedeværelse. Ja, hvor fordomsfuld har man egentlig lov til at være?

Vollsmose er en af Danmarks største krigszoner, et brændpunkt og et spændingsfelt med sit helt eget borgerværn?

Sådan fremstilles stedet i hvert fald i medierne, og derfor i de fleste danskeres bevidsthed, inklusive min egen, men giver det ikke yderligere grund til at besøge området og få be- eller afkræftet nogle af fordommene, som så længe har floreret omkring byen? Helt bestemt!

Stærkt provokeret besluttede jeg derfor tre dage efter at se ’giraffen’ og tage på ’sightseeing’ i Vollsmose med en ven. Vi kører omkring i bil derude på en forholdsvis provokerende måde; rundt og rundt i de samme kvarterer, pegende og diskuterende, ja, det kunne ikke have været mere mistænkeligt for nogen, der ville gribe anledningen til en konfrontation, men der sker intet.

Faktisk viste Vollsmose sig, ud fra en forventningsfuld ghettoturists betragtning, at være et jævnt kedeligt område. En politistation, der ved første øjekast mest af alt fremstod anonym og tilbagetrukket som baglokalet til et supermarked, og et indkøbscenter, der havde set bedre dage.

Ja, faktisk var der i store træk kun et bibliotek og apotek tilbage. Jeg så ikke mange mennesker i Vollsmose den dag, kun nogle ældre mænd, der lunede sig i solen, hjemmegående kvinder med barnevogne og indkøbsposer.

Da jeg var kommet hjem sad jeg tilbage med en trist følelse. Helt ærligt, at man allerede på 2. dag på journalistuddannelsen fraråder de studerende at efterprøve etablerede fordomme om en meget udskældt bydel.

Hvad er det for en generation af journalister, vores undervisere er med til at skabe, når de fra starten af vores uddannelse sætter grænser for vores arbejde?

Vattede, bange kontormus, der ringer historierne hjem fra kontorer? Hvorfor pakke os sådan ind i vat? Skal vi ikke potentielt kunne blive krigskorrespondenter eller kriminalreportere, der kan tåle en skramme eller to?

I stedet for at begrænse os burde I give os redskaberne, så vi kan begå os i potentielt ’farlige miljøer’, når vi om nogle år står på den anden side med beviset i hånden og skal til at søge job.