I dag har filmen 'Jernladyen' om Margaret Thatchers liv og karriere premiere i de danske biografer. Allerede inden filmen overhovedet er blevet vist, har heppekoret af borgerlige debattører stillet sig i kø for at lovprise Thatcher for hendes uudslettelige aftryk på eftertiden.

Højrefløjens heppekor har ret i, at hun har sat dybe spor for eftertiden, men der er bestemt ingen grund til at hylde det. Under det seneste parlamentsvalg i Storbritannien, i maj 2010, var jeg ovre for at give en hjælpende hånd til vores trængte kammerater i Labour.

I valgdistriktet Barking-Dagenham i det østlige London, som er en Labour-højborg og et traditionelt arbejderdistrikt, førte jeg valgkamp i en lille uge. Finanskrisen havde ramt enormt hårdt her.

Kun få år tidligere havde bilfabrikanten Ford lukket en fabrik, der beskæftigede 40.000 arbejdere. Arbejdsløsheden i distriktet er højere end nogensinde. De sociale problemer er enorme. Uddannelsessystemet var nærmest brudt sammen.

Alligevel var det ikke de problemer, der fyldte mest, når man talte med den almindelige vælger eller Labour-aktivist. Det var frygten for igen at få en konservativ regering og vende tilbage til Thatcher-tidens asociale og ødelæggende politik.

På kaffekrus, T-shirts, kofangere og plakater stod budskabet 'I Still Hate Thatcher'.

Selv om konen er blevet gammel og senil, lever hadet til hende i bedste velgående. Det har den britiske arbejderklasse god grund til, det har vi grund til i Danmark – og jeg melder mig som en af dem.

LÆS ANMELDELSEAnmeldere: Pragtfulde Streep kan ikke redde 'Jernladyen'

Som man i disse dage kan høre blandt højrefløjens debattører, så er kritikken mod Thatcher og hendes politik 'ukvalificeret', som Krause-Kjær udtrykker det i Berlingske. Vi bør i stedet acceptere, at hun var »en stor politiker, som hendes efterfølgere må følge«. Tak for kaffe.

Det er alligevel lidt grove løjer, hendes store politiske forbrydelser i hendes egen tid og i eftertiden taget i betragtning. Der er nemlig en del grunde til, at det stadig i dag giver mening at hade Thatcher.

For det første havde hun en blind tro på monetarismen og senere nyliberalismen. Forbillederne var Hayek og Friedman. Det førte til en katastrofal politik, som egentlig havde til hensigt at styre inflationen, men som fik store konsekvenser.

Arbejdsløsheden fordobledes, uligheden steg brat og konstant igennem årene til et punkt, hvor 28 procent af de britiske børn levede under fattigdomsgrænsen, da Thatcher forlod posten i 1990, og statens ejendomme blev blindt privatiseret. Politikken var katastrofal.

Thatcher brugte den 'hårde medicin' på at tøjle inflationen, og i dag bruger Merkel, Sarkozy og resten af Europas højrefløj samme medicin til at tackle statsunderskuddene. Selv om erfaringerne i Storbritannien var katastrofale, sværges der i dag til den samme politik, som var den sendt herned af vorherre.

For det andet, så har thatcherismen et direkte medansvar for krakket i 2008 og den finansielle krise, vi i dag står midt i. Sammen med Reagan gik de forrest med at deregulere finanssektoren til det grimme monster, det i dag har udviklet sig til.

I 1986 gennemførte hun 'Big Bang', hvor hun fra den ene dag til den anden fjernede store dele af den lovgivning, der begrænsede finanssektorens aktiviteter. Det blev herefter den almindelige visdom, at styringen af økonomien bedst var overladt til markedskræfterne alene.

I dag er vi mere end nogensinde underlagt bankernes magt. Selv efter en krise, som de finansielle markeder har skabt, er det svært at pålægge dem nye regler og skatter, som kan disciplinere deres adfærd.

For det tredje slog hun velfærdsstaten ihjel gennem dybe og uigennemtænkte besparelser, uddannelsessystemet blev udsultet, det britiske sundhedsvæsen blev forringet, det sociale arbejde blev mere eller mindre nedlagt, og kriminaliteten fordobledes i de år. Der blev rundhåndet delt skattelettelser ud til de rigeste i samfundet.

LÆS OGSÅ'Jernladyen' får kritik af gammel krigsmodstander

Da Thatcher engang blev spurgt, hvad hun havde tænkt sig at gøre ved fattigdommen, lød svaret: »Ingenting. De fattige stemmer ikke på mig«. For det fjerde førte hun destruktiv og ødelæggende politik mod den britiske fagbevægelse. Thatcher forbød sympatistrejker ved lov, hun begrænsede fagforeningernes konfliktret, og hun tog et opgør med de kollektive overenskomster.

Logikken var, at hvis man kunne begrænse fagforeningernes magt, så kunne virksomhedernes profit blive større. For det femte førte hun en absurd udenrigspolitik.

Biografpremieren falder pudsigt nok sammen med Nelson Mandelas sydafrikanske parti, ANC's, 100-års jubilæum. Det minder os om Thatchers blinde støtte til apartheidregimet i Sydafrika i 80'erne. Hun modsatte sig verdenssamfundets sanktioner og fordømmelse mod De Klerks adskillelsespolitik af hvide og sorte.

Derudover gav hun åbent støtte til Pinochets diktatur i Chile, hun kastede sig ud i en uforklarlig krig på Falklandsøerne, og hun koblede den britiske ulandsbistand med våbenhandel.

Biografpremieren i Europa falder sammen med eurokrisen og kravet om, at 27 lande skal spare sig ud af krisen samtidig. Den finanssektor, der satte økonomien over styr, er tilbage med fuld styrke og driver deres forretninger som 'business as usual'.

De borgerlige, der i dag hylder Thatcher, hylder også denne uretfærdige og asociale politik. De vil komme rendende og sige »Ja, medicinen var hård. Men den virkede«.

Sagen er bare den, at Thatchers politik, som de stadig i dag sværger til, ikke virkede. Politikken skabte ulighed, et uddannelsesefterslæb, massiv arbejdsløshed og en blind tro på markedskræfterne. Der er stadig god grund til at hade Thatcher.